Modenhed?

Hvilken alder skal børn have for at kunne omdanne følelser til ord? Vi har lige haft en episode med vores dreng på 7 år, i skolen. Han kan ikke forklare hvorfor han har handlet som han nu engang har gjort... Børnehaveklasselæreren mener at det skal han kunne nu hvor han er 7. Jeg er ikke enig, men har bare ikke teorien eller fakta til at kunne begrunde det!! Nogen der kan hjælpe??

HHMMM, mon ikke det som med så meget andet er forskelligt fra barn til børn. Jeg har en dreng på 6 1/2 som heller ikke er god til det. Med meget tålmodighed og spørgen ind til er det dog blevet lidt bedre. Jeg får som regel mest ud af ham når jeg putter ham inden sengetid. Mener at man siger at det er FRA 7 år de skal begynde at kunne det. Vores SP siger dog at piger er langt bedre til det end drenge. Også hvad angår oplevelser. Drenge vil helst nøjes med at fortælle at de startede ved A og sluttede ved B, mens pigerne velvilligt fortæller alt det der er sket ind imellem.

Selvfølgelig kan han sætte ord på. Han tør bare ikke! Han er bange for udfaldet. Og hvorfor du pludselig spørger, som du gør. Gå udenom og spørg indirekte? Du skal ikke spørge: Synes du det var sjovt? Hvad har du lavet i skolen? Du skal spørge: Hvad synes du om det? Hvor gik I hen i frikvarteret? Og på samme måde spørger du ind til det her. Sæt ikke ord på for ham. Lad ham selv. Stil mange spørgsmål om samme ting bare på anden måde. Han kan, hans alder kan. Det kan de allerede i børnehaven. Drenge er ikke så dumme, som I går og tror. De er langt mindre komplicerede end piger. Bare man giver dem lov. Giver dem mulighed. Og giver dem ansvar.

Jeg er helt enig i at der kan være andre forklaringer på, hvorfor drengen ikke snakker løs om en 'uheldig' episode, end at han ikke kan det. Måske tør han ikke - men måske er det også fordi han har lovet en kammerat ikke at snakke om det, fordi han er flov over det - eller 'fordi man ikke behøver fortælle alting', som min 7-årige engang sagde. Hvad din søn kan eller ikke kan finder du helt sikkert ikke ud af i forbindelse med en følelsesmæssigt kompliceret situation. Men hvad enten har er lidt mindre moden end andre 7-årige eller ej, så har han helt sikkert glæde af at du 'træner' at udtrykke følelser med ham - han er i hvert fald ikke færdigudviklet - og der kan du læse nogle gode tips til, hvordan man åbner op, i indlægget ovenfor.

Måske er han også et sensitivt barn ligesom min søn ? De er ofte meget tænkende, følsomme, og er ofte bange for at såre andre/ikke leve op til andres forventninger. Min søn fortæller heller ikke meget, men måneder efter han har oplevet noget, kan han pludselig komme og plapre løs om det. Lidt som om han selv skal have styr på det hele i sine egne tanker, så han er sikker på at det han fortæller er rigtigt. Og nej, drenge er bestemt ikke dummere end piger (generelt), de har måske bare ikke samme behov for 'hønsegårdsnak' som mange piger har ;-).

Tak for alle svarene. Dejligt. Grunden til at jeg spørger er fordi min dreng har fortalt en anden dreng i klassen, en frygtelig historie om at hans papfar (som han ikke har - han har en far, ikke andet), har slået en pige ihjel. Det overhører pædagogen, som så siger til min søn:Nej, ved du hvad det passer jo slet ikke, vel?? Jo siger min dreng, og sådan fortsætter det. Han indrømmer ikke på noget tidspunkt at det er opspind. Næste dag gør han det samme, hvor børnehaveklasselæreren også siger til ham at det jo ikke passer, men han holder på sit!! Indtil læreren siger at så må hun skrive hjem i kontaktbogen og spørge os om det er rigtigt. Først der indrømmer han at det ikke passer. Så vi kommer til samtale med pædagogen først der fortæller os alt det her, og vi får en mail fra læreren. Vi tager en snak med vores dreng. Han er udmærket godt klar over at det her ikke er særligt godt, er meget ked af det osv. Han hyperventilerer endda på et tidspunkt. Han kan slet ikke sætte ord på hvorfor han ikke bare gav dem ret. Jeg spørger ind til om han evt var bange for at sige sandheden. Men han ved det ikke. Dagen efter snakker jeg med læreren, og fortæller hvad vi snakket om hjemme, også at jeg har spurgt ind til om hab havde været bange osv. Det falder så ikke i god jord - for så har jeg lagt ordene i munden på ham, og når man er 7, skal man kunne omsætte tanker til ord. Og kunne skelne fantasi og virkelighed. (Ingen tvivl om at min dreng nok kan skelne - den anden dreng kunne ikke). Så har vi forældre møde for første gang. Vi går over og snakker med den anden drengs forældre, for at give en undskyldning og forklaring. Moderen fortæller at hendes dreng ikke havde turdet forrtælle det højt men havde hvisket det. Jeg, store fjols som jeg er, fortæller at vores dreng gjort det samme, hviskende fortalt at den anden dreng også fortalt en vældig historie. Dagen efter har moderen så fortalt læreren at vi har sagt at denne dreng har været den første til at fortælle historier, og at hun er vældig ked af det. Altså, jeg vil overhovedet ikke tørre den af på nogen som helst - og har ikke på noget tidspunkt sagt at det var andres skyld. Vi havde jo netop stået og undskyldt!! Så nu skal vi til møde med læreren.... Men når jeg tænker på alle de ting vores dreng kommer hjem og fortæller, hvad de andre børn sagt og gjort, så kunne vi jo ikke gøre andet end at kontakte lærere og pædagoger!! Hvor han har fået den idé til hans historie aner jeg ikke, han får ikke lov til at se nogenting på tv der er voldeligt.

Det har INTET med TV at gøre! Kom nu; det er en skrøne og det er dokumenteret! Han har et opmærksomhedsbehov. Han ved bare ikke, hvordan han skal tolke det. De andre har i hans øjne et mere spændende liv, sådan er det tit i den alder. Der er altid grønnere på den anden fodboldbane. Han kan altså godt tåle at blive irettesat, når han lyver. Han er ikke lavet af glas. Reager dog! Igen en del af den her pædagok-verden mange børn drives ind i. Vat og bomuld. Konsekvenser, når man har fundet ud af årsag eller mangel på samme!

Jeg tror ikke, du skal tage det så tungt. Lærere og pædagoger er jo til for at hjælpe ungerne på vej, og de har - hvis altså din dreng er en ganske almindelig velfungerende unge, som det lyder til - set det hele før, og også det, der er værre. Jeg har ikke mere forstand på børn i 1. klasse end de fleste andre forældre til lige netop en dreng i den alder. Men jeg tænker, at der måske er en grund til at din dreng fortæller så voldsomme historier, og at I sammen med læreren kan indkredse, hvorfor det åbenbart er så vigtigt for ham, sådan at I kan få nogen tips til, hvordan man kan hjælpe ham videre. Så det er den indstilling, I skal gå til læreren med: Vores dreng er helt normalt - men lige nu er der noget, som han måske har brug for lidt hjælp til, og det vil vi gerne finde ud af, hvad drejer sig om. At der sker meget i en drengs liv, når han lige er startet i 1. klasse, det vil jeg gerne skrive under på. Hos os oplever vi pludselig voldsomme grådanfald, fx fordi han ikke har 'fået lov til at' lege med sin nabo-legekammerat i en uge (hvor ungerne har været væk på skift). Han prøver og prøver og prøver at rumme alt det, som man pludselig forventer, at han lærer, og som han fx sagde, da han en dag havde glemt sin helt nye sweatshirt et sted i skolen: 'nogen gange kommer der så meget ind i hovedet, når jeg skal lære noget nyt, at der ikke er plads til det hele'. Hvis det samme er forklaringen på din drengs røverhistorier kan han jo bare lige have brug for lidt hjælp til at håndtere det overfyldte hoved.

Jeg synes altså ikke det lyder som århundredes forbrydelse din dreng har begået! Altså undskyld mig - den der anden dreng er da også lidt godtroende hvis han tror på sådan en røverhistorie. Jeg har selv en knægt i 1. klasse og der er ingen grænser for hvad de drenge fortæller af historier. Måske knap så voldsomme, men det ville jeg ikke lægge så meget i, hvis jeg var dig. Havde det nu være min knægt, så kunne han udmærket have reageret præcis som din, selv om han godt kan sætte ord på sine følelser og tanker hvis han bare får ro og tid. Men når der står en pædagog og en lærer og vil skrive i kontaktbogen og gøre en stor sag ud af en røverhistorie, så ville min knægt også stejle. Jeg tror det, der har skræmt din dreng mest er de voksnes reaktion! I min datters klasse var der en som havde fundet ud af hvordan man slettede lektierne inde på elev-intra. Initiativrig unge, men læreren knaldede HELT ud og gav ungerne den store tale med tab af tillid og bål og brand, så intet barn turde indrømme at det var dem. Nogle gange kan voksne altså også overreagere.