Børn uden grænser

Hejsa!

Den seneste tid har jeg tænkt meget over det at være forælder. Rollen som autoritet og rollemodel, den som skal guide og vejlede, give rammer og tryghed. Inden for et par år når jeg forhåbentligt selv dertil, og jeg har i sinde at give mine børn en tryg og kærlig opdragelse, hvor de samtidig lærer at begå sig blandt andre mennesker, og ved hvor grænsen er mellem rigtigt og forkert

Nu sidder I sikkert og tænker - "det er da en selvfølge, jeg kender da ikke nogen der ikke har i sinde at opdrage deres børn godt og lære dem om rigtigt og forkert!"
Men jeg har bare så mange gange efterhånden oplevet at der åbenbart er MANGE der ikke formår ovenstående
Det er ikke fordi jeg færdes bestemte steder, nej det er i helt almindelige hverdagssituationer at jeg oplever, at børn har meget meget svært ved at begå sig blandt andre mennesker, uden at udstråle mangel på respekt for deres medmennesker!

Forleden kom jeg gående af et stisystem, der på et stykke bliver brugt af en friskole, hvor børnene kan krydse for at komme fra skolen til hallen. Her kommer der en flok børn gående, 5-6 stykker, de er vel 6-7 år, og pludselig farer den ene dreng hen imod mig mens han råber og skriger, og slår mig direkte i maven!  Jeg blev helt paf, og han slog mig herefter en gang mere, skubbede mig baglæns, og løb så efter de andre, som var gået i forvejen.

I går aftes var jeg ude og handle ved 20-tiden i den lokale Rema, og en mor og en dreng på 9-10 år vil jeg tro, kommer gående op mod kassen. Jeg står allerede i køen. Da de når slikket spørger drengen først pænt, om ikke kan må få noget til i bilen hjem. Hertil svarer moren pænt, at det må han jo ikke, fordi det jo ikke er fredag. Det udløser en svada fra drengen om at hun er den dummeste kælling i verden, og at han hader hende!  Morens reaktion er at hive fat i drengen, hviske ham et eller andet i øret og lange ham bilnøglen, hvorefter drengen i hysteri tramper ud af butikken uden at ænse os i køen...

Jeg oplever det ikke hver dag nej, men jeg vil mene at jeg ofte oplever eksempler på hvad jeg ikke mener er god opdragelse, og børn der kender til grænser, respekt og medmenneskelighed  Sammenlagt med alle de artikler der florerer for tiden, med at forældre i dag vil være venner med deres børn, ikke autoriteter, og derfor er bange for at sige nej og tage beslutninger, men derimod gør deres børn til små voksne...Så synes jeg bare vi er på vej i en forkert retning

Før i tiden, bare da jeg var lille, var der et helt andet syn på opdragelse. Der var det okay at sige (eller råbe) nej, og jeg kan da også huske at jeg har fået timeout, og er blevet taget fat i og irettesat af pædagoger i børnehaven. Og det var da helt okay! For børn skal ikke være små voksne, som dikterer og styrer! Eller hvad?

Jeg har selv en holdning til dette emne, men tænker at den er irrelevant, da jeg ønsker at høre andres meninger  Har vi gang i noget blød hippiepædagogik, hvor der ikke er forskel på børn og voksne i dag? Eller er de tilfælde man oplever i hverdagen med børn der ikke kan begå sig, bare tilfælde?

MKN_96 skriver:

Hejsa!

Den seneste tid har jeg tænkt meget over det at være forælder. Rollen som autoritet og rollemodel, den som skal guide og vejlede, give rammer og tryghed. Inden for et par år når jeg forhåbentligt selv dertil, og jeg har i sinde at give mine børn en tryg og kærlig opdragelse, hvor de samtidig lærer at begå sig blandt andre mennesker, og ved hvor grænsen er mellem rigtigt og forkert

Nu sidder I sikkert og tænker - "det er da en selvfølge, jeg kender da ikke nogen der ikke har i sinde at opdrage deres børn godt og lære dem om rigtigt og forkert!"
Men jeg har bare så mange gange efterhånden oplevet at der åbenbart er MANGE der ikke formår ovenstående
Det er ikke fordi jeg færdes bestemte steder, nej det er i helt almindelige hverdagssituationer at jeg oplever, at børn har meget meget svært ved at begå sig blandt andre mennesker, uden at udstråle mangel på respekt for deres medmennesker!

Forleden kom jeg gående af et stisystem, der på et stykke bliver brugt af en friskole, hvor børnene kan krydse for at komme fra skolen til hallen. Her kommer der en flok børn gående, 5-6 stykker, de er vel 6-7 år, og pludselig farer den ene dreng hen imod mig mens han råber og skriger, og slår mig direkte i maven!  Jeg blev helt paf, og han slog mig herefter en gang mere, skubbede mig baglæns, og løb så efter de andre, som var gået i forvejen.

I går aftes var jeg ude og handle ved 20-tiden i den lokale Rema, og en mor og en dreng på 9-10 år vil jeg tro, kommer gående op mod kassen. Jeg står allerede i køen. Da de når slikket spørger drengen først pænt, om ikke kan må få noget til i bilen hjem. Hertil svarer moren pænt, at det må han jo ikke, fordi det jo ikke er fredag. Det udløser en svada fra drengen om at hun er den dummeste kælling i verden, og at han hader hende!  Morens reaktion er at hive fat i drengen, hviske ham et eller andet i øret og lange ham bilnøglen, hvorefter drengen i hysteri tramper ud af butikken uden at ænse os i køen...

Jeg oplever det ikke hver dag nej, men jeg vil mene at jeg ofte oplever eksempler på hvad jeg ikke mener er god opdragelse, og børn der kender til grænser, respekt og medmenneskelighed  Sammenlagt med alle de artikler der florerer for tiden, med at forældre i dag vil være venner med deres børn, ikke autoriteter, og derfor er bange for at sige nej og tage beslutninger, men derimod gør deres børn til små voksne...Så synes jeg bare vi er på vej i en forkert retning

Før i tiden, bare da jeg var lille, var der et helt andet syn på opdragelse. Der var det okay at sige (eller råbe) nej, og jeg kan da også huske at jeg har fået timeout, og er blevet taget fat i og irettesat af pædagoger i børnehaven. Og det var da helt okay! For børn skal ikke være små voksne, som dikterer og styrer! Eller hvad?

Jeg har selv en holdning til dette emne, men tænker at den er irrelevant, da jeg ønsker at høre andres meninger  Har vi gang i noget blød hippiepædagogik, hvor der ikke er forskel på børn og voksne i dag? Eller er de tilfælde man oplever i hverdagen med børn der ikke kan begå sig, bare tilfælde?

Hmm, jeg oplever nu ganske velfungerende, glade børn der hvor jeg færdes.

Børn der selvfølgelig skal afprøve grænser (som jeg mener er ganske normalt og sundt), og forældre som er deres rolle værdig.

Din oplevelse med at blive slået er speciel vil jeg mene, det er bestemt ikke hverdagskost.

Din oplevelse i Rema, er nok aldersbetinget, præ-teenagere og teenagere tænker ikke altid over hvad der kommer ud af deres mund, men moderen håndterede jo situationen, og tager nok en alvorlig snak med sin søn når de er landet hjemme

Så jeg kan bestemt ikke nikke genkendende til det du oplever!

Mom skriver:

Hmm, jeg oplever nu ganske velfungerende, glade børn der hvor jeg færdes.

Børn der selvfølgelig skal afprøve grænser (som jeg mener er ganske normalt og sundt), og forældre som er deres rolle værdig.

Din oplevelse med at blive slået er speciel vil jeg mene, det er bestemt ikke hverdagskost.

Din oplevelse i Rema, er nok aldersbetinget, præ-teenagere og teenagere tænker ikke altid over hvad der kommer ud af deres mund, men moderen håndterede jo situationen, og tager nok en alvorlig snak med sin søn når de er landet hjemme

Så jeg kan bestemt ikke nikke genkendende til det du oplever!

Okay, jamen umiddelbart oplever jeg da også flest velfungerende og glade børn!  Men synes bare desværre at jeg oplever det andet lidt for ofte... Jeg ved ikke om det måske er det område jeg befinder mig i?

Oplevelsen med drengen der slog mig chokerede mig også meget! Og den er nok lidt grunden til at jeg skriver her, da jeg kom til at tænke på om det var noget andre oplevede? Jeg glemte at skrive før, at jeg nemlig kan forstå på nogle veninder jeg har, at de også har oplevet grænseoverskridende børn på den sti - en der er blevet råbt efter af nogle drenge, og en der har oplevet at en pige stod og kastede med sten efter hende

Jeg ville selv være rigtig ked af hvis det var mit barn der opførte sig sådan overfor andre mennesker, og tænker meget på hvad der mon er gået galt siden at det ikke er logisk og helt naturligt for barnet at respektere andre mennesker?

Først vil jeg sige min generelle opfattelse er, at børn og unge i alt almindelighed er velopdragne, har forståelse for de grænser der skal til for koeksistens osv. De der kommer her på besøg er høflige, rare, sjove og skønne at være sammen med. Mine egne er heldigvis det samme blandt andre, men hjemme inden trygge rede skal der afprøves grænser. Eleverne i skolen er generelt også velopdragne, men i det trygge klasseværelse skal der da også prøves nogen grænser.

Når det er skrevet, kan jeg da godt bekende kulør. Jeg er en blød skøn hippi der i følge sine børn er super streng 

Her hjemme er der ting til diskussion og ting der ikke er til diskussion - det har indtil den største nu ramte præteen alderen fungeret fint, nu udfordres også tingene der ikke er til diskussion.

MKN_96 skriver:

Okay, jamen umiddelbart oplever jeg da også flest velfungerende og glade børn!  Men synes bare desværre at jeg oplever det andet lidt for ofte... Jeg ved ikke om det måske er det område jeg befinder mig i?

Oplevelsen med drengen der slog mig chokerede mig også meget! Og den er nok lidt grunden til at jeg skriver her, da jeg kom til at tænke på om det var noget andre oplevede? Jeg glemte at skrive før, at jeg nemlig kan forstå på nogle veninder jeg har, at de også har oplevet grænseoverskridende børn på den sti - en der er blevet råbt efter af nogle drenge, og en der har oplevet at en pige stod og kastede med sten efter hende

Jeg ville selv være rigtig ked af hvis det var mit barn der opførte sig sådan overfor andre mennesker, og tænker meget på hvad der mon er gået galt siden at det ikke er logisk og helt naturligt for barnet at respektere andre mennesker?

Der er jeg nok for meget lærer, for jeg ville have blandet mig. Oplever jeg børn der fx kaster med sten, jamen så siger jeg noget, og tror mit ordvalg, stemmeføring hvad ved jeg er så meget læreragtig, jeg har i hvert fald ikke oplevet andet end de stoppede. 

Ja forældrene har ansvaret for opdragelsen, men siger vi andre voksne ikke noget når vi oplever dem i fri dressur uden forældre til stede så må vi åbne munden

lineog4 skriver:

Først vil jeg sige min generelle opfattelse er, at børn og unge i alt almindelighed er velopdragne, har forståelse for de grænser der skal til for koeksistens osv. De der kommer her på besøg er høflige, rare, sjove og skønne at være sammen med. Mine egne er heldigvis det samme blandt andre, men hjemme inden trygge rede skal der afprøves grænser. Eleverne i skolen er generelt også velopdragne, men i det trygge klasseværelse skal der da også prøves nogen grænser.

Når det er skrevet, kan jeg da godt bekende kulør. Jeg er en blød skøn hippi der i følge sine børn er super streng 

Her hjemme er der ting til diskussion og ting der ikke er til diskussion - det har indtil den største nu ramte præteen alderen fungeret fint, nu udfordres også tingene der ikke er til diskussion.

He he, blød, men streng hippie må da være den helt rigtige kombi

Jeg er glad for at høre at andre oplever det modsatte end jeg, det må være nogle uheldige oplevelser jeg har haft så!

Denne artikel synes jeg er super interessant, og har også været en af grundene til mine spekulationer

http://www.dagens.dk/sundhed/5-grunde-til-moderne-b%C3%B8rneopdragelse-er-i-krise

lineog4 skriver:

Der er jeg nok for meget lærer, for jeg ville have blandet mig. Oplever jeg børn der fx kaster med sten, jamen så siger jeg noget, og tror mit ordvalg, stemmeføring hvad ved jeg er så meget læreragtig, jeg har i hvert fald ikke oplevet andet end de stoppede. 

Ja forældrene har ansvaret for opdragelsen, men siger vi andre voksne ikke noget når vi oplever dem i fri dressur uden forældre til stede så må vi åbne munden

Apropos det du skriver med at irettesætte andres børn - prøv og læs den artikel jeg lige har postet

MKN_96 skriver:

Okay, jamen umiddelbart oplever jeg da også flest velfungerende og glade børn!  Men synes bare desværre at jeg oplever det andet lidt for ofte... Jeg ved ikke om det måske er det område jeg befinder mig i?

Oplevelsen med drengen der slog mig chokerede mig også meget! Og den er nok lidt grunden til at jeg skriver her, da jeg kom til at tænke på om det var noget andre oplevede? Jeg glemte at skrive før, at jeg nemlig kan forstå på nogle veninder jeg har, at de også har oplevet grænseoverskridende børn på den sti - en der er blevet råbt efter af nogle drenge, og en der har oplevet at en pige stod og kastede med sten efter hende

Jeg ville selv være rigtig ked af hvis det var mit barn der opførte sig sådan overfor andre mennesker, og tænker meget på hvad der mon er gået galt siden at det ikke er logisk og helt naturligt for barnet at respektere andre mennesker?

Jeg tænker ikke at der er gået noget galt, som førhen var bedre. Der har altid været og vil altid være børn som overskrider grænser, og nogle gange groft.

Tror det som har ændret sig er vores opfattelse af børn, og det at have børn. Børn er i dsg en ren vensigelse, og ikke noget man bare noget man bør få.

Jeg tror vores generation er bedre til at lytte til vores børn og se dem som individer, og ikke "bare" børn, som bør og skal gøre hvad der bliver sagt.

Jeg sætter selv utroligt meget pris på de diskussioner jeg har med mine børn, for børn er faktisk ret kloge, og nogle gange har de ligefrem ret i deres agumenter

Mine børn skal da være velopdragne og høflige, men de skal såsandelig også være velkomne til at sige deres mening, også selvom jeg ikke har lyst til at høre den

MKN_96 skriver:

He he, blød, men streng hippie må da være den helt rigtige kombi

Jeg er glad for at høre at andre oplever det modsatte end jeg, det må være nogle uheldige oplevelser jeg har haft så!

Denne artikel synes jeg er super interessant, og har også været en af grundene til mine spekulationer

http://www.dagens.dk/sundhed/5-grunde-til-moderne-b%C3%B8rneopdragelse-er-i-krise

Jeg oplever mig selv og de fleste forældre lever op til alle 5 punkter, måske lige med undtagelse af den med ipad på restaurant - den holder jeg men har også set mange der ikke gør, men det er jo nok egentlig fordi forældrene heller ikke selv kan lade telefonen være inde 20 minutter 

Og ja der er altid undtagelser, og det har der altid været. Men alt i alt oplever jeg velopdragne børn. Jeg oplever også børnene er små projekter og de viser den gode side med det rigtige tøj, de rigtige madpakker, de rigtige frisurer osv. Men så længe det ikke går ud over nærværet så fred være med det, elsker selv mine børn er fine 

Men der hvor jeg nok slår igennem som hippi til forskel fra artiklen er, mit barn da selv vælger sit glas og selv hælder sin mælk op. Jeg serverer ikke mælken i et blåt glas, jeg kan hjælpe med at hælde op i det glas mit barn har hentet og bytter de et blåt glas med et lyserødt - ja bare de selv gør det. De må også gerne bytte de blå bukser for et par grønne og ligne en farvelade bare det passer til vejret, og bare de selv gør det. Hippidelen i mig synes nemlig selvstændig og egne præferencer er vigtige, ja faktisk er jeg lidt stolt når de holder fast på de vil vælge selv (altså de ting der er til diskussion som fx farven på koppen). Og jeg bliver stolt når de ligner noget der er løgn i tøjet fordi de selv har valgt. Et eksempel jeg er slet ikke t shirt kvinde, og slet ikke dem med alle mulige ting på. Min mindste er vild med t shirt og med masser af ting på - det er ikke til diskussion at han ikke må få med plastic tryk og det accepterer han (gør far så bare ikke altid så noget er der sneget sig ind), men til gengæld er det til diskussion hvad for en t shirt han kan lide i en butik, hvilket stof jeg skal sy dem af osv, og jeg er da pisse stolt over han har sin egen smag. 

MKN_96 skriver:

Hejsa!

Den seneste tid har jeg tænkt meget over det at være forælder. Rollen som autoritet og rollemodel, den som skal guide og vejlede, give rammer og tryghed. Inden for et par år når jeg forhåbentligt selv dertil, og jeg har i sinde at give mine børn en tryg og kærlig opdragelse, hvor de samtidig lærer at begå sig blandt andre mennesker, og ved hvor grænsen er mellem rigtigt og forkert

Nu sidder I sikkert og tænker - "det er da en selvfølge, jeg kender da ikke nogen der ikke har i sinde at opdrage deres børn godt og lære dem om rigtigt og forkert!"
Men jeg har bare så mange gange efterhånden oplevet at der åbenbart er MANGE der ikke formår ovenstående
Det er ikke fordi jeg færdes bestemte steder, nej det er i helt almindelige hverdagssituationer at jeg oplever, at børn har meget meget svært ved at begå sig blandt andre mennesker, uden at udstråle mangel på respekt for deres medmennesker!

Forleden kom jeg gående af et stisystem, der på et stykke bliver brugt af en friskole, hvor børnene kan krydse for at komme fra skolen til hallen. Her kommer der en flok børn gående, 5-6 stykker, de er vel 6-7 år, og pludselig farer den ene dreng hen imod mig mens han råber og skriger, og slår mig direkte i maven!  Jeg blev helt paf, og han slog mig herefter en gang mere, skubbede mig baglæns, og løb så efter de andre, som var gået i forvejen.

I går aftes var jeg ude og handle ved 20-tiden i den lokale Rema, og en mor og en dreng på 9-10 år vil jeg tro, kommer gående op mod kassen. Jeg står allerede i køen. Da de når slikket spørger drengen først pænt, om ikke kan må få noget til i bilen hjem. Hertil svarer moren pænt, at det må han jo ikke, fordi det jo ikke er fredag. Det udløser en svada fra drengen om at hun er den dummeste kælling i verden, og at han hader hende!  Morens reaktion er at hive fat i drengen, hviske ham et eller andet i øret og lange ham bilnøglen, hvorefter drengen i hysteri tramper ud af butikken uden at ænse os i køen...

Jeg oplever det ikke hver dag nej, men jeg vil mene at jeg ofte oplever eksempler på hvad jeg ikke mener er god opdragelse, og børn der kender til grænser, respekt og medmenneskelighed  Sammenlagt med alle de artikler der florerer for tiden, med at forældre i dag vil være venner med deres børn, ikke autoriteter, og derfor er bange for at sige nej og tage beslutninger, men derimod gør deres børn til små voksne...Så synes jeg bare vi er på vej i en forkert retning

Før i tiden, bare da jeg var lille, var der et helt andet syn på opdragelse. Der var det okay at sige (eller råbe) nej, og jeg kan da også huske at jeg har fået timeout, og er blevet taget fat i og irettesat af pædagoger i børnehaven. Og det var da helt okay! For børn skal ikke være små voksne, som dikterer og styrer! Eller hvad?

Jeg har selv en holdning til dette emne, men tænker at den er irrelevant, da jeg ønsker at høre andres meninger  Har vi gang i noget blød hippiepædagogik, hvor der ikke er forskel på børn og voksne i dag? Eller er de tilfælde man oplever i hverdagen med børn der ikke kan begå sig, bare tilfælde?

Jeg er så en af dem der mener at man ikke bare kan drømme ud fra hvad man se.

jeg er en af dem som der har et barn som virker uopdragen på andre.

min dreng er letter mental retarderet, lider af selektiv mutisme og har lidt autisme inden fra alle spektre.

Han er 8 år og ligner en helt almindelig dreng uden på.

her kommer et eksempel på Hvordan han kan reagere. 

I fredags skulle vi til Køge for at tjekke hans øre ( vi bor på Lolland og skal med offenligtransport) da vi skulle skifte station og med det sidste tog hjem, stod han hvor alle folk skulle ud, så jeg tager ham med ind til siden og forklare ham at han ikke kan stå der, da folk skal ud af toget, han bliver funstret da han bare vil hjem og er bange for ikke at komme med toget, så mens jeg forklare ham at han nok skal komme med toget så må jeg holde ham for at han ikke gå i vejen.

vi kommer så ind i toget. jeg sætter mig ved dørene hvor der ikke er nogen mennesker( toget er godt fyldt op) da han slå og sparker, og kalder mig alle mulige grimme ting.( folk kigger ) Han vil gerne op til sin far og søster. Så jeg fortæller stille og roligt at hvis han skal op til dem, så må han lade Være med at sparke, og hvis han begynder igen, så gå vi tilbage, han lover at stoppe så vi gå op til dem, da vi kommer der op så begynder han at sparke og slå sin far, så jeg bære ham ned igen, så mens det hele starter forfra må jeg snakke til ham stiller roligt. efter hvad der føler som en evighed ( vil tro ca 10-15 min) så stopper han og vi kan snakke sammen. Vi gå op i gen og han opføre sig pænt resten af vejen.

et uopdragen barn? Ja måske 

han var sådan fordi vi har Været afsked siden kl 7:20 og kl var ca 15 da det skete. Der har Været mange mennesker hele turen og det vil sige for ham rigtig mange indtryk og alt for meget nyt på en gang og samtidig lang vente tid hos ørelægen.

Så alt i alt rigtig meget for et barn som helst skal have en forudsigelige hverdag. Og vi som forældre er glade for at han kun havde den ene tur ( eller hvad man skal kalde det).