Når livet bliver for hårdt...

Skriver for at få luft, ikke stødende kommentar.

Står i den situation at jeg skal starte op på mit studie igen, om en lille uge, efter et års barsel. Men der er INTET i mig der har det mindste lyst til at starte ude i klinik igen.

Jeg har en stor drøm om at blive sundhedsplejerske, og komme ud og arbejde med børn og unge. Men det kræver selvfølgelig jeg har sygeplejerske uddannelsen. Nu er jeg nået til modul 7, (dog som vandrehold pga. barsel mangler jeg 6 og 8, og dumpet modul 4. så denne skal jeg ud og tage om nu.)

Jeg har i dag modtaget mailen med afdeling og beskrivelsen af afd. osv. samt krav og forventninger til mig... og her væltede læsset fuldstændig for mig...

Efter jeg allerede har dumpet modul 4, to gange (dog begge gange på anden afdeling.) har jeg fuldstændig mistet lysten, selvtilliden og gnisten til studiet. Håbede at jeg efter barsel ville være kommet nok igen til at starte forfra på modulet på ny afdeling... men niks...

trods der er 5 dage til start, brød jeg fuldstændig sammen under aftensmaden, til trods for begge vores børn (på 4år og 10mdr.) sad med til bords. Måtte forlade bordet og gå op og lægge mig. Fik næsten det jeg vil kalde et panikanfald...

Når jeg tænker på forventningssamtalerne og vurderingssamtalerne (hvor vejleder og jeg samt eventuelt ekstra person der også har fulgt en, sidder med), er jeg næsten ved at hyperventilere og kan ikke lade være med at græde.

Kender slet ikke denne side af mig selv, plejer at være god til at komme videre, og ikke tænke mere over dårlige oplevelser, men lige nu er den eneste følelse jeg sidder med, modløshed og en knude i maven der ikke vil forsvinde.

Ved godt det en stor omgang rod det jeg har skrevet, men helt ærlig kan jeg slet ikke samle tankerne i hovedet, har mest lyst til at smide håndklædet i ringen og bare give op. Dur ikke til at få en uddannelse hvis jeg ikke engang kan klare en åndsvag samtale mellem studerende og vejleder... har heller ikke længere troen på jeg kan klare modul 4, (til trods for jeg har klaret 1,2,3,5 og 7 med fine resultater.)

Oven i alt det, har jeg en mand der bliver gal, og ikke forstår mig når jeg bliver ked og ikke kan give ham et klart svar på hvorfor jeg har det som jeg har det. Det måske endda meget nemmere hvis forholdet ikke var der, så jeg ikke også skal slås med det, oven i studie problemerne. puha... livet er hårdt, og forstår godt nogen giver op...

Puha får helt ondt i maven over at læse dette,., 

sådan havde jeg det dengang jeg tog min uddannelse i butik , havde en knude i maven hver aften inden jeg gik i seng og igen om morgnen og hele vej på arbejdet.,. Ofte gik det dog over når først jeg var kommet igang.,. Men da først uddannelsen var færdig og der ikke var nogen der forventede noget af mig længere gik jeg ned med en depression, nok med baggrund på hvad jeg alt havde været igennem følelsmæssigt i to år.,.

lyt til dig selv og din krop,måske skal du bare springe ud i det , igen , før end du kan vide om det er rigtig at droppe ud. 

Med hensyn til manden så tror jeg "bare" at det er så skide svært for de mænd at forstå man kan gå med sådanne følelser og blive direkte syg når man går rundt med alle de tanker.,.

jeg håber du finder ud af hvad der er det rigtige for dig,sender dig en masse kram

Jeg dumpede også min modul 4 eksamen. 

Jeg kan sagtens genkende nogle af dine følelser ift studiet/klinikstart, og mit råd til dig er, snak.. Snak med din kliniske vejleder, som er tilknyttet skolen. Fortæl om din angst omkring ikke at kunne gennemføre, det vil hjælpe dig enormt meget at få det sagt højt - udover det så bør din vejleder reagere på det, og støtte dig igennem - spørg evt om det er muligt at starte op med et optimeret læringsforløb i din klinik?

Det gjorde jeg på modul 12, da min daglige vejleder havde bemærket at jeg havde ramt muren. Hun tog fat i mig en dag, hvor jeg så brød sammen og bare sagde hvor lidt motivation jeg havde, fordi jeg bare følte at verden var imod mig i og alt var hårdt - klinik ekstra hårdt. Jeg følte ikke jeg levede op til det jeg skulle, og at kravene for at gennemføre var slet ikke noget jeg levede op til.

Jeg kom igennem, og blev i sidste uge bachelor med et stort 12-tal. Hvis du rækker hånden ud til skolen, eller anden vej er eg sikker på du nok også skal klare dig igennem og få din drømmeuddannelse.  

t.  

BigHope13 skriver:

Puha får helt ondt i maven over at læse dette,., 

sådan havde jeg det dengang jeg tog min uddannelse i butik , havde en knude i maven hver aften inden jeg gik i seng og igen om morgnen og hele vej på arbejdet.,. Ofte gik det dog over når først jeg var kommet igang.,. Men da først uddannelsen var færdig og der ikke var nogen der forventede noget af mig længere gik jeg ned med en depression, nok med baggrund på hvad jeg alt havde været igennem følelsmæssigt i to år.,.

 

lyt til dig selv og din krop,måske skal du bare springe ud i det , igen , før end du kan vide om det er rigtig at droppe ud. 

Med hensyn til manden så tror jeg "bare" at det er så skide svært for de mænd at forstå man kan gå med sådanne følelser og blive direkte syg når man går rundt med alle de tanker.,.

 

jeg håber du finder ud af hvad der er det rigtige for dig,sender dig en masse kram

 

Tusind tak for dit svar.

Har det lidt bedre, efter at havde sat ord på nogle af de mange tanker der kører rundt.

Det forfærdeligt at have det sådan her, kan slet ikke finde ro, og har overvejet at gå til læge for at få beroligende til aftenerne.

Jeg ved godt min mand, måske bare ikke helt ved hvordan han skal hjælpe mig, og derfor ender med at reagere hårdt i stedet for at imødekommende, men det hjælper mig bare slet ikke, at have følelsen af han ikke "vil" forstår, når jeg siger jeg ikke kan give en klar besked om hvorfor hele verden er væltet for mig nu.

sne190810 skriver:

Jeg dumpede også min modul 4 eksamen. 

Jeg kan sagtens genkende nogle af dine følelser ift studiet/klinikstart, og mit råd til dig er, snak.. Snak med din kliniske vejleder, som er tilknyttet skolen. Fortæl om din angst omkring ikke at kunne gennemføre, det vil hjælpe dig enormt meget at få det sagt højt - udover det så bør din vejleder reagere på det, og støtte dig igennem - spørg evt om det er muligt at starte op med et optimeret læringsforløb i din klinik?

Det gjorde jeg på modul 12, da min daglige vejleder havde bemærket at jeg havde ramt muren. Hun tog fat i mig en dag, hvor jeg så brød sammen og bare sagde hvor lidt motivation jeg havde, fordi jeg bare følte at verden var imod mig i og alt var hårdt - klinik ekstra hårdt. Jeg følte ikke jeg levede op til det jeg skulle, og at kravene for at gennemføre var slet ikke noget jeg levede op til.

Jeg kom igennem, og blev i sidste uge bachelor med et stort 12-tal. Hvis du rækker hånden ud til skolen, eller anden vej er eg sikker på du nok også skal klare dig igennem og få din drømmeuddannelse.  

t.  

Først et stort tillykke med at du er blevet sygeplejerske.

Må indrømme jeg har følt mig noget alene om at have dumpet modul 4, da ingen andre jeg kender har dumpet denne. Det har virkelig givet mig et knæk i selvtilliden.

Har tænkt tanken at forklare den nye vejleder om hvordan jeg har det, men er helt ærlig utroligt dårlig til at sætte ord på min frygt når jeg sidder overfor en person. Faktisk så dårlig at jeg er bange for ikke at blive taget seriøs, eller få et sammenbrud imens. Æv...

Det hårdt at føle sig presse ud i situationer man ikke bryder sig om, at skulle ud i.

Du er ikke den eneste der har det sådan! Jeg fik det på samme måde i 09 osse efter en endt barsel.. 

Min mand kunne heller ikke forstå mig og hvordan skulle andre kunne forstå det når man ikke selv kan!.. 

Jeg valgt at tage en snak med min læge og blev så sygemeldt da han mente jeg måske havde på en mindre depression .. Jeg følte det nu mere som noget angst for at skulle væk hjemmefra og stå til ansvar for andre og det var mit overskud ik til.

Jeg kom tilbage på job efter noget tid måske du bare skal ha overstået den første dag afsted, selvom det nok er med en stor klump i maven..

mange tanker fra mig

Jeg vil anbefale dig at prøve en NADA behandling frem for noget beroligende  det giver ro på uden medicin, men samtidig kan du bruge en at tale med det om. Det kunne være din læge eller din vejleder