LG1986 skriver:
Ja den evasive personlighedsforstyrrelse har jeg også sammen med angst og en skizioaffektiv lidelse og depression. Hvilke symptomer har du? Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har spørgsmål 
Jeg er så nysgerrig efter om du har børn og hvordan du klarer det? Jeg vil virkelig gerne have børn, men jeg har det så også super godt og klarer mig rigtig godt, men jeg er nervøs for opgaven i at blive mor.
Tak fordi du skrev! Det er også mange ting du kæmper med 
Jeg har børn ja, og blev først diagnosticeret efter jeg fik dem. På den måde synes jeg faktisk ikke, at det er et problem at have børn, faktisk nærmere at det kan lette nogen af symptomerne. Det vender jeg lige tilbage til.
Men mine problemer er en ekstrem angst for at blive forladt, jeg er generelt meget usikker, overfortolker sociale cues, dårligt selvværd, kan have det med at være meget "clingy" og kontrollerende, netop fordi jeg er bange for at blive forladt. Har det svært socialt, har angst ved at forholde mig til andre mennesker, men gør det dog alligevel. Det var det primære ift. den evasive. I forhold til den tvangspræget har jeg meget stor behov for orden, systemer, lister.. Er mega stædig, usikker, kontrollerende, rigid i min måde at tænke på og se verden på.
I forhold til at have børn, synes jeg, at det hjælper på mine evasive symptomer. Fordi jeg ved jo, at mine små børn ikke forlader mig eller går nogen steder, og jeg kender dem så godt, at der ikke er noget at overfortolke eller misfortolke. Derfor giver det mig stor ro, når angsten kommer over mig i andre situationer, at kunne holde mine børn tæt og vide, at de ikke går nogen steder. Det gør mig også til en meget mere kærlig mor, synes jeg.
Det er dog svært i forhold til den tvangsprægede. Dels fordi børn skaber jo i sagens natur uorden. Det er svært for mig at være i, men klarer det godt, synes jeg. Og så er det bare enormt svært for mig - fordi jeg har så stort et kontrolbehov - at have med de her små mennesker at gøre, som jeg ikke kan styre og kontrollere. Altså at jeg siger "Vær sød at smide det i skraldespanden", og så kaster de det på gulvet i stedet. Så jeg må jævnligt forlade rummet og tælle til 10, fordi det er så svært at acceptere og være i, at små børn jo nærmest er mere stædige end jeg er
