Hej Linda
Min mand og jeg har 4 børn og de to sidste bor hjemme, en dreng på 16 og vores efternøler på 4 år. Min mand har lige fået en iPad fra sit arbejde for en måned siden og vores lille dreng er blevet meget optaget af den. Stod det til mig skulle vi aldrig have hafte iPad'en indenfor dørene. Min mand synes bare at alle skal være glade og gøre hvad de har lyst til. Han vil meget nødigt sætte grænser for den lilles brug af iPad, men er dog gået med til at den ikke kommer frem på hverdagsmorgener. Vores søn er fuldkommen optaget af den, det er noget af det første han tænker på om morgenen og hvis han får lov kan han spille i timer og timer. jeg mener han er blevet helt afhængig og om eftermiddagen, hvor det kun er mig der er hjemme, vil jeg begrænse hans brug af den og i stedet lege med ham, have ham med til at lave mad o.lign. Men det er svært så længe iPaden er i huset og han kender sin fars holdning (børn fornemmer den slags) Det bliver hele tiden til "Far skal komme" udbrud og den slags. Jeg frygter virkelig for vores forhold, vi har jo været sammen i 22 år og vil gerne være sammen, men han mener at jeg vil indføre et "regeltyranni" ved at sætte faste grænser op. Det har naturligvis været et tema i vores forhold før, men iPad'en får det virkelig sat på spidsen. Jeg håber meget at du kan hjælpe os!
Mvh mor til fire
Lindas svar
Kære mor til fire
Uha hvor er det en ubehagelig situation du må stå i. Som så mange konflikter i parforhold, så viser det sig i ”små” hverdagsting, som altid bunder i større uenigheder.
Lad os for et øjeblik glemme Ipad’en og fokusere på relationen mellem din mand og dig:
Det lyder for mig som om I er endt hvert sit sted rent opdragelsesmæssigt og værdimæssigt.
Hvis jeg skulle våge at gætte, så fornemmer jeg, at din mand, efter ca. 20 år med børn ind og ud af huset, har haft nok grænser inde over sit liv, når kalder det ”regeltyrrani”. Og omvendt så tænker jeg, du måske forsøger at gøre dit yderste for den yngste og det sidste barn (gætter jeg på) som du kommer til at opdrage… og at du ønsker, at han skal opdrages lige så godt, som den første; derfor kalder du det ”faste grænser”.
Når en person, som din mand, trækker meget i EN retning med fx opdragelse. Så er det typisk fordi der er et meget stort træk i den modsatte retning, altså din retning. Og sådan kan I stå og lave tovtrækkeri for at trække den anden mere over i jeres egen retning. Jeg tror simpelthen ikke på det du siger med at: ”Min mand synes bare at alle skal være glade og gøre hvad de har lyst til. ” Det er der ingen der mener i praksis, også selvom de kunne finde på at sige det fx som provokation. Men jeg forstår, at du kan få den opfattelse med den udvikling der har været på det seneste (tovtrækkeriet).
Tag en snak
Rammerne: Det jeg tror, der vil have den bedste effekt lige nu er, at I to får jer en meget lang og konkret samtale om opdragelse. Hvor I begge husker på, at I har 22 års parforholdserfaring at trække på. Parforhold SKAL ændre sig, og parterne SKAL udfordre hinanden, det er en del af det at være sammen. Og derfor er dette ikke en afgørende krise, som definerer OM I skal være sammen eller ej men snarere HVORDAN. Det er endnu en krise, som I skal overvinde sammen, på linie med de kriser I før har gennemlevet sammen. Og kraften til det skal I få, ved at minde hinanden om at jeres børn skal opleve jer blive gamle sammen. I skal sætte et godt eksempel til efterfølgelse på, at to mennesker KAN få det til at virke, hvis de begge er villige til at kæmpe for det.
Indholdet: Ipad er et konkret bevis på, at I trækker i hver sin retning. Men lur mig om ikke problemstillingen er dybere end det. For mig at se lyder det til, at I skændes om, hvordan I skal opdrage jeres sidste barn sammen… eller hvordan I IKKE skal opdrage ham sammen. Det handler sandsynligvis om, at jeres værdier for opdragelse, har bevæget sig i hver sin retning.
Det er HELT reelt, at du har behov for at give den en god skalle, nu det er sidste barn og sidste chance for at gøre det godt med opdragelsen af et lille barn. Men det er OGSÅ helt reelt, hvis din mand føler, at der har været rigeligt med grænser og regler i jeres hjem og/eller parforhold i alle disse børneår, så han trænger til fornyelse. Tænk på andre du kender: Nummer 1 bliver aldrig opdraget som nummer 3, der er altid en udvikling – så spørgsmålet er, hvad I sammen kan blive enige om.
Resultatet og Ipad’en: Det er faktisk ok at have forskellige holdninger til, hvad I tillader med Ipad osv. når I er alene med ham. Fx at der ingen regler er, når far har ham alene. Og at du laver og overholder de regler, du synes er passende, når du er alene med ham. Men det er IKKE ok at knægten bruger det imod dig. Ethvert tilløb til: ”Du er dum, far skal komme, jeg vil have Ipad”, skal afvises med: ”Det er ikke noget du bestemmer, reglerne er sådan og sådan, når du er sammen med mig, og det gider jeg ikke diskutere. ” Det kan børn altså godt takle. Og hvis han så nægter at lege med dig, så ham om det… han skal nok vende tilbage, når han mærker, at du mener, hvad du siger.
Men når I er sammen alle tre, SKAL dig og din mand have fundet frem til et kompromis, som I begge kan støtte op om. I den sammenhæng vil jeg minde om, at det ikke er decideret skadeligt at bruge en Ipad som 4 årig. Desuden bliver den meget mere spændende for ham, når du gør så meget ud af at holde ham fra den (obs.) Det der KAN være uheldigt ved fx en Ipad, er primært alt det, som barnet går glip af: Grovmotorik og bevægelse, sociale erfaringer, sproglige, naturmæssige osv. Erfaringer. Men til barnets forsvar, så orker ingen blive stimuleret perfekt i alle vågne timer, vi har alle brug for en pause, og for mig at se (personlig mening), kan en Ipad sagtens bruges til en pause i hverdagen. Grunden til at jeg diskuterer Ipads skadelige/ikke skadelige virkning er: At når du taler om den, så har den fået status af noget modbydeligt, som decideret skader og ødelægger jeres søn, og det er for mig en overdrivelse, som jeg selv ville modarbejde, hvis jeg blev mødt med den holdning.
Jeg er ikke ude på at tage modet fra dig, eller kritisere dig, tværtimod! Det jeg forsøger er, at klæde dig så godt på som muligt til at turde se din mands perspektiv så nuanceret som muligt, så I lettere kan tale sammen.
Så mit bedste råd er at I ser tingene lidt ovenfra: Hvorfor er det vigtigt for dig at begrænse din søns brug af Ipad? Hvorfor er det vigtigt for din mand at begrænse regler og begrænsninger? Og hvad er endnu vigtigere end de svar? Husk at tovtrækning enten slutter med, at den ene vælter, eller at begge giver sig langsomt lidt, så begge kan blive stående.
Jeg ønsker dig alt det bedste! Skriv endelig igen.
Og til alle de, som senere vil kommentere på denne tråd: Forhold jer gerne til problemstillingen omkring at finde løsninger sammen som forældre. At diskutere brugen af Ipads kan gøres (og er blevet gjort) i det uendelige. Hjælp hellere denne mor gennem gode ideer, opmuntringer og egne historier, der kan støtte en god løsning.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Www.trivselifamilien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk