Kan det være en reaktion på at lillebror er kommet

Puha.... Syntes godt nok at min datter er blevet "slem" her på det sidste. Ved ikke om det kan være en reaktion på det at hun er blevet storesøster.
Hun hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger til hende. Vil ikke tage sit tøj og sko på når jeg beder hende om det. Flytter hele tiden hovedet væk når hun skal have børstet tænder. Ser surt på mig og råber mig ind i hovedet, kaster og sparker til ting og går sin vej hvis hun ikke lige får sin vilje. Hun er slet ikke sådan over for hendes far. Er ked sådan at skrive det og indrømme det men kan mærke at hun er lidt mere glad for hendes far end mig. Ved ikke om det er fordi han har haft hende meget da jeg jo ammer lillebror og generelt er meget sammen med ham.
Samtidig er hun umulig at putte hvis det er mig der gør det. Hun vil bare ikke lytte til mig når jeg beder hende om at lægge sig ned i sin seng. Men hvis det derimod er farmand der putter hende så gør hun glædeligt hvad han beder hende om.
Tror I det kan være en reaktion på at lillebror er kommet specielt nu hvor hun kun er sådan over for mig? Eller er det bare ganske almindelig adfærd af en 3 årig?? Hvis ja, hvorfor så kun mig?

Min datter er knap tre år, og i disse uger oplever jeg også udfordringer. Hun får til tider et "hysterisk anfald", hvor hun er helt uden for pædagogisk rækkevidde, og man kan heller ikke trøste hende eller holde om hende. Tværtimod forsøger hun at bide, slå eller sparke.

Det er ni ud af ti gange mig som mor, der står for skud. I vuggestuen er hun - ifølge pædagogerne - utrolig velopdragen, og herhjemme har hun altid været fars pige. 

Jeg har læst diverse artikler om emnet nu, og det tyder på, at der er tale om sædvanlig opførelse i trodsalderen (sorry: selvstændighedsfasen ). Det er bare mega hårdt, mens det står på og jeg glæder mig til den er overstået.

female skriver:

Min datter er knap tre år, og i disse uger oplever jeg også udfordringer. Hun får til tider et "hysterisk anfald", hvor hun er helt uden for pædagogisk rækkevidde, og man kan heller ikke trøste hende eller holde om hende. Tværtimod forsøger hun at bide, slå eller sparke.

Det er ni ud af ti gange mig som mor, der står for skud. I vuggestuen er hun - ifølge pædagogerne - utrolig velopdragen, og herhjemme har hun altid været fars pige. 

Jeg har læst diverse artikler om emnet nu, og det tyder på, at der er tale om sædvanlig opførelse i trodsalderen (sorry: selvstændighedsfasen ). Det er bare mega hårdt, mens det står på og jeg glæder mig til den er overstået.

Når du skriver at hun er fars pige er det så fordi at hun ikke er sådan over for ham eller?

Omsorgsgiver skriver:

Når du skriver at hun er fars pige er det så fordi at hun ikke er sådan over for ham eller?

Hun er meget sjældent sådan over for far. Det er meget sjældent hun fx har bidt ham, mens jeg jævnligt kan fremvise tandmærker. Hun retter sig også mere efter hvad han siger, mens hun udfordrer mine ord.

Umiddelbart ville man måske sige, at hun holder mere af far end af mig, men det nægter jeg dog at tro

Åhhh det er så skøn en alder! Min dreng bliver 4 år om en god måned. Men da han blev tre år og derefter fik han også nogle voldsomme reaktioner - også rettet mod mig. Han får dem også til stadighed, hvor han kalder mig dumme moar og slår ud efter mig og så videre. I børnehaven var og er han bare det sødeste osv. Han er så delebarn og faderen og jeg har ikke helt så god kontakt - men jeg ved han også kan være noget af en bandit hos ham. Men jeg har aldrig tvivlet på om han mon nu kunne lide mig. Jeg tænker mere sådan her, at det må være det menneske et barn er allertryggest ved, der kommer til at opleve reaktionerne. Giver det mening? Der er ingen tvivl om, at jeg er nummer et i min søns verden - det kan enhver se og høre Men alligevel er det mig, der oplever surheden osv. Og jeg tænker at hvis jeg nu skal ud med nogle følelser selv, så vil det jo også være bestemte mennesker jeg ville åbne op overfor. Og så har jeg det sådan lidt at så længe børnene opfører sig pænt er velopdragne osv når de er ude, så kan vi jo ikke have gjort det helt forkert

Omsorgsgiver skriver:

Puha.... Syntes godt nok at min datter er blevet "slem" her på det sidste. Ved ikke om det kan være en reaktion på det at hun er blevet storesøster.
Hun hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger til hende. Vil ikke tage sit tøj og sko på når jeg beder hende om det. Flytter hele tiden hovedet væk når hun skal have børstet tænder. Ser surt på mig og råber mig ind i hovedet, kaster og sparker til ting og går sin vej hvis hun ikke lige får sin vilje. Hun er slet ikke sådan over for hendes far. Er ked sådan at skrive det og indrømme det men kan mærke at hun er lidt mere glad for hendes far end mig. Ved ikke om det er fordi han har haft hende meget da jeg jo ammer lillebror og generelt er meget sammen med ham.
Samtidig er hun umulig at putte hvis det er mig der gør det. Hun vil bare ikke lytte til mig når jeg beder hende om at lægge sig ned i sin seng. Men hvis det derimod er farmand der putter hende så gør hun glædeligt hvad han beder hende om.
Tror I det kan være en reaktion på at lillebror er kommet specielt nu hvor hun kun er sådan over for mig? Eller er det bare ganske almindelig adfærd af en 3 årig?? Hvis ja, hvorfor så kun mig?

Jeg tror det er en kombination.

Men man skal ikke forklejne at det da ikke altid bare er super sjovt at blive storesøster. Mor (og til dels far men slet ikke i samme grad) har jo rent faktisk forrådt en. Her var man mors eneste øjesten og pludselig er mor også forelsket i en anden, og den anden er sågar en multihandicappet der intet kan selv, så mor sidder bare der og må sige nej, for jeg skal lige.... Sådan en bedragerisk mor, ville jeg da bare heller ikke lytte til eller for den sags skyld ønsket at blive puttet af, hende skal jeg da lige hade en lille smule før jeg tilgiver og elsker hende lige så højt som jeg plejer.

ofte er der bare tiden der skal til, men man kan også som forældre give det et par tanker om far nu tager lillebror hver gang det er muligt så mor kan være kun mor for storesøster hver dag.

og ja så rumme hende og hendes følelser, dog uden at være en grænseløs voksen.

female skriver:

Hun er meget sjældent sådan over for far. Det er meget sjældent hun fx har bidt ham, mens jeg jævnligt kan fremvise tandmærker. Hun retter sig også mere efter hvad han siger, mens hun udfordrer mine ord.

Umiddelbart ville man måske sige, at hun holder mere af far end af mig, men det nægter jeg dog at tro

Jeg tror du skal tænke det om. Børn prøver grænser af i trygge omgivelser. Hvis det er dig hun tester, vil jeg sige at det er fordi hun stoler på dig. Det er hos dig hun kan tillade sig at fejle.

Ikke dermed sagt at hun ikke stoler på far. Ofte repræsenterer far bare noget andet for børn end den trygge, sikre, altid tilgivende base som mødre ofte er.