Umulig unge - er det normalt?

Hej,

Vi har nogen venner som har en søn på 2 ½ år. Han er egentligt en sød dreng men hold da op hvor er han hysterisk! Der skal INGENTING til før han flipper fuldstændigt, og jeg mener fuldstændigt med råd, skrig, tårer og gerne slag til hund, forældre eller hvem der nu er i nærheden. Vores barn har aldrig været sådan og det ryster mig faktisk lidt, syntes det er meget voldsomt. Hver gang siger forældrerne at det bare lige er for tiden, men det kan det jo ikke blive ved med at være.

Jeg ved ikke om det skyldes forældrenes inkonsekvente opdragelse, alt for meget sodavand eller om det bare er sådan han er? Der bliver hele tiden truet med at han kommer ind på værelset, det sker bare ikke. Selv når han fx sparker hunden er der ingen konsekvens (det bør der være, for hvad hvis den pludseligt sidder i benet på ham, det kan man sq da ikke klandre hunden for..)

Er det meget normalt at 2 ½ årige drenge er så vilde, hysteriske og umulige?

Anonym skriver:

Hej,

Vi har nogen venner som har en søn på 2 ½ år. Han er egentligt en sød dreng men hold da op hvor er han hysterisk! Der skal INGENTING til før han flipper fuldstændigt, og jeg mener fuldstændigt med råd, skrig, tårer og gerne slag til hund, forældre eller hvem der nu er i nærheden. Vores barn har aldrig været sådan og det ryster mig faktisk lidt, syntes det er meget voldsomt. Hver gang siger forældrerne at det bare lige er for tiden, men det kan det jo ikke blive ved med at være.

Jeg ved ikke om det skyldes forældrenes inkonsekvente opdragelse, alt for meget sodavand eller om det bare er sådan han er? Der bliver hele tiden truet med at han kommer ind på værelset, det sker bare ikke. Selv når han fx sparker hunden er der ingen konsekvens (det bør der være, for hvad hvis den pludseligt sidder i benet på ham, det kan man sq da ikke klandre hunden for..)

Er det meget normalt at 2 ½ årige drenge er så vilde, hysteriske og umulige?

Jahhe... Nu kender jeg jo ikke alle omstændigheder.. MEN en ting ved jeg.. Det er jo ikke drengen der er noget i vejen med.. Det må sgu være forældrene.. Så lille en dreng blir ikke sådan af sig selv.

vil mene at 2 årige generelt kan være meget hidsige.... men det du beskriver lyder ikke normalt. forældre der er inkonsekvente hjælper nok heller ikke på sagen. jeg mener at børn skal lære konsekvens og så er det vigtigt at man ikke bare truer uden at gøre noget "ved det"

Da jeg kun havde min ældste søn, da mødte jeg nogle gange alle de der umulige unger...jeg klappede mig selv på skulderen og blev bekræftiget i hvilken helt fantastisk søn jeg havde og hvilke uovertrufne evner jeg havde som mor. Han var aldrig sur, gjorde aldrig noget han ikke måtte...han kunne skrive da han var tre år...og ja, han var da bare helt perfekt og det var da i hvert fald fordi jeg var konsekvent og bare super god som mor...alle dem med umulige børn kunne lære en del af mig, det var helt sikkert.
MEN, så skete der jo heldigvis det, at jeg fik barn nummer to...fuldstændig og helt og aldeles modsat nummer et(og nummer tre) jeg kan og kunne føle mig magtesløs som jeg aldrig før havde følt mig...jeg anede ikke hvad jeg gjorde forkert...men jeg har fundet ud af at det jo ikke er fordi jeg gør noget forkert(ikke hver gang i hvert fald Han er bare en helt anden type end nummer et og tre...som min mor og jeg plejer at tale om, så var min ældste søn bare socialiseret eller født passet ind til det vi i vores samfund mener er den rigtige måde at være på.
Men sådan er alle børn ikke....og et barn på to år kan jo have dne skønneste vilje i verden og så brokker han sig da hvis noget går imod..smiler-skønt ikke og vildt trættende.
Men, børn er bare forskellige og dem der kun får "de nemme" slags, de går altså glip af noget, udover at hive håret af sig selv i afmagt og tølle til ti og råbe alt for højt...
Knus Eva...som ikke kan tage æren for sp meget endda, men så heller ikke al skylden...børn er født forskellige...

Eva skriver:

Da jeg kun havde min ældste søn, da mødte jeg nogle gange alle de der umulige unger...jeg klappede mig selv på skulderen og blev bekræftiget i hvilken helt fantastisk søn jeg havde og hvilke uovertrufne evner jeg havde som mor. Han var aldrig sur, gjorde aldrig noget han ikke måtte...han kunne skrive da han var tre år...og ja, han var da bare helt perfekt og det var da i hvert fald fordi jeg var konsekvent og bare super god som mor...alle dem med umulige børn kunne lære en del af mig, det var helt sikkert.
MEN, så skete der jo heldigvis det, at jeg fik barn nummer to...fuldstændig og helt og aldeles modsat nummer et(og nummer tre) jeg kan og kunne føle mig magtesløs som jeg aldrig før havde følt mig...jeg anede ikke hvad jeg gjorde forkert...men jeg har fundet ud af at det jo ikke er fordi jeg gør noget forkert(ikke hver gang i hvert fald Han er bare en helt anden type end nummer et og tre...som min mor og jeg plejer at tale om, så var min ældste søn bare socialiseret eller født passet ind til det vi i vores samfund mener er den rigtige måde at være på.
Men sådan er alle børn ikke....og et barn på to år kan jo have dne skønneste vilje i verden og så brokker han sig da hvis noget går imod..smiler-skønt ikke og vildt trættende.
Men, børn er bare forskellige og dem der kun får "de nemme" slags, de går altså glip af noget, udover at hive håret af sig selv i afmagt og tølle til ti og råbe alt for højt...
Knus Eva...som ikke kan tage æren for sp meget endda, men så heller ikke al skylden...børn er født forskellige...

Jamen EVA!!!!

Jeg giver dig fuldstændig ret

Vi har nemlig også en rigtig "perfekt lille dreng, som den første (da han altså var lille. Nu bliver han snart 12 år og der er kommet andre hormoner i suppen)
Men så fik vi nr 2.... Djævle-ynglet
For satan da en udfordring!!!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har skreget, råbt, tudet, fået kastet ting i nakken, opgivet, været konsekvels og trukket håret af mig selv pga nr 2.
Men nejjj hvor har han udviklet sig til den mest fantastiske dreng.
Vi forældre fik et chok af ham. Sikke dog da en personlighed, selvstændighed og en kraft han havde, den lille dreng.
Men vi forældre lærte også, at med sådan et kraftfuldt barn, var vi nødt til at give han nogle redskaber til, hvordan han kunne bruge de store personlige egenskaber i dagens samfund.
Han fik lært at bruge sin energi på de rigtig ting i stedet for på de forkerte ting. Vi fik lært at sætte ord på de stærke følelser han kunne rende rundt med og den negative energi blev vendt om og brugt positivt.

Han er så omsorgsfuld, kærlig, inteligent, aktiv og kraftfuld et djævle-yngel nu

Vi plejer at joke med, at havde vi fået ham først, havde vi aldrig fået flere børn. Vi fik godt nok Mads bagefter, men der var en grund til der er 5 år imellem nr 2 og 3


Kloster
- Med 3 VIDT forskellige drenge...

Eva og Kloster, I har jo lige beskrevet vores familiekonstellation med det temperamentsfulde, stædige, provokerende men også kærlige, omsorgsfulde, charmerende, sprudlende midterbarn. For med den type børn spilles der på alle tangenter i følelsesregistret, de er lige som mere i kontakt med deres følelser og lever dem ud (ja ja lilla ble  ), og man er aldrig i tvivl om, hvad de mener om verdens tilstand.

Så jeg har valgt at se det som udtryk for personlig styrke og selvværd, og at den lille fyr i den grad føler sig så tryg og elsket, at han tør vise sit sande jeg. Dét prøver jeg så at sige til mig selv, når bølgerne går højt, men det er altså ikke altid lige let   

Eva skriver:

Da jeg kun havde min ældste søn, da mødte jeg nogle gange alle de der umulige unger...jeg klappede mig selv på skulderen og blev bekræftiget i hvilken helt fantastisk søn jeg havde og hvilke uovertrufne evner jeg havde som mor. Han var aldrig sur, gjorde aldrig noget han ikke måtte...han kunne skrive da han var tre år...og ja, han var da bare helt perfekt og det var da i hvert fald fordi jeg var konsekvent og bare super god som mor...alle dem med umulige børn kunne lære en del af mig, det var helt sikkert.
MEN, så skete der jo heldigvis det, at jeg fik barn nummer to...fuldstændig og helt og aldeles modsat nummer et(og nummer tre) jeg kan og kunne føle mig magtesløs som jeg aldrig før havde følt mig...jeg anede ikke hvad jeg gjorde forkert...men jeg har fundet ud af at det jo ikke er fordi jeg gør noget forkert(ikke hver gang i hvert fald Han er bare en helt anden type end nummer et og tre...som min mor og jeg plejer at tale om, så var min ældste søn bare socialiseret eller født passet ind til det vi i vores samfund mener er den rigtige måde at være på.
Men sådan er alle børn ikke....og et barn på to år kan jo have dne skønneste vilje i verden og så brokker han sig da hvis noget går imod..smiler-skønt ikke og vildt trættende.
Men, børn er bare forskellige og dem der kun får "de nemme" slags, de går altså glip af noget, udover at hive håret af sig selv i afmagt og tølle til ti og råbe alt for højt...
Knus Eva...som ikke kan tage æren for sp meget endda, men så heller ikke al skylden...børn er født forskellige...

 Born er forskellige og en komplet vanvittig unge er ikke altid foraeldrenes skyld. Det kan vaere, men ikke altid.

Mit barn er en mellemting. Han kan faa nogle ordentlige hysteri ture, hvor han skriger og smider med ting og saa kan han vaere helt og aldeles en engel, der horer efter saa fint. det er op og ned.

Men jeg har passet 2 soskende som var vidt forskellige. en som du beskriver og sosteren til hende var en engel og stille og rolig altid.
De er nu 13 og 15 aar og er saa velopdragne og velfungerende unge piger nu, saa det kan klart aendre sig.

Karoline skriver:

Eva og Kloster, I har jo lige beskrevet vores familiekonstellation med det temperamentsfulde, stædige, provokerende men også kærlige, omsorgsfulde, charmerende, sprudlende midterbarn. For med den type børn spilles der på alle tangenter i følelsesregistret, de er lige som mere i kontakt med deres følelser og lever dem ud (ja ja lilla ble  ), og man er aldrig i tvivl om, hvad de mener om verdens tilstand.

Så jeg har valgt at se det som udtryk for personlig styrke og selvværd, og at den lille fyr i den grad føler sig så tryg og elsket, at han tør vise sit sande jeg. Dét prøver jeg så at sige til mig selv, når bølgerne går højt, men det er altså ikke altid lige let   

Ej, hvor sjovt du naevner det. Det passer perfert!Jeg er midterbarn selv og nodagtig som  du beskriver til punkt og prikke (hmm jeg vil helst ikke vaere mor til et midter barn. Uha jeg var nok den slemmeste af os alle tre ).

Kloster skriver:



Jamen EVA!!!!

Jeg giver dig fuldstændig ret

Vi har nemlig også en rigtig "perfekt lille dreng, som den første (da han altså var lille. Nu bliver han snart 12 år og der er kommet andre hormoner i suppen)
Men så fik vi nr 2.... Djævle-ynglet
For satan da en udfordring!!!!!!!!!!!!!!!!
Jeg har skreget, råbt, tudet, fået kastet ting i nakken, opgivet, været konsekvels og trukket håret af mig selv pga nr 2.
Men nejjj hvor har han udviklet sig til den mest fantastiske dreng.
Vi forældre fik et chok af ham. Sikke dog da en personlighed, selvstændighed og en kraft han havde, den lille dreng.
Men vi forældre lærte også, at med sådan et kraftfuldt barn, var vi nødt til at give han nogle redskaber til, hvordan han kunne bruge de store personlige egenskaber i dagens samfund.
Han fik lært at bruge sin energi på de rigtig ting i stedet for på de forkerte ting. Vi fik lært at sætte ord på de stærke følelser han kunne rende rundt med og den negative energi blev vendt om og brugt positivt.

Han er så omsorgsfuld, kærlig, inteligent, aktiv og kraftfuld et djævle-yngel nu

Vi plejer at joke med, at havde vi fået ham først, havde vi aldrig fået flere børn. Vi fik godt nok Mads bagefter, men der var en grund til der er 5 år imellem nr 2 og 3


Kloster
- Med 3 VIDT forskellige drenge...

Hahahaha.. 'djaevleynglet'. skon beskrivelse

Miamaja skriver:



 Born er forskellige og en komplet vanvittig unge er ikke altid foraeldrenes skyld. Det kan vaere, men ikke altid.

Mit barn er en mellemting. Han kan faa nogle ordentlige hysteri ture, hvor han skriger og smider med ting og saa kan han vaere helt og aldeles en engel, der horer efter saa fint. det er op og ned.

Men jeg har passet 2 soskende som var vidt forskellige. en som du beskriver og sosteren til hende var en engel og stille og rolig altid.
De er nu 13 og 15 aar og er saa velopdragne og velfungerende unge piger nu, saa det kan klart aendre sig.

Jamen-smiler- Bertram er skam den skønneste mest følsomme og empatiske dreng, han er bare ikke på alle punkter som vores samfund synes er det perfekte og velopdragne...men han er også midterbarn og skal jo finde sin plads der midt imellem.
I skole og børnehave siger de han er en de mest stille og rolige børn...så måske det bare er herhjemme...
Knus Eva..