Tabu = Ensomhed

Jeg er ensom, selvom jeg har mange folk i mit liv.

Jeg har børn, mand, kollegaer, familie og nogle forskellige bekendtskaber. Ingen virkeligt gode venner og min nærmeste familie er enten døde eller ikke i mit liv (alkohol/ludomani).

Mine venner er forsvundet ud af mit liv efterhånden, som jeg er flyttet, blevet uddannet og været igennem nogle store kriser i mit liv (sygdom, dødsfald og utroskab)

Jeg har fået mine børn i ensomhed. Jeg havde ingen mor/far/bedste at vise dem til. Dog en svigerfamilie. Jeg er igennem en krise i mit ægteskab uden at kunne sige det til nogen.

Jeg føler, at folk hellere ser min hæl end min tå.

Jeg har haft rund fødselsdag for et par dage siden og fik næsten ingen lykønskninger og min mand havde ingen overraskelse til mig - han troede ikke, at det betød noget, så jeg var selv med ude og købe min gave. (jeg ville bare have haft et kort med nogle søde ord eller lignende)

Jeg vejer 10 kg for meget.

Jeg er formentligt ved at miste mit job.

Jeg føler mig som verdens mest triste menneske, men jeg står det igennem, fordi jeg skal. Fordi jeg har tre vidunderlige men meget små børn og har trods alt en tilværelse, hvor jeg ikke mangler noget materielt.

Jeg føler mig ramt af livets (onde) tilfældigheder og filosoferer en del over, om hvad jeg dog har gjort i et tidligere liv, siden det hele skal være så dramatisk og hårdt og ensomt.

Hvordan får jeg mig svunget op på den hest, der gør mig 10 kg lettere, gladere, klar til at finde nyt job, nye venner og fjerne min dybeste frygt om, at jeg ikke er værd at elske?

Er der mon nogen derude, der har brudt deres ensomme fængsel og som gerne vil dele med mig, hvad man gør? Giv mig et spark!

Pyha, vil bare sige at jeg føler med dig. Det lyder som om det er en hård tid du går igennem og jeg kan godt genkende nogle af de ting du taler om og føler. Har du talt med din mand omkring hvordan du har det? Sender dig en masse positive tanker  

Du får et kram 

Og så skal du starte med at elske dig selv. 

Give dig selv kredit for det du gør og det du har gjort. 

Og så kan du starte med at rette ryggen og tage fat i din mand og vis ham at du er værd at kæmpe for . 

Jeg har selv personlige erfaringer med en stor livskrise i forbindelse med et barns død og mit forhold der knækkede samtidig. Vil du snakke vil jeg gerne lytte over pb. 

Det er muligt at komme  op igen ,men man skal altid se indad når man vil have andre til at se en . Du får lige et kram mere 

Du har allerede givet sig selv et spark i den rigtige retning ved at starte denne tråd og indrømme overfor dig selv, at du er ensom og ikke tilfreds med tingenes tilstand - godt for dig!

Min erfaring siger mig, at jo mere man elsker sig selv (forstået rigtigt) jo lettere er det for andre at se ens gode kvaliteter og dermed også have lyst til at være sammen med en.

Jeg synes du skal fortælle din mand om dine tanker - jeg ved det er grænseoverskridende men han er din mand og du får brug for at have ham med i processen hvis du vil ændre på din situation.

Og så skal du tage fat i en god psykolog/coach som kan give dig nogle værktøjer til at elske dig selv og arbejde med din tristhedsfølelse så den ikke udvikler sig til en decideret depression.

Hvorfor tror du at du vil miste dit job?.  

jenny4 skriver:

Du har allerede givet sig selv et spark i den rigtige retning ved at starte denne tråd og indrømme overfor dig selv, at du er ensom og ikke tilfreds med tingenes tilstand - godt for dig!

Min erfaring siger mig, at jo mere man elsker sig selv (forstået rigtigt) jo lettere er det for andre at se ens gode kvaliteter og dermed også have lyst til at være sammen med en.

Jeg synes du skal fortælle din mand om dine tanker - jeg ved det er grænseoverskridende men han er din mand og du får brug for at have ham med i processen hvis du vil ændre på din situation.

Og så skal du tage fat i en god psykolog/coach som kan give dig nogle værktøjer til at elske dig selv og arbejde med din tristhedsfølelse så den ikke udvikler sig til en decideret depression.

Hvorfor tror du at du vil miste dit job?.  

Det tror jeg, fordi mit foregående projekt er lukket ned og min chef har sagt, at de har svært ved at finde et andet til mig (nedskæringer)

Som du selv skriver så står du igennem det.. Hey det er sgu da pisse godt.. Ros lige dig selv for det..

Derudover så er du lige nu i et sort hul.. Og du har for mange ting om ørene...

Hør fra en der har tabt de kilo... Det er ikke dem der gør dig glad, lykkelig osv.. det tror man men når målet så er nået ja så er der stadig alle de andre problemer og så begynder man at trøstespise og tager 20 kg på igen.. Du er derfor nød til at glemme alt om de 10 kg. i første omgang... Du ser ud som du gør og det er godt nok.. Nu skal du så få arbejdet med dine andre problemer.. Du er for det første nød til at være mere åben over for din partner.. Hvis du gerne vil have der bliver gjort noget ud af din fødselsdag eller andre mærkedage, så skal DU lade ham vide det i god tid.. På den måde kan han nå at planlægge noget... Mon ikke han er rigtig ked af det.. han troede jo det var havd du ville.. Så står han der midt i det hele uden nogen form for mulighed for at redde det... Og skal iøvrigt finde på noget i løbet af 2 sek.. Sorry men det er ikke fair.. Hentydninger duer ikke.. det skal siges direkte til ham en aften hvor I sidder sammen og hvor I har fokus på hinanden.. jeg syntes du skal glemme alt om den fødselsdag og stoppe med at bebrejde ham for han er ikke ene om skylden og så istedet se fremad og huske det til næste gang..

det lyder som du har nogle ubearbejdet ting.. Utroskab, dødsfald mm. Det er noget du skal have frem.. det betyder desværre at det skal blive værre før det kan blive bedre.. Du skal græde, føle osv.. men husk når du står i det og det hele er lort: det er kun en face og det bliver bedre.. Det er en del af helingen at have det skidt lige nu... Måske skal du og din partner aftale en aften om ugen hvor du får snakket det hele igennem og grædt ud... Og måske har han også noget han skal ud med.. 

Derudover skal du glemme fortiden.. gemme hvor mange der skriver til dig på din fødselsdag. Måske skulle DU tage kontakt til en eller to af dine gamle venner.. Facebook er jo opfundet.. så find dem og ta den første kontakt... Måske er der gevinst i første hug måske skal du langt ned af vennelisten før der er en der hopper med, men det er jo ikke vigtigt.. det vigtige er at det sker..

Når jeg læser din indlæg tænker jeg at du måske er et meget lukket menneske.. Og lukkede mennesker er ofte ensomme.. Du bliver nød til at arbejde på at blive mere åben og give noget af dig selv.. Ja man satser og ja man bliver måske såret, men uden bliver man bare mere og mere ensom.. Man kan ikke have en dyb relation uden at give noget af en selv og ens private selv.. Og jeg tænker at netop her har du en stor opgave foran dig... 

Du kan ikke ændre på andre, men du kan ændre på dig selv og du kan ændre på om du lader ting ramme dig eller om du er tilfreds med dig slev som du er og så er ligeglad med hvad andre gør og tænker... 

Anonym skriver:

Jeg er ensom, selvom jeg har mange folk i mit liv.

Jeg har børn, mand, kollegaer, familie og nogle forskellige bekendtskaber. Ingen virkeligt gode venner og min nærmeste familie er enten døde eller ikke i mit liv (alkohol/ludomani).

Mine venner er forsvundet ud af mit liv efterhånden, som jeg er flyttet, blevet uddannet og været igennem nogle store kriser i mit liv (sygdom, dødsfald og utroskab)

Jeg har fået mine børn i ensomhed. Jeg havde ingen mor/far/bedste at vise dem til. Dog en svigerfamilie. Jeg er igennem en krise i mit ægteskab uden at kunne sige det til nogen.

Jeg føler, at folk hellere ser min hæl end min tå.

Jeg har haft rund fødselsdag for et par dage siden og fik næsten ingen lykønskninger og min mand havde ingen overraskelse til mig - han troede ikke, at det betød noget, så jeg var selv med ude og købe min gave. (jeg ville bare have haft et kort med nogle søde ord eller lignende)

Jeg vejer 10 kg for meget.

Jeg er formentligt ved at miste mit job.

Jeg føler mig som verdens mest triste menneske, men jeg står det igennem, fordi jeg skal. Fordi jeg har tre vidunderlige men meget små børn og har trods alt en tilværelse, hvor jeg ikke mangler noget materielt.

Jeg føler mig ramt af livets (onde) tilfældigheder og filosoferer en del over, om hvad jeg dog har gjort i et tidligere liv, siden det hele skal være så dramatisk og hårdt og ensomt.

Hvordan får jeg mig svunget op på den hest, der gør mig 10 kg lettere, gladere, klar til at finde nyt job, nye venner og fjerne min dybeste frygt om, at jeg ikke er værd at elske?

Er der mon nogen derude, der har brudt deres ensomme fængsel og som gerne vil dele med mig, hvad man gør? Giv mig et spark!

Jeg tror på, at løsningen er motion og jeg-tid, du skal finde en krop og identitet, du er glad for, og så vil det også skinne igennem i mange andre aspekter. Prøv at overvinde dine grænser og meld dig til noget, om det så er spinning eller lær-at-strikke, så vil det give dig  et nyt tilhørsforhold og sammenhold med andre......og tro mig, du er ikke alene, der er mange andre i din situation.

Jeg er ensom, selvom jeg har mange folk i mit liv.

Jeg har børn, mand, kollegaer, familie og nogle forskellige bekendtskaber. Ingen virkeligt gode venner og min nærmeste familie er enten døde eller ikke i mit liv (alkohol/ludomani).

Mine venner er forsvundet ud af mit liv efterhånden, som jeg er flyttet, blevet uddannet og været igennem nogle store kriser i mit liv (sygdom, dødsfald og utroskab)

Jeg har fået mine børn i ensomhed. Jeg havde ingen mor/far/bedste at vise dem til. Dog en svigerfamilie. Jeg er igennem en krise i mit ægteskab uden at kunne sige det til nogen.

Jeg føler, at folk hellere ser min hæl end min tå.

Jeg har haft rund fødselsdag for et par dage siden og fik næsten ingen lykønskninger og min mand havde ingen overraskelse til mig - han troede ikke, at det betød noget, så jeg var selv med ude og købe min gave. (jeg ville bare have haft et kort med nogle søde ord eller lignende)

Jeg vejer 10kg for meget.

Jeg er formentligt ved at miste mit job.

Jeg føler mig som verdens mest triste menneske, men jeg står det igennem, fordi jeg skal. Fordi jeg har tre vidunderlige men meget små børn og har trods alt en tilværelse, hvor jeg ikke mangler noget materielt.

Jeg føler mig ramt af livets (onde) tilfældigheder og filosoferer en del over, om hvad jeg dog har gjort i et tidligere liv, siden det hele skal være så dramatisk og hårdt og ensomt.

Hvordan får jeg mig svunget op på den hest, der gør mig 10 kg lettere, gladere, klar til at finde nyt job, nye venner og fjerne min dybeste frygt m, at jeg ikke er værd at elske?

Er der mon nogen derude, der har brudt deres ensomme fængsel og som gerne vil dele med mig, hvad man gør? Giv mig et spark!

..