Kampen er til tider for hård

Når mit himmel og hav står i et, kan end ikke den stærkeste solstråle bryde igennem.

Jeg er vred, fyldt med indebrændt vred! Men over hvad? Hvorfor er jeg så vred, og hvorfor kommer jeg ikke ud med den?

Min vrede er et tabu, måske ikke for dig, men for mig! Kan jeg tillade mig at være vred over at den pige der smed p-pillerne igår står med en positiv test idag? Kan jeg tillade mig at være vred over at et par der har kæmpet sammen kamp som mig nu endelig står med deres baby i armene? Kan jeg tillade mig at være vred over din ups'er er blevet til en abort?

Det er en grænse man ikke kan sætte et mål på. Hvor går din grænse? Hvor går min? Mange siger det er okay at føle sådan, men er det? For deres situation har jo intet med min at gøre, men alligevel gøre det ondt og en ond varme breder sig i min krop, jeg kan ikke styre hvornår den kommer, alle kan se det på mig - jeg har dog lært at smile og nikke. Egentlig er det lidt det jeg er begyndt at leve efter, smil, nik og gå stille og roligt videre. Folk får den opmærksomhed de gerne vil have, og jeg kommer stille og roligt væk fra situationen jeg ikke vil stå i.

Ville ønske jeg kunne styre denne onde, brændende fornemmelse, men det kan jeg bare ikke. Måske jeg først kan styre den når jeg acceptere at det bare er sådan jeg reagere?

Av for en mur der stod der! Det er i denne måned (som slutter nu) jeg smed mine p-piller - bare 5 år senere. Selvom jeg har oplevet det smukke og dejlige ved at være gravid, så føler jeg det stadig som en lang kamp.

Jeg ønsker for mig og alle andre i behandling at vores kamp snart slutter!

grinny skriver:

Når mit himmel og hav står i et, kan end ikke den stærkeste solstråle bryde igennem.

Jeg er vred, fyldt med indebrændt vred! Men over hvad? Hvorfor er jeg så vred, og hvorfor kommer jeg ikke ud med den?

Min vrede er et tabu, måske ikke for dig, men for mig! Kan jeg tillade mig at være vred over at den pige der smed p-pillerne igår står med en positiv test idag? Kan jeg tillade mig at være vred over at et par der har kæmpet sammen kamp som mig nu endelig står med deres baby i armene? Kan jeg tillade mig at være vred over din ups'er er blevet til en abort?

Det er en grænse man ikke kan sætte et mål på. Hvor går din grænse? Hvor går min? Mange siger det er okay at føle sådan, men er det? For deres situation har jo intet med min at gøre, men alligevel gøre det ondt og en ond varme breder sig i min krop, jeg kan ikke styre hvornår den kommer, alle kan se det på mig - jeg har dog lært at smile og nikke. Egentlig er det lidt det jeg er begyndt at leve efter, smil, nik og gå stille og roligt videre. Folk får den opmærksomhed de gerne vil have, og jeg kommer stille og roligt væk fra situationen jeg ikke vil stå i.

Ville ønske jeg kunne styre denne onde, brændende fornemmelse, men det kan jeg bare ikke. Måske jeg først kan styre den når jeg acceptere at det bare er sådan jeg reagere?

Av for en mur der stod der! Det er i denne måned (som slutter nu) jeg smed mine p-piller - bare 5 år senere. Selvom jeg har oplevet det smukke og dejlige ved at være gravid, så føler jeg det stadig som en lang kamp.

Jeg ønsker for mig og alle andre i behandling at vores kamp snart slutter!

Kan genkende de følelser du skriver. 

Det er en unfair kamp 

At opleve sig selv som hende, der kan sende en vred tanke videre til den højgravide på Bakken med en smøg i hånden, eller hende den møg misundelige over den naive graviditet, ja i det hele tager bare graviditeten, hende der i det stille mener det er bare lidt fair hvis den over glade snart mor til to piger i det mindste må få et kejsersnit, eller hende der er blevet god til smilet og tillykket men rent faktisk overhovedet ikke havde lyst til at se den baby. Den oplevelse er bare så forfærdelig - for ja hvor går grænsen, hvornår er det man må sige til sige selv; nu er nok nok?

Det tog mig meget lang tid at rumme jeg var blevet det lille menneske - men det er jeg desværre blevet. Jeg kan ikke helt ind i hjertet glæde mig over andres graviditet med det samme, jeg ønsker ikke for min værste fjende at gå igennem hvad jeg gjorde, men bare en lille smule modgang må da være fair 

Og du, ja du står et sted jeg kun kan gisne om ved at have lyttet. Og ja jeg kan sige vreden er okay, men jeg ved også hvordan det er at mærke den vrede og føle sig lille... Eneste som nok forresten slet ikke er opmuntrende, er jeg stadig kan føle alle de følelser nu 8 år og to børn efter, så jeg er et mindre menneske endnu.

kæmpe kram

Stort 

esioul skriver:

Kan genkende de følelser du skriver. 

Det er en unfair kamp 

Ja en meget unfair kamp, det kunne fordeles lidt mere lige 

FrkC skriver:

Stort 

Tak 

lineog4 skriver:

At opleve sig selv som hende, der kan sende en vred tanke videre til den højgravide på Bakken med en smøg i hånden, eller hende den møg misundelige over den naive graviditet, ja i det hele tager bare graviditeten, hende der i det stille mener det er bare lidt fair hvis den over glade snart mor til to piger i det mindste må få et kejsersnit, eller hende der er blevet god til smilet og tillykket men rent faktisk overhovedet ikke havde lyst til at se den baby. Den oplevelse er bare så forfærdelig - for ja hvor går grænsen, hvornår er det man må sige til sige selv; nu er nok nok?

Det tog mig meget lang tid at rumme jeg var blevet det lille menneske - men det er jeg desværre blevet. Jeg kan ikke helt ind i hjertet glæde mig over andres graviditet med det samme, jeg ønsker ikke for min værste fjende at gå igennem hvad jeg gjorde, men bare en lille smule modgang må da være fair 

Og du, ja du står et sted jeg kun kan gisne om ved at have lyttet. Og ja jeg kan sige vreden er okay, men jeg ved også hvordan det er at mærke den vrede og føle sig lille... Eneste som nok forresten slet ikke er opmuntrende, er jeg stadig kan føle alle de følelser nu 8 år og to børn efter, så jeg er et mindre menneske endnu.

kæmpe kram

Man er bare et mindre menneske! Folk kan kigge på mig og nærmest sige "ej det er over et år siden, nu må du da kunne glæde dig på andres vegne" og ja, det er da skønt for hende kvinden der har 3 børn i forvejen - men hvorfor skal jeg acceptere hendes glæde hvis hun ikke accepterer mine følelser omkring andres graviditeter og børn? 

Men det er skide svært, for jeg vil jo heller ikke være den dumme kælling! 

grinny skriver:

Man er bare et mindre menneske! Folk kan kigge på mig og nærmest sige "ej det er over et år siden, nu må du da kunne glæde dig på andres vegne" og ja, det er da skønt for hende kvinden der har 3 børn i forvejen - men hvorfor skal jeg acceptere hendes glæde hvis hun ikke accepterer mine følelser omkring andres graviditeter og børn? 

Men det er skide svært, for jeg vil jo heller ikke være den dumme kælling! 

Det er fuldstændig helt og aldeles ok at være bitter, sur, vred, indebrændt, jaloux og ked af det når man har kæmpet så længe for at få et barn.  Og INGEN skal påstå noget andet! Jeg vil vove at påstå det er den ultimativt sværeste situation du kan sætte et menneske i og det er sikkert kun folk der har stået i samme situation som sådan rigtigt kan sætte sig ind i de tanker og følelser man kæmper med! Jeg synes faktisk også det er i orden at man giver svar på tiltale, når folk kommer med kommentarer som:" Ej, nu er det så og så lang tid siden, nu må du da være kommet over det". En sorgprocess tager den tid en sorgprocess skal tage. Det er der ingen der skal sætte spørgsmålstegn ved- heller ikke selvom det er velment. For et stykke tid siden var jeg til børnefødselsdag og ind af døren træder et nybagt forældrepar med vidunderet i en autostol. Alle samledes rundt om for at beundre barnet. En af mine veninder der kender til vores situation vendte sig om mod mig og sagde: " nåååh- prøv at se- har du set hende". Jeg viftede afværgende med hånden og gik ind i et tilstødende lokale. Den forstod hun godt. Ved hun ikke mente noget ondt med det, men det blev for meget for mig. Og jeg siger efterhånden fra, hvis folk der ikke ved hvordan det er, antyder eller siger ting jeg ikke har lyst til at høre. Det er for hårdt at lægge ører til alt det møg man har fået at vide gennem årenes løb. Jeg er træt af at smile og nikke. Jeg forstår dig fuldt ud og du har min fulde opbakning til at føle det du føler! Jeg håber meget for jer at det snart sker!

grinny skriver:

Man er bare et mindre menneske! Folk kan kigge på mig og nærmest sige "ej det er over et år siden, nu må du da kunne glæde dig på andres vegne" og ja, det er da skønt for hende kvinden der har 3 børn i forvejen - men hvorfor skal jeg acceptere hendes glæde hvis hun ikke accepterer mine følelser omkring andres graviditeter og børn? 

Men det er skide svært, for jeg vil jo heller ikke være den dumme kælling! 

Naturligvis skal man kunne glæde sig på andres vegne, men nu er det kun 1 år siden du mistede dit barn! En sorg så ubeskrivelig jeg aldrig nogensinde tror jeg ville kunne komme op af sengen igen! Du må gerne være vred lidt endnu! 

Kæmpe kram!