Hej Linda.
Jeg står i den situation at vores datter på 11 måneder er helt utrolig mor-syg, når far, større søskende (11 og 14 år) og andre er tilstede. Til daglig hvor det kun er hende og jeg der er hjemme, kan jeg sagtens forlade rummet og enten leger hun videre eller også kravler hun stille og roligt efter mig.
Hvis far, søskende eller andre er i rummet sammen med hende og jeg, kan jeg ikke forlade rummet uden hun bryder helt sammen. Faktisk er det rigtig svært for hendes far at have gode stunder med hende i øjeblikket, fordi hun hele tiden søger mig når der er andre tilstede. Vi forsøger at vise hende at jeg godt kan forlade rummet og komme tilbage igen, samt at far kan give flaske og putte til natten, men det afføder en del gråd.
Har du nogle gode råd til hvordan vi kan arbejde med problematikken?
Mvh Helle
Lindas svar
Kære Helle, beklager det sene svar, jeg fik 3 spørgsmål samme dag og kan desværre kun nå et svar pr dag.
Jeg hører her, at din datter har meget brug for dig for tiden. Det passer rigtig godt med alderen, da mange børn omkring 1 år får en midlertidig ”krise” de skal igennem. Grundlæggende handler ”krisen” om at hjernen fysisk udvider sig og barnet får flere ting det skal lære. Nye færdigheder gør, at verden bliver større og mere uoverskuelig. Der er mange flere spændende muligheder, men samtidig mange nye ting barnet endnu ikke mestrer. I sådanne situationer har barnet rigtig meget brug for den vigtigste person i verden, typisk mor (eller den der er der mest i stedet for mor).
Derfor er mit svar lidt både og. For på den ene side er det en vigtig og naturlig proces, som kræver din støtte og fulde opmærksomhed, synes barnet. Men på den anden side er vi kun mennesker og skal fungere i sociale sammenhænge som familie, hverdag og opgaver.
Derfor har jeg følgende råd til dig i prioriteret rækkefølge:
1. Giv tid, og accepter så godt du kan, at din datter har ekstra brug for dig for tiden. Verden er naturligvis mere kompleks, når der er flere end dig omkring hende, og siden det er en risiko, at du går, når andre kommer – så vil hun naturligt søge dig, for at fastholde dig.
2. Når du overlader hende til fx far eller andre, så skal det være dig, der giver hende til andre. Ikke andre der kommer og tager hende fra dig, hvis du forstår forskellen. Fordi du er en mest trygge lige nu, så viser du dermed, at det er trygt at blive afleveret til andre. Gør det roligt og med overbevisning og et kærligt smil. Din datter VIL protestere (og SKAL protestere), men hun skal også langsomt vænne sig til at andre OGSÅ kan give den tryghed du giver, selvom livet for tiden er svært.
3. Når du overlader hende til andre, skal du gå helt væk og ikke være i syne, hvis det er muligt. Tænk på institutionsopstart: Lidt men godt. Din ro giver hende ro. Andre kan godt give barnet tryghed, selvom barnet protesterer. Osv. Jeg gætter på du har prøvet institutionsopstart af dine andre børn mindst to gange før.
4. Hvis hele familien er samlet, så accepter at din datter mest ønsker at være ved dig. Lad de andre i familien for en tid tage slæbet. Dette er en fase der går over igen, med tid, tålmodighed, støtte og megen kærlighed. Når din datter igen begynder at mestre alle sine nye evner, og dermed får større overblik over livet igen, så vil hun helt naturligt blive tryg ved andre igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Skriv endelig igen.
Venlig hilsen Linda Stæhr – Familierådgiver v trivselifamilien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
