Nååh ja, har også været ved lægen...

Til de interesserede.... Jeg var jo ved lægen den 18. angående det skide humør der.... og han konstaterede at jeg har jordens dovneste og mest uhjælpsomme kæreste, som jeg skulle kridte banen op for.... jaaaa joooow, for det gør man da bare lige når manden er 27, har et enormt ego, og er pisse lige glad, og ellers bare syne jeg er hysterisk, og hidser mig op over småting... godt så.... så ville han se mig om en måned igen, og høre om hvad der så var set videre i sagen... forsøgte selvfølgelig at forklare, at han havde evigt ret i det med kæresten, men at jeg nu altså har været deprimeret hele mit liv, og jeg luftede også at jeg egentlig troede jeg havde en kronisk tilstand i den retning... men ja, vi kan lige vente en måneds tid... forklarede ham så, at det kunne han lige så godt glemme så, for om en måned er vikingespillet endnu ikke helt slut. og kenneth har altså forpligtet sig til nogle ting, så hvis det endelig skulle lykkes mig at hive ham hjem "før tid" så får han bare 300 mennesker på nakken, og de ender med alle at ville give mig skylden, især svigerne der jo forventer at kenneth ordner en masse og hjælper dem med det de også skal have klaret. Og så ender det med at alle deres hængepartier er min skyld, og så er det hele jo plidselig meget værre, og jeg er også bare så pisse rødhåret.... så enden på lægebesøget blev altså at... jeg skal gøre som jeg plejer ind til vikingespillet er overstået. derefter skal jeg så sparke til kenneth, få mig en fritidsinteresse, overtale dp'en til at tage imod mit barn halv ti - ti, og i øvrigt få en ny tid når alt det lige er ordnet, så vi kan se om ikke jeg har fået det meeeeget bedre.... og jeg skal jo heller ikke stresse over at skulle tilbage på job efter 3 å hjemme, på trods af stadige bækenproblemer som jeg ikke har råd til at få behandlet.... der jo over 3 måneder til det er den 18 december alligevel (jobstart i vuggestue).... jeps der var masser af selvhjælp (læs: ignorering) at hente der...

Ja, der var sq ikke meget hjælp at hente der, hva' Maria?! Hvad gør du så? Lever med det?

Ik ondt ment, men det lyder som om at du har en mild depression :)

Ja, jeg må jo sige, at jeg synes, at din læge har behandlet dig professionelt... Nej, du fik ikke en pille - men det er jeg bestemt heller ikke overbevist om at du skal have. Det er meget muligt, at du har haft et hårdt liv, og at du har brug for noget hjælp og støtte til at komme videre. Men som du beskriver dine problemer her, ser jeg præcis som din læge, at problemerne lige her og nu bunder i, at du ikke får den støtte hjemme, som du har brug for. Og det skal du selvfølgelig have! Pillen får ikke dine børns far til at tage ansvar. Tvært imod kan du risikere, at den "hjælper" dig med at affinde dig med en situation, som man absolut ikke bare skal affinde sig med. Så du bare sidder fast og spiser nogen flere piller. Jeg er helt med på, at du ikke har det nemt, og at din læge har bedt dig gøre nogen ting (konfrontere dine børns far), som ikke er nemme. Men faktisk prøver han at vise dig en vej ud af sumpen, prøver at finde ud af, hvor dybt dine problemer stikker. Han beder dig tage ansvar - så du stille og roligt kan arbejde dig op af sumpen. At du så ikke kan overskue at tage det ansvar lige her og nu - den er jeg bare ikke med på. Ja, dine børns far har forpligtet sig i.f.t. sin fritidsinteresse - men han har også forpligtet sig i.f.t. dig og børnene. Og du har al ret i hele verden til at få ham til at indse, at han ikke lever op til den forpligtelse. Jeg synes, du skal bruge den næste måneds tid på at undersøge, hvilke muligheder du ellers har. Har din kommune et tilbud om parterapi eller forældrekursus eller måske bare noget for dig? Hvad kan du rent praktisk gøre, hvis parforholdet bare slet ikke kører? Hvordan vil du konfrontere det store barn i familien med at han ikke tager det ansvar, du bør kunne forvente af ham som voksen? Lad være med at "spilde" den næste måned. Brug den konstruktivt. Og gå så til lægen igen - og fortæl ham igen, hvordan du har det. Piller kan være god hjælp. Men ofte dulmer de bare en smerte, så man lever med den i stedet for at fjerne den. Og inden din læge giver dig de piller, skal han naturligvis sikre sig, at det sidste ikke vil ske for dig. God arbejdslyst med projektet hjemme!

Det er helt rigtigt det med kæresten og at en pille ikke afhjælper det problem.... Men min kæreste og hans ligegyldighed bærer jo ikke hele skylden for mine depressioner. Jeg tror helt 100% ærligt at jeg altid har været deprimeret. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været sådan lykkelig, godt tilfreds, eller bare sådan generelt glad. Og du hvis du beder folk omkring mig, lige tænke sig om, så kan de heller ikke... da mine forældre sloges om os unger for mange år tilbage, blev der også lavet nogle psykolog tests, og mindre udredninger heraf. svaret på min var at jeg var et knækket barn, og at jeg havde brug for hjælp. Der kom aldrig nogen former for hjælp, og jeg har vidst været 12 år.... Så tja jeg har vidst bare altid været deprimeret, men det er jo en laaaaang historie at forklare helt præcist, så jeg kan godt forstå hvis i der læser, ikke helt føler hvad det er jeg egentlig siger. men det er heller ikke altid det lykkes mig at forklare tingene rigtigt. Jeg har da heller ikke lyst til at tage en pille, for jeg mener det samme om piller som jer. en falsk lykke er bare heller ikke lykken vel. Men når man ikke kan komme op om morgenen og få den store ud af døren, og man tuder i 4 timer over 4 maskiner vasketøj, som man bare ikke kan overskue at lægge sammen og på plads. så MÅ der da være noget galt... Jeg ved godt at alle tingene i hjemmet, er ting som manden burde hjælpe til med, og så ville det sikkert lette meget på mit humør. Men som tingene er lige nu, er det bare umuligt at få noget som helst igennem til manden. Jeg gider simpelthen ikke bruge min sidste rest af energi på at diskutere noget som jeg ved, ikke kommer nogen vegne, før om tidligst en måned. Det er da spild af energi, og jeg ender bare med at sidde og tude, og fiske rundt i brok over vasketøj og oprydning, og det kommer jeg jo ingen vegne med.... Desværre er der ikke nogen hjælp at få til terapi eller psykolog eller hvad det nu mptte være.... jeg vil tro at man skal være ualmindeligt lavt bemidlet, for at få hjælp til den slags..... Og vi er lavt bemidlede, men vi er ikke ved at dø af sult, og det skal man pbenbart være i denne kommune for at få hjælp til noget som helst, med mindre man er enlig forsørger, og det er jeg ikke, og jeg er heller ikke interesseret i at blive det.... hvis det var så let, var jeg jo selvfølgelig gået fra manden for længe siden. Jeg har da også prøvet, men det kan jeg slet ikke holde ud. Økonomisk er vi også i en temmeligt tærende situation, så jeg føler ikke jeg kan tage en realistisk beslutning, om vores forhold, før vi har nogen lunde styr på økonomien. For jeg ved at økonomien også bærer en del af skylden for min utilpashed, eller hvad man så kalder det... Jeg mener bare, at uanset hvad slags problemer eller bagage man har, så kan det jo godt være depression alligevel. Jeg lever lige nu 4 slags dage i vilkårlig rækkefølge... 1. dag, er jeg sådan normalt depri, men klarer mig okay. 2. dag er jeg tudemarie. og kan dårligt komme efter ungerne fordi jeg er udmattet. 3. dag er jeg klar til at pakke tøj til mig og ungerne, og bare skride uden et ord. 4. dag er jeg klar til at rejse til uganda uden mand og børn, og blive anonym nomade. Og det synes jeg bare ikke er i orden... Min hukommelse er faktisk ikke eksisterende, og jeg kan dårligt nok lægge 5 og 5 sammen.... Jeg ville aller helst have sådan en terapi ordning, hvor hvis man nu havde en tid 1 gang om ugen. så skulle det være solo (mig) hver 2. gang, og den næste gang parterapi. sådan at vi fik lidt hjælp til det der er fælles, og så kenneth måske kunne få fra en anden, hvad der sker med mig. og sådan at jeg kunne få lidt hjælp alene med de ting der måske ikke har så meget med kenneth at gøre.... Men det koster knaster, og desværre er der ikke gratis hjælp her i kommunen.. tak for jeres respons. spørg hvis der er noget i ikke forstår.... og ja bibs, jeg er bare mig selv som jeg plejer at være det..... mere eller mindre nede...