biologisk familie ...

sagen er den at jeg ikke har kontakt til min biologiske mor eller far. Dem sønnen kender som mormor og morfar er mine plejeforældre.

Jeg er i tvivl om jeg skal fortælle ham det eller ej.

eneste grund til at fortælle det er pga der er nogle sygdomme hos min biologiske familie der kan have betydning den dag han ønsker at få familie.

men han er jo kun 3 år så tænker om jeg skal vente med det til han bliver større...

min kæreste har heller ikke kontakt til sin mor og der er også noget medicinsk der kan få betydning senere.

Det behøver en 3-årig da ikke vide. 

Han kan jo ikke bruge den information til noget når han er så lille.

Wampires skriver:

sagen er den at jeg ikke har kontakt til min biologiske mor eller far. Dem sønnen kender som mormor og morfar er mine plejeforældre.

Jeg er i tvivl om jeg skal fortælle ham det eller ej.

eneste grund til at fortælle det er pga der er nogle sygdomme hos min biologiske familie der kan have betydning den dag han ønsker at få familie.

men han er jo kun 3 år så tænker om jeg skal vente med det til han bliver større...

min kæreste har heller ikke kontakt til sin mor og der er også noget medicinsk der kan få betydning senere.

Jeg synes absolut at han skal have det at vide, men hvad den rigtige alder skal være, ved jeg ikke.

Men ja, jeg ville nok vente i hvert fald et par år, til han var stor nok til at forstå sammenhængen.

Wampires skriver:

sagen er den at jeg ikke har kontakt til min biologiske mor eller far. Dem sønnen kender som mormor og morfar er mine plejeforældre.

Jeg er i tvivl om jeg skal fortælle ham det eller ej.

eneste grund til at fortælle det er pga der er nogle sygdomme hos min biologiske familie der kan have betydning den dag han ønsker at få familie.

men han er jo kun 3 år så tænker om jeg skal vente med det til han bliver større...

min kæreste har heller ikke kontakt til sin mor og der er også noget medicinsk der kan få betydning senere.

Vent med at fortælle ham det Det skaber kun mere forvirring end gavn - taler af erfaring da min mand valgte at fortælle min bonus at den mand hun kaldte oldefar ikke var hendes rigtige oldefar, og det er da endnu længere ude i familien, og hun blev totalt forvirret på trods af at hun på det tidspunkt var 6.. 

Fortæl ham det når han er kommet op i nærheden af teenages årerne, han skal vel stadig have lov til at knytte sig til dine pleje forældre hvis de fungere som forældre til dig?  

Jeg ville vente - hvad skal han bruge den bekymring/ viden til som 3 - årig? 

Hvis du fortæller det nu, og på den rigtige måde selvfølgelig (mulige sygdomme er ikke aktuelt for en 3-årig) så vokser han op med at sådan er det, og det er helt normalt. De er jo stadig hans mormor og morfar, selvom det måske ikke er biologisk.

Jeg synes man skal passe voldsomt på med at levere sådan en nyhed, om dit såvel som barnets ophav, når barnet er større, feks teenager, og er i fuld gang med at definere hvem han/hun er og dén definition og det at finde ud af det går ofte hånd i hånd med at kende sin baggrund. Det kan være en voldsom og eksistensgrundlags-betvivlende (i mangel af bedre ord) nyhed at få...

Du kan bare forklare ham at mormor og morfar er mors plejeforældre, og at mor har været i maven på en anden kvinde hun ikke kender. Så kan han få at vide senere hvad præcis en plejefamilie er og hvorfor du voksede op dér. I samme omgang kan man jo så også fortælle at det ikke udelukkende er biologien der skaber ubrydelige kærlighedsbånd mennesker i mellem, men at det er dem der ER i dit liv, elsker dig og viser interesse for dig og dit liv, der er din rigtige familie...

Jeg kan godt se at jeg er den eneste med dette synspunkt indtil videre i denne tråd, men jeg har selv oplevet lignende tilfælde tæt på, og selvom det måske ikke er en løgn men bare noget man ikke har fortalt endnu, vil det virke som en løgn og som er liv baseret på hvad? En udelukkelse? En løgn? Ting man ikke fortæller? For et barn eller ungt menneske... Jeg vil også personligt mene det er bedre at starte fortællingen nu, end når barnet er 6 år, hvilket også er forvirrende, som en anden skrev. Jo tidligere jo bedre og jo mere naturligt er det i barnets hoved. Håber du finder den rette løsning for dig :-)

Signe-bine skriver:

Hvis du fortæller det nu, og på den rigtige måde selvfølgelig (mulige sygdomme er ikke aktuelt for en 3-årig) så vokser han op med at sådan er det, og det er helt normalt. De er jo stadig hans mormor og morfar, selvom det måske ikke er biologisk.

Jeg synes man skal passe voldsomt på med at levere sådan en nyhed, om dit såvel som barnets ophav, når barnet er større, feks teenager, og er i fuld gang med at definere hvem han/hun er og dén definition og det at finde ud af det går ofte hånd i hånd med at kende sin baggrund. Det kan være en voldsom og eksistensgrundlags-betvivlende (i mangel af bedre ord) nyhed at få...

Du kan bare forklare ham at mormor og morfar er mors plejeforældre, og at mor har været i maven på en anden kvinde hun ikke kender. Så kan han få at vide senere hvad præcis en plejefamilie er og hvorfor du voksede op dér. I samme omgang kan man jo så også fortælle at det ikke udelukkende er biologien der skaber ubrydelige kærlighedsbånd mennesker i mellem, men at det er dem der ER i dit liv, elsker dig og viser interesse for dig og dit liv, der er din rigtige familie...

Jeg kan godt se at jeg er den eneste med dette synspunkt indtil videre i denne tråd, men jeg har selv oplevet lignende tilfælde tæt på, og selvom det måske ikke er en løgn men bare noget man ikke har fortalt endnu, vil det virke som en løgn og som er liv baseret på hvad? En udelukkelse? En løgn? Ting man ikke fortæller? For et barn eller ungt menneske... Jeg vil også personligt mene det er bedre at starte fortællingen nu, end når barnet er 6 år, hvilket også er forvirrende, som en anden skrev. Jo tidligere jo bedre og jo mere naturligt er det i barnets hoved. Håber du finder den rette løsning for dig :-)

Jeg er helt enig.

Jo tidligere man får det af vide, jo lettere bliver det at acceptere.

Man får jo et chok som ældre, hvis man er vokset op i en anden tro. Hvis man altid har vidst det, er det blot en naturlig del af ens liv.

min far er ikke min søsters børns rigtige morfar men det får de ikke afvide før de bliver konfirmeret og det har aldrig ændret noget for dem.. svaret har altid været: når men det er altså min morfar. 

syntes ikke du skal sige noget. han forstår det ikke. fortæl det når han er større... han har ingen glæde af den information og kan evt. gå og bekymre sig unødvendigt om de så elsker ham og alt muligt... det ville være synd for ham..