andre der har det lige som jeg

hvor er jeg så træt af at være så sensitiv 

jeg er så træt af at tænke over hvorfor venner/bekende ikke lige svare tilbage, kan mødes osv. 

træt af at tænke over en samtale i lang tid efter, bare fordi man føler at man har sagt noget forkert 

træt af at jeg ikke kan opleve noget med børne uden at være fuldstændigt udmattet bagefter og ikke kan sove om natten 

træt af at føle at jeg er den eneste i verden der har det sådan. 

jeg er bare så træt af at føle mig forkert  hele tiden 

nogen der har/haft det lige sådan som kan fortælle hvordan i gør for at lære at at leve med det ?? 

Anonym skriver:

hvor er jeg så træt af at være så sensitiv 

jeg er så træt af at tænke over hvorfor venner/bekende ikke lige svare tilbage, kan mødes osv. 

træt af at tænke over en samtale i lang tid efter, bare fordi man føler at man har sagt noget forkert 

træt af at jeg ikke kan opleve noget med børne uden at være fuldstændigt udmattet bagefter og ikke kan sove om natten 

træt af at føle at jeg er den eneste i verden der har det sådan. 

jeg er bare så træt af at føle mig forkert  hele tiden 

 

nogen der har/haft det lige sådan som kan fortælle hvordan i gør for at lære at at leve med det ?? 

Det er jo mig du beskriver der. For mig hjælper det at sige det højt. Altså fortælle min kæreste hvad jeg har oplevet og hvad jeg har snakket med folk om. Ellers gennemgår jeg det simpelthen i mit hoved indtil alle små tegn er blevet gennemgået og analyseret. Og det ender ofte med ikke at være til min fordel ... Men hvis jeg får det vendt med min kæreste, kan jeg lægge det væk. Jeg ved ikke helt om han er klar over det. Han gør ikke rigtig andet end at lytte.

Jeg kan stadig have samtaler der forfølger mig over længere tid, men det er slet ikke så voldsomt som det kunne være før.

Hvorfor kalder du det sensitiv?

Pikku Myy skriver:

Det er jo mig du beskriver der. For mig hjælper det at sige det højt. Altså fortælle min kæreste hvad jeg har oplevet og hvad jeg har snakket med folk om. Ellers gennemgår jeg det simpelthen i mit hoved indtil alle små tegn er blevet gennemgået og analyseret. Og det ender ofte med ikke at være til min fordel ... Men hvis jeg får det vendt med min kæreste, kan jeg lægge det væk. Jeg ved ikke helt om han er klar over det. Han gør ikke rigtig andet end at lytte.

Jeg kan stadig have samtaler der forfølger mig over længere tid, men det er slet ikke så voldsomt som det kunne være før.

Hvorfor kalder du det sensitiv?

det er lige præcis også sådan jeg gør, min mand kan ikke sætte sig ind i det, han siger det bare er noget pjat (de er ikke så god til at snakke om sådan nogen ting i han familie)  det er først nå det gå mig så meget på at jeg sætter mig til at græde at han lytter, uden at sige det er noget pjat

jeg kalder det sensitiv da jeg har mange tegn på at være sensitiv (ikke kun det) 

hvis du gå næsten ned i bunden af linket så er der noget der heder personligt eller følelsesmæssig sensitiv 

det beskriver stort set hvordan jeg er 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/hvordan-ved-man-om-man-er-saerligt-sensitiv

Anonym skriver:

det er lige præcis også sådan jeg gør, min mand kan ikke sætte sig ind i det, han siger det bare er noget pjat (de er ikke så god til at snakke om sådan nogen ting i han familie)  det er først nå det gå mig så meget på at jeg sætter mig til at græde at han lytter, uden at sige det er noget pjat

jeg kalder det sensitiv da jeg har mange tegn på at være sensitiv (ikke kun det) 

hvis du gå næsten ned i bunden af linket så er der noget der heder personligt eller følelsesmæssig sensitiv 

det beskriver stort set hvordan jeg er 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/hvordan-ved-man-om-man-er-saerligt-sensitiv

Hmm, jeg er ikke helt sikker på jeg tror på at det er en god ting at lave fx en "særligt sensitiv-kasse" og så putte folk ned i den ... Jeg skimmede lige noget af det du sendte, og ja, det passer også ret godt på mig, men jeg er også rigtig mange andre ting ... Giver det mening?

Jeg tror måske du har misforstået mig? Jeg fortæller ikke min kæreste om at jeg vender og drejer tingene, og alle de tanker det sætter i gang. Jeg fortæller ham bare hvad jeg har oplevet. Fx kunne jeg sige at jeg snakkede med X's mor. Hun sagde ..., jeg svarede ... og så skete der det og det. Så kan det være jeg har brug for at spørge om han tror jeg har misforstået det eller om det var forkert det jeg sagde, men det bliver aldrig egentligt ubehageligt fordi han skaber en ventil for mig, hvor usikkerheden kan lukkes ud. Det vi konkluderer, er fakta. Hvis det er noget rigtig stort, kan det godt være jeg vender tilbage et par gange. Jeg fatter ikke hvordan jeg har klaret mig før jeg lærte ham at kende.

Hvorfor siger din kæreste at det er noget pjat? Er det fordi han mener at du ikke behøver være så usikker på dig selv? For så har han jo i bund og grund ret, men bør arbejde med hvordan han siger det. Ellers skal I måske prøve at snakke om det en dag hvor der ikke rumsterer andet i dit hoved, så du kan forklare ham lidt nærmere hvad det rent faktisk betyder for dig.

Du er velkommen til at skrive privat, hvis du gerne vil snakke mindre generelt ...