Vi fortalte det til mine forældre meget tidligt - 4+5, eller sådan noget. Vi havde inviteret dem herhjem, hvor vores hund havde fået en "jeg skal være storesøster!"-bluse bundet om halsen. Jeg mistede så kort tid efter det, men fortryder på ingen måde, at mine forældre fik det at vide - jeg/vi var nemlig kede af det, og også bange, fordi jeg skulle en tur til vagtlægen pga stærke smerter i siden (frygt for graviditet uden for livmoderen).
Svigerforældrene, som vi har et mere anstrengt forhold til, og som bor 300 km væk, får det at vide efter en tryghedsscanning, når jeg engang er så heldige at blive gravid igen. Lige ved dem ville jeg ikke kunne bære at skulle fortælle dem, at vi har mistet, da det sikkert ville medføre en masse spørgsmål om, hvad jeg kan have gjort "forkert" og lignende.
Jeg synes du skal fortælle familien det, når det passer dig/jer. Hul i, hvad andre synes, at det skal være efter NF osv - hvis du vurderer, at du får brug for deres støtte i tilfældet af, at du mister - eller hvis du bare gerne vil dele din glæde - så fortæl det dog til dem, så de kan glæde sig sammen med dig
Anmeld