Lykkelig, men har lyst til at tude

Jeg er både super glad og lykkelig, men samtidig kunne jeg sætte mig ned og tude.

Min kæreste og jeg venter vores første barn, og vi glæder os så meget. Vi har taget den beslutning at vi ikke vil fortælle det til hverken venner eller familie før efter NF, hvilket der stadigvæk er en del uger til. Derfor er jeg anonym.

Men så her den anden dag fik jeg lige smidt i hovedet af min mor at min søster er gravid IGEN. Det er hendes 3. barn.
Jeg havde bare lyst til at råbe, at jeg også var gravid. Men da vi ligesom har aftalt at vi holder det hemmeligt indtil NF, valgte jeg ikke at sige noget.

Da min mor så sagde hvilken måned hun havde termin i, havde jeg igen lyst til at råbe, at det har vi også.

Da hun så fortalte hvilken dato hun var sat til, så havde jeg bare lyst til at råbe alle de bandeord jeg kunne, og slutte med, at det er vi også.

Ja, jeg fandt så ud af at hun har termin præcis sammen dato som mig.
Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, og vores børn får sikkert også glæde af hinanden.

Men jeg havde bare set så meget frem til at skulle fortælle mine forældre det, og nu føles det bare som om at jeg bare kommer med endnu et barnebarn. Følelsen af at nu skulle vi fortælle dem noget helt specielt efter NF, er der bare ikke mere. Min far har ellers de sidste par år, gået og spurgt til, hvornår vi kom med et barnebarn, og nu kommer vi bare som nummer to i rækken og siger det.
Jeg havde set frem til at det var mit barn der skulle forkæles, og os som skulle havde fået opmærksomheden. Skal lige siges at min søster både ved nummer et og to, har fået sindssyg mange ting af mine forældre og de har hjulpet hende i hoved og røv. Ikke at jeg hverken vil have ting eller hjælp, vi klare os skam ganske udmærket.
Ja, og så skal vi selvfølgelig føde på samme sygehus. Jeg ved godt at sandsynligheden for at vi føder samme dag er lille.
Men det der går mig på, er at nu var det ligesom vores tur. Og jeg var begyndt at planlægge hvordan de skulle have det af vide. Og lige nu kan jeg slet ikke se det sjove i at skulle fortælle det.

Jeg frygter så også endnu mere NF, end jeg gjorde før. For jeg vil slet ikke kunne bære hvis der er noget i vejen med vores lille, og man så skal have en abort. Vil slet ikke kunne bære at de så fik et barn og vi ikke gjorde. Jeg ved godt at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Men det går mig bare virkeligt på.
Det skal siges at jeg elsker min søster.

Men er jeg en led søster fordi at jeg har det sådan, og når vi når til NF, kan man så godt tillade sig at fortælle hvordan man har det.

Anonym skriver:

Jeg er både super glad og lykkelig, men samtidig kunne jeg sætte mig ned og tude.

Min kæreste og jeg venter vores første barn, og vi glæder os så meget. Vi har taget den beslutning at vi ikke vil fortælle det til hverken venner eller familie før efter NF, hvilket der stadigvæk er en del uger til. Derfor er jeg anonym.

Men så her den anden dag fik jeg lige smidt i hovedet af min mor at min søster er gravid IGEN. Det er hendes 3. barn.
Jeg havde bare lyst til at råbe, at jeg også var gravid. Men da vi ligesom har aftalt at vi holder det hemmeligt indtil NF, valgte jeg ikke at sige noget.

Da min mor så sagde hvilken måned hun havde termin i, havde jeg igen lyst til at råbe, at det har vi også.

Da hun så fortalte hvilken dato hun var sat til, så havde jeg bare lyst til at råbe alle de bandeord jeg kunne, og slutte med, at det er vi også.

Ja, jeg fandt så ud af at hun har termin præcis sammen dato som mig.
Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, og vores børn får sikkert også glæde af hinanden.

Men jeg havde bare set så meget frem til at skulle fortælle mine forældre det, og nu føles det bare som om at jeg bare kommer med endnu et barnebarn. Følelsen af at nu skulle vi fortælle dem noget helt specielt efter NF, er der bare ikke mere. Min far har ellers de sidste par år, gået og spurgt til, hvornår vi kom med et barnebarn, og nu kommer vi bare som nummer to i rækken og siger det.
Jeg havde set frem til at det var mit barn der skulle forkæles, og os som skulle havde fået opmærksomheden. Skal lige siges at min søster både ved nummer et og to, har fået sindssyg mange ting af mine forældre og de har hjulpet hende i hoved og røv. Ikke at jeg hverken vil have ting eller hjælp, vi klare os skam ganske udmærket.
Ja, og så skal vi selvfølgelig føde på samme sygehus. Jeg ved godt at sandsynligheden for at vi føder samme dag er lille.
Men det der går mig på, er at nu var det ligesom vores tur. Og jeg var begyndt at planlægge hvordan de skulle have det af vide. Og lige nu kan jeg slet ikke se det sjove i at skulle fortælle det.

Jeg frygter så også endnu mere NF, end jeg gjorde før. For jeg vil slet ikke kunne bære hvis der er noget i vejen med vores lille, og man så skal have en abort. Vil slet ikke kunne bære at de så fik et barn og vi ikke gjorde. Jeg ved godt at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Men det går mig bare virkeligt på.
Det skal siges at jeg elsker min søster.

Men er jeg en led søster fordi at jeg har det sådan, og når vi når til NF, kan man så godt tillade sig at fortælle hvordan man har det.

Kan så godt følge dig jeg har termin lige omlidt og vi glæde os helt vil til vores skulle forkæles har så en svigerinde der føder ca 4 mdr efter mig og min søs 6 mdr efter mig kæft jeg var skuffet den første uges tid og satte mig i hoved at nu ville alle sammenligne dem og bla bla bla du bliver bare nødtil at vende den om og se på alle glæderne der kommer ved det 

Jeg kan godt sætte mig ind i din første følelse af skuffelse! Men når det så er sagt tror jeg ikke det bliver mindre specielt med jeres barn selvom din søster har termin ca samme dag (i kan jo blive rykket til nf)! Der er 6 måneder mellem min søn og hans fætter og lillebrøsters termin er 3 uger før der kommer en fætter/kusine mere. Da jeg først hørte at min svigerinde er gravid med termin et par uger efter mig var jeg faktisk mest nervøs for om hun ville føle det lige som dig, at det var "hendes tur" og at det ville kunne ødelægge noget :/ Heldigvis ser hun, lige som jeg, kun ser fordele i at få børn der kan have så meget glæde ud af hinanden! Og jeg tror ikke min svigermor vil tænke hverken højere eller lavere tanker eller forskels behandle bare fordi der kommer to på ca samme tid Min svigerinde og jeg skal i øvrigt også føde på samme sygehus  

Bedsteforældre elsker at forkæle deres børnebørn uanset hvor mange der kommer af gangen  

Anonym skriver:

Jeg er både super glad og lykkelig, men samtidig kunne jeg sætte mig ned og tude.

Min kæreste og jeg venter vores første barn, og vi glæder os så meget. Vi har taget den beslutning at vi ikke vil fortælle det til hverken venner eller familie før efter NF, hvilket der stadigvæk er en del uger til. Derfor er jeg anonym.

Men så her den anden dag fik jeg lige smidt i hovedet af min mor at min søster er gravid IGEN. Det er hendes 3. barn.
Jeg havde bare lyst til at råbe, at jeg også var gravid. Men da vi ligesom har aftalt at vi holder det hemmeligt indtil NF, valgte jeg ikke at sige noget.

Da min mor så sagde hvilken måned hun havde termin i, havde jeg igen lyst til at råbe, at det har vi også.

Da hun så fortalte hvilken dato hun var sat til, så havde jeg bare lyst til at råbe alle de bandeord jeg kunne, og slutte med, at det er vi også.

Ja, jeg fandt så ud af at hun har termin præcis sammen dato som mig.
Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, og vores børn får sikkert også glæde af hinanden.

Men jeg havde bare set så meget frem til at skulle fortælle mine forældre det, og nu føles det bare som om at jeg bare kommer med endnu et barnebarn. Følelsen af at nu skulle vi fortælle dem noget helt specielt efter NF, er der bare ikke mere. Min far har ellers de sidste par år, gået og spurgt til, hvornår vi kom med et barnebarn, og nu kommer vi bare som nummer to i rækken og siger det.
Jeg havde set frem til at det var mit barn der skulle forkæles, og os som skulle havde fået opmærksomheden. Skal lige siges at min søster både ved nummer et og to, har fået sindssyg mange ting af mine forældre og de har hjulpet hende i hoved og røv. Ikke at jeg hverken vil have ting eller hjælp, vi klare os skam ganske udmærket.
Ja, og så skal vi selvfølgelig føde på samme sygehus. Jeg ved godt at sandsynligheden for at vi føder samme dag er lille.
Men det der går mig på, er at nu var det ligesom vores tur. Og jeg var begyndt at planlægge hvordan de skulle have det af vide. Og lige nu kan jeg slet ikke se det sjove i at skulle fortælle det.

Jeg frygter så også endnu mere NF, end jeg gjorde før. For jeg vil slet ikke kunne bære hvis der er noget i vejen med vores lille, og man så skal have en abort. Vil slet ikke kunne bære at de så fik et barn og vi ikke gjorde. Jeg ved godt at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Men det går mig bare virkeligt på.
Det skal siges at jeg elsker min søster.

Men er jeg en led søster fordi at jeg har det sådan, og når vi når til NF, kan man så godt tillade sig at fortælle hvordan man har det.

Kan godt forstå dine følelser, selvom jeg syntes de er irrationelle. Følelser er man ikke selv herre over, og som førstegangsfødende har man nok en tendens til at føle at verden burde dreje sig om en ting; nemlig mig, mig og mig... Og det er helt okay, hvis man formår at se det "skøre" i det engang imellem

Og hvem siger at du ikke også vil blive forkælet af dine forældre, det ved du jo ikke så længe du ikke har sagt til dem at du er gravid.

Og så husk at det med at levere børnebørn ikke er en konkurrence 

Anonym skriver:

Jeg er både super glad og lykkelig, men samtidig kunne jeg sætte mig ned og tude.

Min kæreste og jeg venter vores første barn, og vi glæder os så meget. Vi har taget den beslutning at vi ikke vil fortælle det til hverken venner eller familie før efter NF, hvilket der stadigvæk er en del uger til. Derfor er jeg anonym.

Men så her den anden dag fik jeg lige smidt i hovedet af min mor at min søster er gravid IGEN. Det er hendes 3. barn.
Jeg havde bare lyst til at råbe, at jeg også var gravid. Men da vi ligesom har aftalt at vi holder det hemmeligt indtil NF, valgte jeg ikke at sige noget.

Da min mor så sagde hvilken måned hun havde termin i, havde jeg igen lyst til at råbe, at det har vi også.

Da hun så fortalte hvilken dato hun var sat til, så havde jeg bare lyst til at råbe alle de bandeord jeg kunne, og slutte med, at det er vi også.

Ja, jeg fandt så ud af at hun har termin præcis sammen dato som mig.
Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, og vores børn får sikkert også glæde af hinanden.

Men jeg havde bare set så meget frem til at skulle fortælle mine forældre det, og nu føles det bare som om at jeg bare kommer med endnu et barnebarn. Følelsen af at nu skulle vi fortælle dem noget helt specielt efter NF, er der bare ikke mere. Min far har ellers de sidste par år, gået og spurgt til, hvornår vi kom med et barnebarn, og nu kommer vi bare som nummer to i rækken og siger det.
Jeg havde set frem til at det var mit barn der skulle forkæles, og os som skulle havde fået opmærksomheden. Skal lige siges at min søster både ved nummer et og to, har fået sindssyg mange ting af mine forældre og de har hjulpet hende i hoved og røv. Ikke at jeg hverken vil have ting eller hjælp, vi klare os skam ganske udmærket.
Ja, og så skal vi selvfølgelig føde på samme sygehus. Jeg ved godt at sandsynligheden for at vi føder samme dag er lille.
Men det der går mig på, er at nu var det ligesom vores tur. Og jeg var begyndt at planlægge hvordan de skulle have det af vide. Og lige nu kan jeg slet ikke se det sjove i at skulle fortælle det.

Jeg frygter så også endnu mere NF, end jeg gjorde før. For jeg vil slet ikke kunne bære hvis der er noget i vejen med vores lille, og man så skal have en abort. Vil slet ikke kunne bære at de så fik et barn og vi ikke gjorde. Jeg ved godt at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Men det går mig bare virkeligt på.
Det skal siges at jeg elsker min søster.

Men er jeg en led søster fordi at jeg har det sådan, og når vi når til NF, kan man så godt tillade sig at fortælle hvordan man har det.

Jeg syntes du skal holde fast i at du glæder dig til at fortælle det. Det er jo DIT første barn, og det bliver dine forældres første barnebarn fra dig, og det bliver da noget helt specielt for dem! Jeg tror de bliver så glade og overrasket og at vil give dig og den lille mere opmærksomhed fordi det er første gang for dig og det er jo vildt spændende 

Tænk også på at det er jo første gang for din søster at hun bliver moster, det er jo også noget helt specielt og hvor må det være sjovt for jer at gå graviditeten igennem sammen.

Jeg kan godt se det øv-agtige ved din situation, men jeg tror altså også at der er messe positive overraskelser til dig.  

Anonym skriver:

Jeg er både super glad og lykkelig, men samtidig kunne jeg sætte mig ned og tude.

Min kæreste og jeg venter vores første barn, og vi glæder os så meget. Vi har taget den beslutning at vi ikke vil fortælle det til hverken venner eller familie før efter NF, hvilket der stadigvæk er en del uger til. Derfor er jeg anonym.

Men så her den anden dag fik jeg lige smidt i hovedet af min mor at min søster er gravid IGEN. Det er hendes 3. barn.
Jeg havde bare lyst til at råbe, at jeg også var gravid. Men da vi ligesom har aftalt at vi holder det hemmeligt indtil NF, valgte jeg ikke at sige noget.

Da min mor så sagde hvilken måned hun havde termin i, havde jeg igen lyst til at råbe, at det har vi også.

Da hun så fortalte hvilken dato hun var sat til, så havde jeg bare lyst til at råbe alle de bandeord jeg kunne, og slutte med, at det er vi også.

Ja, jeg fandt så ud af at hun har termin præcis sammen dato som mig.
Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, og vores børn får sikkert også glæde af hinanden.

Men jeg havde bare set så meget frem til at skulle fortælle mine forældre det, og nu føles det bare som om at jeg bare kommer med endnu et barnebarn. Følelsen af at nu skulle vi fortælle dem noget helt specielt efter NF, er der bare ikke mere. Min far har ellers de sidste par år, gået og spurgt til, hvornår vi kom med et barnebarn, og nu kommer vi bare som nummer to i rækken og siger det.
Jeg havde set frem til at det var mit barn der skulle forkæles, og os som skulle havde fået opmærksomheden. Skal lige siges at min søster både ved nummer et og to, har fået sindssyg mange ting af mine forældre og de har hjulpet hende i hoved og røv. Ikke at jeg hverken vil have ting eller hjælp, vi klare os skam ganske udmærket.
Ja, og så skal vi selvfølgelig føde på samme sygehus. Jeg ved godt at sandsynligheden for at vi føder samme dag er lille.
Men det der går mig på, er at nu var det ligesom vores tur. Og jeg var begyndt at planlægge hvordan de skulle have det af vide. Og lige nu kan jeg slet ikke se det sjove i at skulle fortælle det.

Jeg frygter så også endnu mere NF, end jeg gjorde før. For jeg vil slet ikke kunne bære hvis der er noget i vejen med vores lille, og man så skal have en abort. Vil slet ikke kunne bære at de så fik et barn og vi ikke gjorde. Jeg ved godt at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Men det går mig bare virkeligt på.
Det skal siges at jeg elsker min søster.

Men er jeg en led søster fordi at jeg har det sådan, og når vi når til NF, kan man så godt tillade sig at fortælle hvordan man har det.

Faktisk risikerer I, at problemet bliver det stik modsatte: at I får al opmærksomheden, fordi det er jeres første, mens din søster "bare" får nr. tre. Mine stedsøstre oplevede dette, da den ældste fik nr. fire, og den yngste nr. et - det var lige en tand mere spændende og nyt, at den yngste blev mor for allerførste gang, og her var det så den ældste, der følte, at hendes lille guldklump "bare" var nr. fire i rækken. Det tog flere år, før hun fik fortalt, at det havde gjort hende lidt ondt, og da kunne jeg godt se, at vi havde været ellevilde over U's første barn og mere "Ih, der kom en til" ved S's. 

Ingen fætter og kusine er så tæt knyttet som de to jævnaldrende i dag, og for dem har det været en kæmpe glæde at have hinanden. Det er jo trods alt det vigtigste. 

Jeg tror, du skal bekymre dig mere om din søster, der KAN føle sig overset, end om dig selv - hvis du endelig skal bekymre dig.