Hej Catrine
jeg venter mit 6 barn og har et kæmpe ønske om at amme,
barn 1 var født med 1 tand og derfor kun ammet i 3 uger
barn 2 kun ammet 14 dage pga jalouxi fra barn 1 (kun 11 måneder imellem)
barn 3-5 født meget for tidligt og derfor brugt malkemaskine og kunne slet ikke få nok mælk til dem ca 1-3 ml hver 3 time
det er nu 7 år siden nummer 5 blev født og nu er der så en efternøler på vej, og jeg vil så gerne amme, men hvordan får jeg mælk nok synes virkelig ikke der er ret meget mælk og de andre gange har jeg jo prøvet alt synes jeg lagt til hyppigere, malket ud efter hvert måltid osv. håber du kan give mig det guldkorn jeg mangler
mvh den ammeglade mor
p.s. jeg har meget små bryster
Catrines svar
Hej og tak for dit spørgsmål
Nu kan jeg jo læse, at du har været meget udfordret på amnigen alle de andre gange, så der er jo ikke noget at sige til at det har været svært.
I princippet kan de fleste kvinder amme - hos meget få dannes der simpelthen ikke nok kirtelvæv, og derfor har de ikke nok mælk. Det er dog et fåtal. Her er det vigtigste parameter, at man ikke har mærket brystspænding i graviditeten. Hos nogle af de kvinder med for lidt kirtelvæv, vil der være et stort mellemrum imellem brysterne og de kan være tubeformede. Om brysterne er små eller store har ikke den store betydning, andet end nogle kvinder med meget små bryster kan være nødt til at amme lidt hyppigere. Omvendt kan det også besværliggøre amningen hvis brysterne er meget store.
Du kan ikke rigtig forberede dine bryster på at skulle amme - det sker helt af sig selv. Nogle kvinder ville jeg måske anbefale at malke lidt ud fra uge 37 og så gemme mælken. Men da du tidligere har født for tidligt, er det ikke noget du bør gøre.
Det bedste du kan gøre er at ligge stille og roligt hud mod hud med dit barn - helt uforstyrret i de første to timer efter fødslen. Lad dit barn sutte lige så ofte det vil - dette er især vigtigt i de første uger for at danne forbindelser mellem de mælkedannende kirtler. Det er vigtigt at amme mindst 8 gange i døgnet, og meget gerne oftere, fx 10-12 gange.
Jeg vil også anbefale dig at få al den hjælp du kan imens du er indlagt. Måske kan du få en aftale om at være indlagt lidt ekstra, indtil der er gang i mælken.
Jeg håber du får en dejlig fødsel.
Mange hilsner Catrine.
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk
Anmeld