Er i vildrede

Jeg vælger lige at være anonym da ingen kender til min tanker.

sagen er den at jeg er gift og vi har sammen et barn. Vi bor i eget hus og har to biler. Økonomisk er det fint når vi er sammen, men hvis vi ikke var sammen ved jeg ikke hvordan det ville være. 

Det er altså sådan at jeg er så meget i tvivl om vi skal være sammen. Kan mærke han påvirker mit humør negativt. Hvilket jo lige som burde gøre det. Men vi har jo et barn sammen og jeg frygter lidt samværet hvis vi gik fra hinanden.

han har modsat mig en kort lunte, og bare det at vores barn ikke sad pænt og spiste, gjorde at han tog Barnet op, råbte det i hovedet og satte det på værelset. Og jeg kan ikke bærer tanken om hvis det skete når jeg ikke var til stede. For det var et meget ulykkelig barn jeg havde bagefter. 

Det er mig der i hver dagen og stort set også i weekenden står for alt omkring barnet. Det kan være hårdt, men det er det hele værd. Og jeg ved barnet har det godt sammen med mig. Ikke sagt barnet ikke har det godt med sin far. Jeg er bare ikke særlig tryg ved de udbrud, og jeg frygter han ligner sin far, som er total mærkelig i hovedet.

hvis vi gik fra hinanden så kommer problemet med huset. Jeg ville ikke kunne blive i det, og det er jeg heller ikke interesseret i. Til gengæld vil jeg have brug for en bil pga min uddannelse ligger i en anden by. Men tænker det hele ville se ud af lort til økonomisk. For der skulle jo betales til huset men vi har også noget gæld.

men et eller andet sted er vores situation jo bare ikke holdbar. Vi har ikke haft sex i to måneder. Han siger det skyldes at vi holder pause med PB, men jeg tror der ligger mere bag. Men jeg gider ikke grave i det. Jeg føler mig drænet for energi. Og magter ikke tanken om et dele barn. Og hvad hvis jeg aldrig finder en anden eller ikke kan klare mig økonomisk. Jeg synes det hele er så uoverskueligt. 

Ville vist bare have luftet mine tanker som fylde helt vildt meget i tiden. Tak fordi i læste med så langt

Jeg har desværre ikke noget råd men ville ikke gå videre uden at give dig et kæmpe

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym da ingen kender til min tanker.

sagen er den at jeg er gift og vi har sammen et barn. Vi bor i eget hus og har to biler. Økonomisk er det fint når vi er sammen, men hvis vi ikke var sammen ved jeg ikke hvordan det ville være. 

Det er altså sådan at jeg er så meget i tvivl om vi skal være sammen. Kan mærke han påvirker mit humør negativt. Hvilket jo lige som burde gøre det. Men vi har jo et barn sammen og jeg frygter lidt samværet hvis vi gik fra hinanden.

han har modsat mig en kort lunte, og bare det at vores barn ikke sad pænt og spiste, gjorde at han tog Barnet op, råbte det i hovedet og satte det på værelset. Og jeg kan ikke bærer tanken om hvis det skete når jeg ikke var til stede. For det var et meget ulykkelig barn jeg havde bagefter. 

Det er mig der i hver dagen og stort set også i weekenden står for alt omkring barnet. Det kan være hårdt, men det er det hele værd. Og jeg ved barnet har det godt sammen med mig. Ikke sagt barnet ikke har det godt med sin far. Jeg er bare ikke særlig tryg ved de udbrud, og jeg frygter han ligner sin far, som er total mærkelig i hovedet.

hvis vi gik fra hinanden så kommer problemet med huset. Jeg ville ikke kunne blive i det, og det er jeg heller ikke interesseret i. Til gengæld vil jeg have brug for en bil pga min uddannelse ligger i en anden by. Men tænker det hele ville se ud af lort til økonomisk. For der skulle jo betales til huset men vi har også noget gæld.

men et eller andet sted er vores situation jo bare ikke holdbar. Vi har ikke haft sex i to måneder. Han siger det skyldes at vi holder pause med PB, men jeg tror der ligger mere bag. Men jeg gider ikke grave i det. Jeg føler mig drænet for energi. Og magter ikke tanken om et dele barn. Og hvad hvis jeg aldrig finder en anden eller ikke kan klare mig økonomisk. Jeg synes det hele er så uoverskueligt. 

Ville vist bare have luftet mine tanker som fylde helt vildt meget i tiden. Tak fordi i læste med så langt

Træls situation du står i. Det er selvfølgelig ikke i orden, den måde din mand reagere på overfor jeres barn! Det virker meget voldsomt, så tænker at han uanset hvad burde få at vide, at han bør gør noget ved sit temperament. Det kræver nok professionel hjælp. Hvis det er en stor kilde til jeres problemer, og han samarbejder om at gøre noget ved sine udbrud, så kan i overveje parterapi efterfølgende, hvis du/i ønsker at kæmpe for at få det til at fungere. 

Tænker også om din mand kan have en depression siden hans adfærd er som den er, og det med at han har trukket sig i forhold til sex? 

I hvert tilfælde skal du ikke blive sammen med ham pga økonomi, men forstår godt dine tanker omkring at du ikke bryder dig om tanken om ham sammen med jeres fælles barn alene, hvis han er så opfarende. Du lyder som en super GOD mor! 

Start med at tal sammen, og se hvad han har at sige, og så må i tage en beslutning derfra omkring hvad der skal ske. Men det er da helt sikkert at han ikke skal råbe sådan af jeres barn, og det skal han prompte have at vide. 

Kæmpe kram til dig

Hvis du gerne selv vil have i skal lykkes som par, hvorfor så ikke prøve par terapi? Det er da et forsøg værd. Der er jo ikke noget ved at blive sammen bare fordi man har et barn sammen, og at det passer bedre økonomisk.. Det jo ikke holdbart i længden.

God-mor skriver:

Træls situation du står i. Det er selvfølgelig ikke i orden, den måde din mand reagere på overfor jeres barn! Det virker meget voldsomt, så tænker at han uanset hvad burde få at vide, at han bør gør noget ved sit temperament. Det kræver nok professionel hjælp. Hvis det er en stor kilde til jeres problemer, og han samarbejder om at gøre noget ved sine udbrud, så kan i overveje parterapi efterfølgende, hvis du/i ønsker at kæmpe for at få det til at fungere. 

Tænker også om din mand kan have en depression siden hans adfærd er som den er, og det med at han har trukket sig i forhold til sex? 

I hvert tilfælde skal du ikke blive sammen med ham pga økonomi, men forstår godt dine tanker omkring at du ikke bryder dig om tanken om ham sammen med jeres fælles barn alene, hvis han er så opfarende. Du lyder som en super GOD mor! 

Start med at tal sammen, og se hvad han har at sige, og så må i tage en beslutning derfra omkring hvad der skal ske. Men det er da helt sikkert at han ikke skal råbe sådan af jeres barn, og det skal han prompte have at vide. 

Kæmpe kram til dig

Par terapi er ikke en mulighed. Mere fordi jeg ikke ved om jeg overhovedet vil kæmpe så meget for det. Jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg vil.

han har ikke nogen depression, men vi er bare ikke kærlige mere og tror det er derfor han har trukket sig.

med hensyn til temperament så har jeg flere gange sagt det til ham. Men tror ikke at han selv kan se det. Og han bliver sur når jeg siger det

Anonym skriver:

Par terapi er ikke en mulighed. Mere fordi jeg ikke ved om jeg overhovedet vil kæmpe så meget for det. Jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg vil.

han har ikke nogen depression, men vi er bare ikke kærlige mere og tror det er derfor han har trukket sig.

med hensyn til temperament så har jeg flere gange sagt det til ham. Men tror ikke at han selv kan se det. Og han bliver sur når jeg siger det

Udfra det du skriver så virker det som om at du har truffet en beslutning. Ønsker dig held og lykke Det skal nok gå det hele. 

God-mor skriver:

Udfra det du skriver så virker det som om at du har truffet en beslutning. Ønsker dig held og lykke Det skal nok gå det hele. 

Ja det har jeg nok. Men er nok bare ikke klar endnu til at tage skridtet

Par terapi er ikke en mulighed. Mere fordi jeg ikke ved om jeg overhovedet vil kæmpe så meget for det. Jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg vil.

han har ikke nogen depression, men vi er bare ikke kærlige mere og tror det er derfor han har trukket sig.

med hensyn til temperament så har jeg flere gange sagt det til ham. Men tror ikke at han selv kan se det. Og han bliver sur når jeg siger det

Jeg tror heller ikke at han har en depression, men at råbe sit barn ind i hovedet og sætte det på værelset fordi det ikke kan sidde pænt ved middagsbordet, er ikke normalt. Og han har brug for noget hjælp til at lære at styre sit temperament.

modesty skriver:

Jeg tror heller ikke at han har en depression, men at råbe sit barn ind i hovedet og sætte det på værelset fordi det ikke kan sidde pænt ved middagsbordet, er ikke normalt. Og han har brug for noget hjælp til at lære at styre sit temperament.

 

Hans far er desværre også sådan. Så det er der han har det fra. Jeg tænker at grunden til han bliver sur på mig når jeg påpeger det er nok fordi han ved den er gal. 

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym da ingen kender til min tanker.

sagen er den at jeg er gift og vi har sammen et barn. Vi bor i eget hus og har to biler. Økonomisk er det fint når vi er sammen, men hvis vi ikke var sammen ved jeg ikke hvordan det ville være. 

Det er altså sådan at jeg er så meget i tvivl om vi skal være sammen. Kan mærke han påvirker mit humør negativt. Hvilket jo lige som burde gøre det. Men vi har jo et barn sammen og jeg frygter lidt samværet hvis vi gik fra hinanden.

han har modsat mig en kort lunte, og bare det at vores barn ikke sad pænt og spiste, gjorde at han tog Barnet op, råbte det i hovedet og satte det på værelset. Og jeg kan ikke bærer tanken om hvis det skete når jeg ikke var til stede. For det var et meget ulykkelig barn jeg havde bagefter. 

Det er mig der i hver dagen og stort set også i weekenden står for alt omkring barnet. Det kan være hårdt, men det er det hele værd. Og jeg ved barnet har det godt sammen med mig. Ikke sagt barnet ikke har det godt med sin far. Jeg er bare ikke særlig tryg ved de udbrud, og jeg frygter han ligner sin far, som er total mærkelig i hovedet.

hvis vi gik fra hinanden så kommer problemet med huset. Jeg ville ikke kunne blive i det, og det er jeg heller ikke interesseret i. Til gengæld vil jeg have brug for en bil pga min uddannelse ligger i en anden by. Men tænker det hele ville se ud af lort til økonomisk. For der skulle jo betales til huset men vi har også noget gæld.

men et eller andet sted er vores situation jo bare ikke holdbar. Vi har ikke haft sex i to måneder. Han siger det skyldes at vi holder pause med PB, men jeg tror der ligger mere bag. Men jeg gider ikke grave i det. Jeg føler mig drænet for energi. Og magter ikke tanken om et dele barn. Og hvad hvis jeg aldrig finder en anden eller ikke kan klare mig økonomisk. Jeg synes det hele er så uoverskueligt. 

Ville vist bare have luftet mine tanker som fylde helt vildt meget i tiden. Tak fordi i læste med så langt

Jeg læste hele vejen, men vil ikke give råd, da det er din mave der skal følges. Jeg vil dog skrive de tanker som kommer til mig ud fra min egen situation. Derfor får du lige den korte version af denne:

Jeg har 2 børn, nu 10 og 8 med ex. Da mit barn på 8 var 1 år møder jeg en person til en julefrokost, min bordherre. Jeg laver intet gris, men er først hjemme 6:30 om morgenen efter julefrokost/bytur. Jeg vækker min mand og fortæller om denne person. Jeg har en underlig mavefornemmelse om at jeg skal lære denne person bedre at kende. Kort historie lang - Efter ca. 1½ mdr. valgte jeg at gå fra min ex. Jeg har aldrig fortrudt, men har efter ca. 5-6 år fået store vanskeligheder i samarbejdet med børnenes far. Jeg er i dag sammen med den nye person, vi har et barn på 1½ og venter nr. 2 sammen om 5 uger.

Nå, men tilbage til dig:

- Du har ikke nogen anden nu - men det kan du jo sagtens få - så det skal ikke være din bekymring.

- I har et barn sammen, men du er meget uenig i fars opdragelsesmetode - jeg tror jeg ville vende den med far, hvis det er muligt - for tror heller ikke at lige den metode der er den bedste. Dette er måske et punkt du skal tage godt med i din overvejelse - altså om du vil finde dig i hans opdragelse når du ser på det.

- Statsforvaltningen kan hjælpe hvis I ikke kan blive enige om evt. samvær - ja, de er langsomme og jeg kunne kvæle dem i øjeblikket, men det er muligt at få hjælp - så den del ville jeg ikke bekymre mig om i dit valg.

- Hvis I sælger huset - er der så mere gæld/meget stor gæld? Prøv at regne på evt. tab - og se så på hvad et lån ville koste pr. mdr. (ja, regn bare med dem som har dyre renter, så kan banken forhåbentlig hjælpe dig til bedre pris end det)

- Ville du og barn kunne flytte til den anden by så bilen ikke var nødvendig? Jeg tænker specielt hvis dit barn ikke er skolebarn endnu, ville jeg måske overveje det?

- Vil kommunen kunne hjælpe med en bolig i nabo-byen? Husk der er ekstra tilskud til enlige, studerende, folk med lav indkomst m.v. samt evt. friplads hvis du vælger den løsning.

Hmm... tror det er blevet rodet, men hvis du tænker over disse ting i rækkefølge og følger din mavefornemmelse, så tror jeg du vælger rigtigt:

1. Er jeg glad i mit forhold? Hvis nej, så gå videre
2. Kan jeg blive glad igen? Læs evt. "Kærlighedens 5 sprog" af Gary Chapman. Hvis nej, så gå videre
3. Hvis du når hertil, tror jeg du var som mig - uden en fremtid med dit barns far - og så er det måske tid til at tænke lidt praktisk og overveje nogle af de ovenstående ting...

Men husk - din mave - den ved sgu bedst ;-)

KNUS