Eksperthjælp: Amning af næste barn efter dårligt første ammeforløb

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

933 visninger
0 svar
0 synes godt om
24. januar 2015

Catrine Hansen

Hej Catrine

Jeg skriver til dig fordi jeg venter vores andet barn og amningen gik rigtig dårligt ved vores første barn. Jeg ammede kun knap 2 uger og vil rigtig gerne have at amningen skal lykkedes denne gang. Sidste gang fik jeg næsten med det samme svamp i brystvorterne og min datter svamp i munden. Det var meget smertefuldt at amme pga svampen. På hospitalet sagde de at det både kunne være mig, som havde smittet min datter med svamp men også omvendt. Jeg tænker at hvis det var mig, der havde svamp på mine brystvorter fra starten, kan jeg så gøre noget for at undgå det sker igen. Kan jeg behandle brystvorterne for svamp inden fødslen for en sikkerheds skyld?

Jeg tror at det skyldes flere faktorer at amningen gik galt sidst. Jeg var deprimeret under min graviditet og også efter fødslen. Jeg havde et meget dårligt og langt fødselsforløb, som endte i et akut kejsersnit i narkose(lokalbedøvelsen virkede ikke). Jeg havde det meget dårligt after fødslen og synes det hele var meget uoverskueligt. Min datter havde for kort tungebånd( det blev dog hurtig klippet).
Vi blev genindlagt efter 10 dage da min datter blev ved med at tabe sig. Det vidste sig at hun næsten ikke fik noget ud når hun blev ammet(17 ml ved det ene og 39 ved det andet). Jeg kunne ellers sidde og amme i 1 1/2 time trods smeter og troede så at hun var mæt. Vi troede at hun græd efterfølgende fordi hun måske havde spist for meget. Vi fik så dårlig samvittighed, da vi fandt ud af at hun nærmest ikke havde fået noget mad.
Efter gen indlæggelsen blev jeg sendt hjem med besked om at amme, derefter malke ud mens min mand gav det på falske fra sidste udmalkning og så slutte af med mme. Det skulle vi gøre 8 gange i døgnet. Vi kæmpede også stadig med svamp hos både min datter og jeg. Det fyldte bare det hele og jeg sad bare og græd med brystpumpen. Vi blev derfor i samarbejde med sundhedsplejersken enige om at stoppe amningen. Jeg synes det var en sorg ikke at kunne amme.
Hov det blev et meget langt indlæg.
Til sidst vil jeg sige at der var en sosu ass på barselsgangen, der tidligt forslog at bruge en brystpumpe for at sikre at der kom gang i mælkeproduktionen. Det blev dog ikke til noget, da den næste, der var på vagt mente det var unødvendigt. Jeg tænker at det måske kunne have gjort en stor forskel og tænker at jeg vil gøre dette næste gang.
Vh D



Catrines svar

Kære D

Selvfølgelig kan du amme denne gang! I hvert fald er der gode chancer! :-)
Der er ikke noget at sige til at det var svært med amningen første gang. Der har da immervæk været mange odds imod dig og dit barn.
Du kan næppe komme igennem så mange hårde og svære ting igen.
Har du fået talt din fødsel igennem med en jordemoder? Det er i hvert fald vigtigt inden næste fødsel.
Ift at forebygge svamp, så dur det ikke at smøre hvis ikke der er svamp. Så kommer du bare til at ødelægge den naturlige flora på brysterne.

Som du selv er inde på, ville det have været en god ide at malke ud efter fødslen. Men kun hvis dit barn ikke selv har kræfter til at sutte. De fleste babyer vil umiddelbart efter fødslen have lyst til at die, og så skal du bare lade ham/hende sutte så ofte han/hun vil.
Hvis ikke ens baby selv sutter hyppigt lige efter fødslen, så bør man malke ud for at stimulere.

Denne gang kan du måske prøve at malke lidt ud fra uge 37 - altså under graviditeten. Du har allerede råmælk i brysterne, og det gendannes hele tiden, så du skal ikke være bange for at opbruge det.
Du kan gøre det sådan her: 3 gange om dagen trykker du noget råmælk ud med hænderne. Du sætter en spiseske nedenunder til at opfange råmælken. Der kommer ikke så meget. Denne råmælk suger du så op med en engangssprøjte og gemmer i køleskabet. Efter de tre gange lægger du sprøjten i fryseren.
Når du så skal afsted til hospitalet (med mindre du føder hjemme), så tager du sprøjterne med dig. Efter din baby så er født, så starter du med at give ham/hende noget af mælken direkte fra sprøjten. Din babys mavesæk er ikke særlig stor, så der skal ikke så meget til.
Du skal selvfølgelig stadigvæk lægge dit barn til - men du kan så supplere med mælken i sprøjterne. På den måde får dit barn hurtigere kræfter til at sutte endnu mere effektivt, og man forhindrer at barnet kommer til at mangle mælk og dermed blive sløv. Du kan få jordemødrene på hospitalet til at hjælpe dig.
Husk at sprøjterne skal opbevares køligt, men gives ved stuetemperatur.

Hvis man før har født for tidligt skal man ikke bruge denne metode med at trykke mælk ud inden fødslen, men ellers er der ingen risiko ved det.

Skriv gerne igen eller ring til en ammerådgiver hvis du er i tvivl om noget af det jeg har skrevet.

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke og jeg er sikker på at denne gang bliver det helt anderledes for dig.

Mange hilsner Catrine

Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.

Forældre og Fødsel: fogf.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.