Ulykkelig kærlighed

Min snart 16-årige datters sommerferie forløber med masser af tårer over en fyr, som måske-måske ikke vil ha´ hende. De har været on/off i et par måneder, og han er tydeligvis snotforvirret - holder meget af hende, men har brug for plads og tid til at tænke sig om... Hun venter og venter, og så ringer han MÅSKE - MÅSKE kan de så være sammen - og hun håber og planlægger og gør sig lækker, hvorefter han aflyser igen. Det var den diplomatiske udgave - tro mig, jeg har bandet ham langt væk og haft lyst til at kvæle ham, men han er trods alt også bare en knægt på 17, og jeg kender ikke hele historien. Min datter skiftevis forsvarer ham og "hader" ham - det er svært at følge med. Jeg ved godt, det er noget, de fleste skal igennem, og det ved hun også selv - hun beder mig indtrængende om at give hende plads til at græde og gå i sort og gøre sig sine egne erfaringer. Men hvor GØR det ondt at se hende så ked af det - hun har tidligere haft psykiske problemer og var lige begyndt at "rejse sig", og så sker det her. Jeg kan ikke lade være med at græde over det, når hun har det værst - samtidig har flere af hendes bedste venner og veninder svigtet hende inden for kortere tid, og dem, hun har tilbage, orker hun ikke at se, selv om jeg opfordrer hende til at gøre noget, være sammen med andre - i stedet for at vente og græde og vente... Om få dage tager vi på ferie - hun skal have en veninde med - og jeg glæder mig usigeligt til et pusterum, hvor hun forhåbentlig får tankerne andre steder hen. Det er hun forbandet nødt til for venindens skyld. Jeg VED, det vender før eller siden, og hun og vi andre ser frem til, at hun skal begynde i 10. klasse på en ny skole efter ferien, så hun møder nogle nye mennesker. Men hvad gør man som mor, når tårerne flyder hele tiden, og man selv er på nippet til at "flyde med" hver dag? Jeg har jo selv været der - men skjulte altid mine hjertesorger for min mor. Jeg er meget glad for min datters fortrolighed, men hvor er det bare hårdt at overvære... og hvor har man bare lyst til at gribe fyren i kraven og sige, at NU må han bestemme sig!

GODT jeg har drengebørn.... til den tid vil jeg fralægge mig et hvert ansvar..... aj spøg til side..... det er garanteret rigtig hårdt at se sin teenagedatter være SÅ forelsket, og så ikke kunne/må blande sig. jeg forstår godt dit hjerte bløder for hende... der er ikke andet at gøre, end at have alle kram og tøsesnak parat til når hun beder om det... hun har jo også ret i at hun må finde ud af det selv, og at hun skal have lov at græde hvis hun føler for det. og også uden at mor nødvendigvis vil reparere verden for hende... sikke en klog og følsom sød pige du har fået dig der...

Tjaaaa, og drenge har jo et veludviklet jagtinstinkt - når de ved pigen er der 110%, så bliver de forvirrede og ved alligevel ikke helt om de vil have 'byttet' eller ej....de vil i den alder godt have lidt kamp! Og alt det ved vi jo, og så er det man får lyst til at skride ind og sige ,,jamen du griber det jo helt forkert an'' - du skal være kostbar, det er sundt hvis du ikke er hjemme når han ringer, det er mere spændende hvis du ikke har tid, når han har ect.... Nu har jeg jo voksne sønner, og jeg kan se at piger kort og godt, tænker anderledes. De piger de har haft, ville enormt gerne bindes og have et fast forhold, hvor mine drenge har været mere ,,jamen kan vi ikke bare ha' det sjovt og se hvad der sker... Den ældste har haft den samme kæreste i noget der ligner evigheder, men hun er også nogle år ældre end han er, og har kunne spille sine kort bedre og har kunne bruge af den 'kvindelige list' der hurtigt fik tryllebundet ham... Den næstældste er en rastløs sjæl hvad angår piger, og skifter dem ud jævnligt....og så plejer JEG at have dem i røret :laugh: Det var så lige et lille input fra en drenge-Mor.

Åh, den tid husker jeg, som var det i går... alle de kærlighedskvaler, man måtte gå igennem i den alder :S Min mor var sådan en type, der satte sig ned og hylede sammen med mig... og det var bare ikke til at holde UD! "Har du det nu skidt igen" (sagt med sørgmodig og pevet stemme). Jeg var ved at brække mig over hende, så jeg droppede hurtigt at betro mig til dén kvinde... men en mor kunne jo se på flere kilometers afstand, når den var gal igen :S Jeg ville meget hellere have haft en mor, der havde sagt "så - op på hesten igen og gi' den gas... og nu skal du høre, hvad der er godt for dig". Altså en mor, der kom med alternativer og som gav gode råd til, hvordan man håndterede sådan en pupertetsknægt, der ikke vidste, om han ville det ene eller det andet. Problemet i den alder er jo, at drengene er meget mere umodne end tøserne og derfor ikke ved, hvilket ben de skal stå på.

Jamen, det er jo det, Frede - lige meget hvad, man gør som mor, er det vist forkert. MIN mor var sådan en med "Det fjols - han skulle bare vide, hvad han går glip af!" og "Ham skal du ikke spilde mere krudt på, kom videre i teksten!" - og jeg HADEDE det og holdt derfor helt op med at involvere hende. Dels kunne jeg ikke klare, at hun - som jeg opfattede det - negligerede, at der var tale om den absolut eneste ene, som jeg ALDRIG ville komme mig over - dels følte jeg nok, at hun indirekte fortalte mig, at JEG var et fjols. Men - havde hun tudet med mig og strøget mig over håret, ville jeg have brækket mig - så hun kunne nok under ingen omstændigheder have gjort det rette. Jeg levede MEGET mit eget liv som teenager, løj og holdt min mor på afstand - hvor min datter er utroligt tillidsfuld og betror sig til mig om alt.

Ej, men så må du da gøre NOGET rigtigt... når din datter ligefrem kommer til dig helt af sig selv og involverer dig! Vær glad for det, da! Nej, det er sq ikk' nemt med de teenagerbørn - det kan jeg sagtens forestille mig. Nu har jeg selv små børn (til trods for min høje alder :S ), så jeg kan ikke rigtigt snakke med om problematikken, men har man børnenes tillid, og vil de gerne betro sig til én, så vil jeg da mene, at man har gjort et godt forarbejde som forælder.