kæmpe pres, sorg og stress på en gang

Efter jeg mistede for halvanden uge siden, har 2 veninder fortalt om deres graviditet. Føler et kæmpe pres, fordi jeg jo os gerne vil være gravid og kan næsten ikke rumme deres graviditeter. 

De ved ikke noget om mig og min situation. Men de taler om hvordan det er at være gravid osv, uden anelse om, at jeg faktisk godt ved hvor fedt det er at se to streger og hvor ondt det gør at miste det. 

Er bange for, at denne stress, pres og sorg gør, at det kommer til at tage 100 år at blive gravid. Blev gravid i første forsøg første gang, men der var jeg ikke lige så angst for det ikke kunne lade sig gøre og følte ikke et pres, da alle ikke var gravide. Hvad skete der?  Hvor ufatteligt urealistisk er det at alle er gravide lige pludselig når jeg mister? Vel og mærke to jeg ikke engang vidste skulle til at have børn også. Av mit hjerte. 

Vil ikke fortælle dem noget, men har lyst til at skrige dem ind i hovedet at jeg ikke kan rumme dem og deres graviditeter. 

Jeg har mistet to gange nu, og har begge gange haft tætte veninder der blev gravide samtidig eller lige efter... og det er SÅ hårdt!

Jeg vil dog råde dig til at genoverveje din beslutning om hvorvidt du skal fortælle dine veninder om din situation. Selvom du måske ikke ønsker de skal vide det, kan det måske hjælpe til at I ikke helt mister hinanden i denne situation. De vil have svært ved at forstå hvorfor du måske trækker dig og ikke orker at høre om deres lykke, hvis du ikke involverer dem i din sorg.

for at du snart er gravid igen og kan dele lykken med dine veninder

FruOlsen skriver:

Jeg har mistet to gange nu, og har begge gange haft tætte veninder der blev gravide samtidig eller lige efter... og det er SÅ hårdt!

Jeg vil dog råde dig til at genoverveje din beslutning om hvorvidt du skal fortælle dine veninder om din situation. Selvom du måske ikke ønsker de skal vide det, kan det måske hjælpe til at I ikke helt mister hinanden i denne situation. De vil have svært ved at forstå hvorfor du måske trækker dig og ikke orker at høre om deres lykke, hvis du ikke involverer dem i din sorg.

for at du snart er gravid igen og kan dele lykken med dine veninder

Jeg involverer mig, men græder når jeg tager derfra eller når de skriver til mig. Sætter pokerface på, men kan mærke jeg knækker indvendigt. 

Håber jeg os. Hvor jeg ked af du har mistet 2 gange. Tak fordi du fortæller det normalt og jeg ikke er den eneste der synes det skide hårdt. 

Vil gerne det skal være en overraskelse og de kender hele min familie. er bare bange for de taler over sig. 

Åhh hvor kan jeg sætte mig ind i din situation Det er bare super hårdt at ønske noget så brændende, som andre får lige foran næsen på en... 

Har selv mistet i november, og det lader til at det var partiel mola, så vi må ikke prøve igen i 6 mdr. Jeg blev også gravid i første hug, så det kom som et chok at noget var galt...

Jeg synes helt ærligt, at du skal åbne for dine veninder, og fortælle dem hvad der trykker dig. Det kan ende med ar de ikke forstår hvorfor du reagerer som du gør, når de bare så gerne vil tale baby, mave osv. Men du kan risikere at trække dig, uden du selv er klar over det. Fortæl dem det, så du kan få støtte fra dem, og derfor bedre han støtte dem tilbage

Linkaa skriver:

Åhh hvor kan jeg sætte mig ind i din situation Det er bare super hårdt at ønske noget så brændende, som andre får lige foran næsen på en... 

Har selv mistet i november, og det lader til at det var partiel mola, så vi må ikke prøve igen i 6 mdr. Jeg blev også gravid i første hug, så det kom som et chok at noget var galt...

Jeg synes helt ærligt, at du skal åbne for dine veninder, og fortælle dem hvad der trykker dig. Det kan ende med ar de ikke forstår hvorfor du reagerer som du gør, når de bare så gerne vil tale baby, mave osv. Men du kan risikere at trække dig, uden du selv er klar over det. Fortæl dem det, så du kan få støtte fra dem, og derfor bedre han støtte dem tilbage

 Jeg kan bare ikke. Igen fordi vi bor i så lille et samfund. Og ens bedste veninde har os en tæt veninde og så når jeg aldrig selv at fortælle jeg skal være mor før andre gør. 

Åh. Hvordan fandt i ud af det? 

Anonym skriver:

Efter jeg mistede for halvanden uge siden, har 2 veninder fortalt om deres graviditet. Føler et kæmpe pres, fordi jeg jo os gerne vil være gravid og kan næsten ikke rumme deres graviditeter. 

De ved ikke noget om mig og min situation. Men de taler om hvordan det er at være gravid osv, uden anelse om, at jeg faktisk godt ved hvor fedt det er at se to streger og hvor ondt det gør at miste det. 

Er bange for, at denne stress, pres og sorg gør, at det kommer til at tage 100 år at blive gravid. Blev gravid i første forsøg første gang, men der var jeg ikke lige så angst for det ikke kunne lade sig gøre og følte ikke et pres, da alle ikke var gravide. Hvad skete der?  Hvor ufatteligt urealistisk er det at alle er gravide lige pludselig når jeg mister? Vel og mærke to jeg ikke engang vidste skulle til at have børn også. Av mit hjerte. 

 

Vil ikke fortælle dem noget, men har lyst til at skrige dem ind i hovedet at jeg ikke kan rumme dem og deres graviditeter. 

Lige en kæmpe kram til dig herfra 

Jeg har ikke prøvet at miste, men vi har prøvet et år nu og skal starte i behandling - vores projekt er hemmeligt. Min bedste veninde startede PB baby samtidig som os og blev gravid efter 3 mdr. samt en tæt veninde fortalte i går de venter nr. 2. 

Det er utroligt hårdt at rumme deres glade når man selv er fyldt af frustrationer over det bare ikke lykkes for os - og især tankerne, kan behandling overhoved gøre os gravide. 

Til tider ville jeg ønske at vi ikke prøvede hemmeligt så man kunne snakket åbent om sine følelser. Jeg er utrolig glad på mine veninders vegne men samtidig jaloux!

Alle er bare gravide om en, fordi man har så meget fokus på det. 

Kunne det være en mulighed at tage lidt afstand fra dem eller fortælle I også prøver og I har mistet?

Anonym skriver:

 Jeg kan bare ikke. Igen fordi vi bor i så lille et samfund. Og ens bedste veninde har os en tæt veninde og så når jeg aldrig selv at fortælle jeg skal være mor før andre gør. 

 

Åh. Hvordan fandt i ud af det? 

Har du en anden at betro dig til så? Således at du kan "læsse" af på en anden?

Jeg fik ikke svar fra Hillerød, så to mdr efter aborten gik jeg på sundhed.dk og der var min journal endelig tilgængelig. Så stod den ellers på Google hele weekenden, indtil jeg kunne snakke med min læge. Så gik det stærkt, og blev indkaldt til scanning og blodprøver på Hillerød. De syntes det var meget pinligt at den læge havde glemt mig, og de følger mig tæt nu...

Dog ser det ud til at der er en graviditet allerede, da mit tal steg fra 13 til 55 på to dage. Men det vides endnu ikke om det er nyt eller molavæv...

Håber du får en at snakke med, da det bare er super hårdt st stå alene med. Jeg har ikke særlig mange veninder, så mange ting bliver kun vendt herinde

Du får bestemt også lige et kæmpe stort kram fra mig!

Jeg kan som de andre også sagtens relatere til nogle af de ting du skriver. Har ikke prøvet at miste dog. Vi har forsøgt i 3 1/2 år nu og jeg har endnu ikke oplevet at få en positiv graviditetstest

Hvis jeg fik en femmer for hver gang vi er blevet overhalet indenom af venner, veninder og bekendte der er blevet gravide med både nr. 1, 2 og 3 ville jeg være millionær

Det er dybt frustrerende og meget, meget svært at være glad og begejstret på deres vegne, selvom jeg oprigtigt gerne ville. Samtidigt skammer jeg mig over min egoisme over ikke at kunne rumme deres glæde. I starten af vores behandlingsforløb synes jeg det var ok. Men efter at have været i behandling gennem 1 1/2 år nu med 3 IUI forsøg og 2 IVF der ikke har båret frugt, kan jeg slet ikke overskue at være i samme rum som nybagte forældre og deres nyfødte - jeg vil ikke engang se på dem for det skærer i hjertet. 

Er nu ved mit 3 IVF, men tror ikke på det lykkes. Tanken om hvorvidt det nogensinde vil lykkes er ubærlig

Jeg føler mig enormt ensom og alene med det, så det er "befriende" at der er andre i samme båd (undskyld - håber du forstår hvad jeg mener) for jeg ønsker ikke dette selv for min værste fjende.

Men som nogle af de andre har tilrådet, kan jeg kun anbefale at du betror dig til nogle få gode veninder. Pas på med at være for åben om det dog- det var jeg i starten og fandt ud af at det var hårdt konstant at blive udspurgt når det endnu engang ikke var lykkedes! Derudover er det svært at min kæreste er så lukket omkring det - vi har svært ved at tale om det sammen, hvilket kun gør det sværere.... Hvordan er jeres kommunikation om det derhjemme? Kan du tale med din mand/kæreste om det?

Ønsker dig alt mulig held og lykke

Spunken84 skriver:

Du får bestemt også lige et kæmpe stort kram fra mig!

Jeg kan som de andre også sagtens relatere til nogle af de ting du skriver. Har ikke prøvet at miste dog. Vi har forsøgt i 3 1/2 år nu og jeg har endnu ikke oplevet at få en positiv graviditetstest

Hvis jeg fik en femmer for hver gang vi er blevet overhalet indenom af venner, veninder og bekendte der er blevet gravide med både nr. 1, 2 og 3 ville jeg være millionær

Det er dybt frustrerende og meget, meget svært at være glad og begejstret på deres vegne, selvom jeg oprigtigt gerne ville. Samtidigt skammer jeg mig over min egoisme over ikke at kunne rumme deres glæde. I starten af vores behandlingsforløb synes jeg det var ok. Men efter at have været i behandling gennem 1 1/2 år nu med 3 IUI forsøg og 2 IVF der ikke har båret frugt, kan jeg slet ikke overskue at være i samme rum som nybagte forældre og deres nyfødte - jeg vil ikke engang se på dem for det skærer i hjertet. 

Er nu ved mit 3 IVF, men tror ikke på det lykkes. Tanken om hvorvidt det nogensinde vil lykkes er ubærlig

Jeg føler mig enormt ensom og alene med det, så det er "befriende" at der er andre i samme båd (undskyld - håber du forstår hvad jeg mener) for jeg ønsker ikke dette selv for min værste fjende.

Men som nogle af de andre har tilrådet, kan jeg kun anbefale at du betror dig til nogle få gode veninder. Pas på med at være for åben om det dog- det var jeg i starten og fandt ud af at det var hårdt konstant at blive udspurgt når det endnu engang ikke var lykkedes! Derudover er det svært at min kæreste er så lukket omkring det - vi har svært ved at tale om det sammen, hvilket kun gør det sværere.... Hvordan er jeres kommunikation om det derhjemme? Kan du tale med din mand/kæreste om det?

Ønsker dig alt mulig held og lykke

Tak 

Det gør ondt at læse din historie. hvor er det uretfærdigt, at nogle skal have så svært ved det og 3 1/5 år.  Vil lige give dig en .. Håber virkelig at det lykkedes for jer snart så. Fortjener i efter den kamp. 

Men du har ret. Det gør ondt og man føler sig egoistisk fordi man ikke kan være i de andres glæde.  Men ville de ikke have det på samme måde? Tvivler på de ville være bedre eller have det bedre selv i situationen. Så det vil jeg ikke have det dårligt med, at jeg har svært ved. 

Synes bare, at det uretfærdigt. 

Linkaa skriver:

Har du en anden at betro dig til så? Således at du kan "læsse" af på en anden?

Jeg fik ikke svar fra Hillerød, så to mdr efter aborten gik jeg på sundhed.dk og der var min journal endelig tilgængelig. Så stod den ellers på Google hele weekenden, indtil jeg kunne snakke med min læge. Så gik det stærkt, og blev indkaldt til scanning og blodprøver på Hillerød. De syntes det var meget pinligt at den læge havde glemt mig, og de følger mig tæt nu...

Dog ser det ud til at der er en graviditet allerede, da mit tal steg fra 13 til 55 på to dage. Men det vides endnu ikke om det er nyt eller molavæv...

Håber du får en at snakke med, da det bare er super hårdt st stå alene med. Jeg har ikke særlig mange veninder, så mange ting bliver kun vendt herinde

Åh. Håber det er nyt væv og ikke mola. Krydser for dig. Vil gerne høre svaret. 

Av mit hjerte. Blev da lidt ked af at høre, du ikke har så mange andre muligheder end her.   Jeg har jo valgt at stå alene med det, da jeg ikke føler jeg kan fortælle det til nogen Hvordan har du det med det? Nogle gange er det måske os nemmere at snakke med folk herinde.