Hej Lisbeth.
Jeg skriver til dig fordi jeg er bekymret for min datters sociale trivsel med andre børn. Det skal siges at hun har en storebror på 7 år.
Jeg har lagt mærke til at min datter ikke leger med så mange børn i børnehaven. I starten legede hun udelukkende kun med drenge. Når jeg spørger hende hvorfor hun ikke leger med nogle piger også, svarer hun at ingen vil lege med hende. Når jeg henter hende fra børnehaven ser jeg hende de fleste af gangene lege selv. En gang i mellem leger hun med nogle drenge fra børnehaven, og det er også fint, men hvorfor leger hun ikke med nogle piger også? Jeg tænker at det kunne være fordi hun har en storebror, og 5 fætre i alt og at hun er mere til vilde drenge lege. Hun har desværre Ingen kusiner. For 2 måneder siden startede der en kinesisk pige i hendes børnehave som ikke kan tale dansk, og hende leger min datter fint med. Men Så er det også KUN hende som hun leger med. Jeg har snakket med pædagogerne om man ikke prøver at sætte de børn sammen som ikke leger så meget sammen, også fordi jeg tror det ville være sundt for min datter at også lege med andre børn end KUN En pige, og det var noget de arbejder med. Men jeg synes ikke jeg kan se nogen forskel.
Den børnehave min datter går i, er ny, og da min datter startede der, var der også mange andre børn som startede samme dag. Der er ikke særlige mange børn som er ældre end min datter. I hendes stue er der måske kun 1-2 børn som er ældre, ellers er de alle ca 3 år.
Det bekymre mig, at min datter heller ikke har nogle børn som hun kan se op til og lære noget af, som er ældre end hende selv.
Jeg var overvejet at flytte hende fra børnehaven til en anden, men ved ikke om det vil gavne hende.
Det skal også siges at hvergang jeg henter hende fra børnehaven, så har hun tisset i bukserne enten i løbet af dagen eller når jeg er der.
Jeg har også været meget efter børnehaven før, netop fordi da min datter gik med ble, har jeg oplevet 3 gange hvor hendes ble ikke var blevet skiftet i løbet af dagen. Nu hvor hun er blevet renlig har jeg oplevet afføring flere gange i hendes underbukser, og det har jeg snakket med dem om, at min datter godt kan være lidt for selvstændig og gerne vil tørre sig selv, men at jeg håbede på at de lagde mærke til når hun gik på toilettet, så de lige kunne hjælpe med aftørring. Men tit har jeg alligevel oplevet hende komme hjem med afføring i underbukserne selv om jeg har fortalt dem om problemet.
På et tidspunkt var vi ude og spise hele familien, hvor der var et legehjørne for børn, her var der 2-3 piger som var ældre end min datter, de legede og tog så pænt i mod min datter. Og hun elskede at lege med dem. Det får mig til at tænke om der er noget galt med børnehaven siden at det godt kan lade sig gøre for hende at lege med andre piger uden problemer.
Hvordan skal jeg handle på det her? Hvad kan jeg gøre for at gøre det bedre for min datter, så hun kan få gode venskaber? Håber du kan hjælpe mig.
Mvh den bekymret mor.
Lisbeths svar
Hej Bekymrede Mor!
Det er klart du bliver både bekymret og sikkert også frustreret , for du ser ikke,der sker mere i Børnehaveregi.
Det er godt hun kan lege med drenge. Alligevel er det også godt for hende at lege med piger både jævnaldrende og lidt ældre. De leger en anden slags lege end drengene.
Jeg vil anbefale dig endnu en grundig snak med børnehaven. Fortæl hvad du oplever og observerer, når du henter hende, Stil spørgsmål om, hvem de ser hende lege med og hvilke grupper ,de støtter hende i.
Hendes uheld med at tisse i bukserne og hendes spor i underbukserne skal også snakkes om. hendes arme er ikke lange nok til selv at tørre sig.
Når du ved,hvilke børn hun er sammen med, kan du hjælpe din datter med at lave legeaftaler hjemme hos jer. Det kan du også gøre selvom der ikke er navne. Inviter en pige ad gangen og forbered nogle sjove ting I kan lave. Det vil sprede sig og gavne hende i børnehaven.
En måde at skaffe kontakter på er at deltage i forskellige arrangementer med musik, rytmik, svømning.
Hjemme hvor I bor , hvis der er børn i nærheden. Lav en skovtur på den lokale legeplads med varm cacao og boller og i vil drage andre børn til jer.
Hvis din oplevelse er,at hun ikke trives i børnehaven, ville jeg finde en anden ,en velkørende udfordrende institution.
Håber det bedste for jer.
Varme hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk