åårh de skænderier altså..

Jer der er i ''normale'' forhold.
Hvad laver i når i kommer op at skændes med jeres kæreste/mand?

Her tænker jeg, går i ud? er i ligeglade? 
hvordan påvirker det jer?? Eller hvad laver i, i den sure periode.

Har lige været oppe og skændes med min kæreste, der i al surhed væltede tøjkurven med rent tøj i.. Råbte noget med at han ikke gider det her mere (hvilket han har sagt før og ændret igen) og gik ind på værelset, jeg fulgte selvfølgelig efter. Så spørger han mig hvorfor jeg gider at være sammen med ham og hvorfor jeg overhovedet bliver hos ham når han er som han er (er for tiden under sindsygt meget press hvilket resulterer i at han er sur og frustereret i perioder, der alligevel ikke holder så længe) Jeg svarer at det gør jeg fordi at jeg elsker ham og det der er 'galt' i vores forhold altså ikke er grund nok til at jeg skal gå fra ham. Men han mener at han er ALT for usund for mig. Så siger han at han har brug for fred og jeg svarer at han skal komme og snakke med mig når har føler at han er kommet ned på jorden igen. Nu står han så i køkkenet og folder tøj (hvilket jeg normalt gør) men har stadig ikke sagt noget til mig.. 

Og jeg sidder på computeren.. 

Tror egentlig det er meget sundt lige at tage en time out.. Så man hver især lige får mulighed for at tænke over tingene.. Og ikke kommer til at sige noget man ikke mener, i vrede, eller fordi man føler sig trængt op i en krog.. 

Og så tror jeg at I måske har forskellige "måder" at skændes på.. 

Min eks var vildt god til at skændes. Han kunne bare holde den røde tråd, og huske alt hvad der var blevet sagt, og holde hovedet koldt.. Jeg derimod, blev ked af det, og græd for det meste og gik min vej, fordi jeg synes det var ubehageligt, og fordi han simpelthen ikke ville lade mig være..

Min kæreste og jeg skændes ikke.. Vi snakker om tingene.. (Og det skal ikke lyde som om jeg pudser glorien, vi har bare endnu ikke skændes, på halvandet år)

Min mand er meget tålmodig og taler pænt han kan godt blive god venner med mig igen, det er nok mest mig der altid starter skænderi små ting som føler der blev stor ting, og så nogle gang føler han såre mig bare han igornere mig, tage jeg mit barn og sove hos min forældre ! Ellers blive hjem, laver ikke mad til ham , vaske ikke hans tøj, eller få han ikke noget romantisk når han prøver på noget 

men det kan ske flere mdr før vi skændes , men nu taler vi bare med hinanden begrund vores søn er 2,6år nu og han forstår og lære mange ting fra os. 

Vi skændes ikke på den måde overhovedet. 

Vi kan godt diskutere og være uenige, men det kommer aldrig derop hvor det bliver et skænderi. Og når vi har diskuteret færdigt, evt bare blevet enige om at være uenige, jamen så går livet videre og så er der ikke mere i det. 

Jeg kommer desværre lidt for hurtigt op i det røde felt og har svært ved at komme ud af det - jeg vil helst gå væk fra situtionen i et par minutter så jeg lige kan komme ned igen. 

Min kæreste er lige modsat - han skændes ikke, han diskuterer. Men problemet er når jeg så beder om at være i fred i nogle minutter og han følger efter mig og fortsætter så har jeg svært ved at komme ned og siger nogle åndssvage ting. 

Jeg tror det handler om at give plads til hinanden til at være sur/vred/såret på hver sin måde og så kan man tage snakken når man er kølet ned

Anonym skriver:

Jer der er i ''normale'' forhold.
Hvad laver i når i kommer op at skændes med jeres kæreste/mand?

Her tænker jeg, går i ud? er i ligeglade? 
hvordan påvirker det jer?? Eller hvad laver i, i den sure periode.

Har lige været oppe og skændes med min kæreste, der i al surhed væltede tøjkurven med rent tøj i.. Råbte noget med at han ikke gider det her mere (hvilket han har sagt før og ændret igen) og gik ind på værelset, jeg fulgte selvfølgelig efter. Så spørger han mig hvorfor jeg gider at være sammen med ham og hvorfor jeg overhovedet bliver hos ham når han er som han er (er for tiden under sindsygt meget press hvilket resulterer i at han er sur og frustereret i perioder, der alligevel ikke holder så længe) Jeg svarer at det gør jeg fordi at jeg elsker ham og det der er 'galt' i vores forhold altså ikke er grund nok til at jeg skal gå fra ham. Men han mener at han er ALT for usund for mig. Så siger han at han har brug for fred og jeg svarer at han skal komme og snakke med mig når har føler at han er kommet ned på jorden igen. Nu står han så i køkkenet og folder tøj (hvilket jeg normalt gør) men har stadig ikke sagt noget til mig.. 

Og jeg sidder på computeren.. 

Når vi er halv sure på hinanden eller keg generelt er gal rydder jeg altid op/gør rent... Ved ikke hvorfor det har jeg altid gjort for at afreagere på noget fornuftigt...

min kæreste sidder som regel lige g kigger lidt på telefonen/facebook osv også er vi rolige og venner igen lidt efter

Vi skændes faktisk aldrig på den måde. Vi kan blive sure og irriterede på hinanden og der hjælper en timeout som det lyder til i også har holdt rigtigt godt. Men altså selvom der er timeout er man da rigtigt træt af det og lidt ked af det - det er jo ikke sjovt at skændes. Ligeglad tror jeg aldrig man er - medmindre man har skændtes så mange gange at man er ved at blive immun overfor det - hvilket jo klart er et virkeligt dårligt tegn.