At referere til tidligere situationer

Så min kæreste og jeg er uvenner lige nu. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Men det her skænderi afføder så en diskussion, hvor vi er grundlæggende uenige, og jeg vil gerne høre jeres mening. 

Jeg bruger rigtig meget at prøve at få ham til at sætte sig i mit sted, fordi han generelt har lidt problemer med at se tingene fra andre synspunkt.

Så i det her tilfælde handlede det om, at jeg var på vej ud til ham, og så hamrer jeg min tå ind i dørkarmen. I ved hvor smertefuldt det kan være. Og når sådan noget sker, så er der bare ikke lige nogen, der skal tale til mig, jeg skal lige ud over smerten. Så da jeg ser, han åbner munden, siger jeg "Lad være at tale til mig, lad være at tale til mig, lad være at tale til mig!!!!", så siger han alligevel "Jamen hvorfor det?", hvortil jeg meget vredt siger "KLAP NU I!!!!!!"

Det var selvfølgelig ikke pænt gjort, men i situationen kunne jeg ikke rumme, at han talte til mig, fordi det gjorde så pisse ondt. Efterfølgende undskylder jeg selvfølgelig, men han er bare pisse sur og gider slet ikke snakke med mig. Så jeg prøver at få ham til at forstå, hvorfor jeg reagerede på den måde. Først siger jeg, at jeg godt ved, at det var en dårlig måde at reagere på, og at jeg undskylder uforbeholdent. Men han er stadig sur.

Så jeg prøver at få ham til at forstå, ved at referere tilbage for 2 dage siden. Da kom jeg hjem i fantastisk humør, og han var RASENDE, da jeg trådte ind af døren. Fordi han ikke kunne finde sin skosværte! Så han skældte og smældte mig huden fuld, og sagde godt nok, det ikke var fordi han var sur på mig, men han var bare mega irriteret over, at han ikke kunne finde det. Og så fortsatte han med at smække med dør, bande af mig osv. (Fik i øvrigt aldrig en undskyldning).

Jeg siger så, at det jo var ligesom, at han reagerede ud mod mig forleden, selvom han var sur over noget andet. Og at det jo kan ske, det har han selv prøvet. Men igen, at jeg undskylder.

Og så gik han ellers helt grassat, jeg skulle fandme ikke bringe gamle situationer op, og fuck mig og alt det der, og det var fandme ligegyldigt ting der er sket før, og det pis gider han ikke høre på!

Så er det bare jeg tænker. Jeg går ikke ind for at bære nag, og fx hele tiden bringe op "Men det er ligesom for 3 år siden, da du ikke tog vores datter, når hun skreg om natten". Men at bringe ting der er sket ind for at skabe en fælles forståelse og perspektiv, synes jeg giver enormt god mening.

Er det bare mig? 

Altså jeg tænker at I må tale sammen. Han virker til at der er noget der går ham på? Og så tænker jeg hvis ikke der skal mere til for at blive uvenner? Hvad er det så for et forhold I har? SNAK sammen det er mit bedste råd. Jeg kan godt forstå dig (det du skriver) Jeg ville også synes det var underligt at han ikke kan se det og tage imod en undskyldning. 

MorDk skriver:

Altså jeg tænker at I må tale sammen. Han virker til at der er noget der går ham på? Og så tænker jeg hvis ikke der skal mere til for at blive uvenner? Hvad er det så for et forhold I har? SNAK sammen det er mit bedste råd. Jeg kan godt forstå dig (det du skriver) Jeg ville også synes det var underligt at han ikke kan se det og tage imod en undskyldning. 

Det er bare generelt hans personlighed, det er ikke nyt, at han er sådan. Altså det her med at have temmelig svært ved at sætte sig i andres sted, og generelt at reagere voldsomt. Jeg synes, at det er meget hårdt, og det tærer ofte på mig at være i det her parforhold. Vi taler sammen - meget. Men når ikke til indbyrdes forståelse..

Jeg tænker også der må ligge noget under jeres begge reaktioner. Hvis det var mig, som slog min tå mod døren, så ville jeg nok sige av for h...., men ville være glad for min kæreste var opmærksom på mig og kunne aflede min smerte med snak, jeg kunne aldrig finde på at snakke sådan til min kæreste eller omvendt pga. noget man "selv er skyld i".

Mulle0802 skriver:

Jeg tænker også der må ligge noget under jeres begge reaktioner. Hvis det var mig, som slog min tå mod døren, så ville jeg nok sige av for h...., men ville være glad for min kæreste var opmærksom på mig og kunne aflede min smerte med snak, jeg kunne aldrig finde på at snakke sådan til min kæreste eller omvendt pga. noget man "selv er skyld i".

Der er vi så nok grundlæggende uenige Jeg tror, at det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på smerte, og det kan man ikke rigtig - tænker jeg i hvert fald - ændre en hel masse på. Ligesom det er forskelligt, hvordan ens smertetærskel er. Min er meget lav, og jeg rummer smerte meget dårligt. Det ved han også godt, det har vi talt meget om, og han ved godt, at han lige skal lade mig være, indtil jeg er ovre det værste. 
Bagefter er han selvfølgelig velkommen til at spørge, om jeg er okay osv. Men lige når jeg står i den her crazy smerte, så vil jeg have ro. Det ved han.

Det vigtigste er jo, at man kan sige undskyld uforbeholdent bagefter. Der synes jeg så, at det er ret dårlig stil ikke at sige "Okay, det er så i orden". Det synes jeg netop er lidt at bære nag, når man godt er klar over, at det ikke var rettet mod en, og der trods alt undskyldes oprigtigt  

Mulle0802 skriver:

Jeg tænker også der må ligge noget under jeres begge reaktioner. Hvis det var mig, som slog min tå mod døren, så ville jeg nok sige av for h...., men ville være glad for min kæreste var opmærksom på mig og kunne aflede min smerte med snak, jeg kunne aldrig finde på at snakke sådan til min kæreste eller omvendt pga. noget man "selv er skyld i".

Der er vi uenige. Når jeg slår mig skal jeg helt klart være alene lidt. Ellers råber jeg ad folk. For lige at fordøje smerten. Det vigtigste er at man kan sige undskyld bagefter. 

MysteriousAngel skriver:

Der er vi uenige. Når jeg slår mig skal jeg helt klart være alene lidt. Ellers råber jeg ad folk. For lige at fordøje smerten. Det vigtigste er at man kan sige undskyld bagefter. 

Præcis sådan jeg har det