Vi er ikke enige

Jeg er en kvinde på 38, gift med en dejlig mand på 40. Vi har været sammen i 8 år. Jeg har 3 børn på 14,16 og 18 år fra et tidligere ægteskab.
Min mand har aldrig lagt skjul på han ikke ønsker sig sine egne børn. Grundet sygdom har jeg heller ikke haft lyst til flere børn, så alt var jo helt perfekt. Jeg er efterfølgende blevet transplanteret og har det godt igen.  Nu er jeg bare i den situation at jeg alligevel har lyst til et barn med min mand, lysten har været der i et års tid nu. Der er en lille risiko for min krop vil blive svækket ved en graviditet, men jeg får den “rigtige” medicin i forhold til graviditet.
Min mand har ikke skiftet mening, han har ikke lyst. De årsager han nævner er
1. Han vil være så bange for at få et sygt barn og vil hellere undvære end blive såret.
2. Han ved ikke om han kan finde ud af at være far og have det ansvar( han er en god papfar for mine børn)
3. Han synes man bliver meget bundet af et barn. (Vi er nærmest altid hjemme, går ikke til sport og går ikke i byen hver weekend).     4. Han er bange for at miste mig

Jeg er fortvivlet da jeg brændende ønsker mig et barn mere med min mand. Har overvejet i desperation at blive gravid for mig selv(anonym sæddonor) men har droppet den ide, den var tænkt i panik(ikke sagt højt). At forlade min mand og blive gravid med en anden er ikke en mulighed.

Syntes den er svær. For vi har jo alle ret til at ændre mening. Men din mand har også al mulig ret til, at holde fast i sin. Han har hele tiden spillet med åbne kort.

Så det eneste du vil kan gøre er enten at acceptere det, eller blive skilt?

Ønsker mig en baby skriver:

Jeg er en kvinde på 38, gift med en dejlig mand på 40. Vi har været sammen i 8 år. Jeg har 3 børn på 14,16 og 18 år fra et tidligere ægteskab.
Min mand har aldrig lagt skjul på han ikke ønsker sig sine egne børn. Grundet sygdom har jeg heller ikke haft lyst til flere børn, så alt var jo helt perfekt. Jeg er efterfølgende blevet transplanteret og har det godt igen.  Nu er jeg bare i den situation at jeg alligevel har lyst til et barn med min mand, lysten har været der i et års tid nu. Der er en lille risiko for min krop vil blive svækket ved en graviditet, men jeg får den “rigtige” medicin i forhold til graviditet.
Min mand har ikke skiftet mening, han har ikke lyst. De årsager han nævner er
1. Han vil være så bange for at få et sygt barn og vil hellere undvære end blive såret.
2. Han ved ikke om han kan finde ud af at være far og have det ansvar( han er en god papfar for mine børn)
3. Han synes man bliver meget bundet af et barn. (Vi er nærmest altid hjemme, går ikke til sport og går ikke i byen hver weekend).     4. Han er bange for at miste mig

Jeg er fortvivlet da jeg brændende ønsker mig et barn mere med min mand. Har overvejet i desperation at blive gravid for mig selv(anonym sæddonor) men har droppet den ide, den var tænkt i panik(ikke sagt højt). At forlade min mand og blive gravid med en anden er ikke en mulighed.

ved godt det lyder ondt men jeg ville lufte ideen for ham, at eftersom han ikk ønsker et barn at du så havde overvejet at finde en doner

Ja det tænker jeg også kan blive enden på det, men hvordan accepterer man at drømmen skal briste?

Hm hvis jeg stod i din situation ville jeg kraftigt overveje det. Ta snakken og holder han fast ville jeg acceptere, vil du ødelægge forholdet og få et donorbarn, hvad betyder mest ham eller et fælles barn. Jeg forstår faktisk godt hvis han i jeres alder ikke ønsker at starte forfra og blive bundet af alt det som følger med 

Det tog mig mange år at acceptere ikke at skulle have flere børn (manden ville hellere ikke have flere) jeg kunne vælge at følge min drøm om endnu et barn og gøre de 2 jeg havde til delebørn - eller jeg kunne vælge mit dejlige familieliv og acceptere ikke at få flere. 

Held i uheld så blev jeg gravid på prævention og det er bestemt heller ikke nogen ønske situation når man ved manden er 200% sikker i sin sag om ikke at skulle have flere. 

De3Guldklumper skriver:

Det tog mig mange år at acceptere ikke at skulle have flere børn (manden ville hellere ikke have flere) jeg kunne vælge at følge min drøm om endnu et barn og gøre de 2 jeg havde til delebørn - eller jeg kunne vælge mit dejlige familieliv og acceptere ikke at få flere. 

Held i uheld så blev jeg gravid på prævention og det er bestemt heller ikke nogen ønske situation når man ved manden er 200% sikker i sin sag om ikke at skulle have flere. 

 

Hvordan har din mand så taget det efterfølgende at du blev gravid?

Ønsker mig en baby skriver:

Jeg er en kvinde på 38, gift med en dejlig mand på 40. Vi har været sammen i 8 år. Jeg har 3 børn på 14,16 og 18 år fra et tidligere ægteskab.
Min mand har aldrig lagt skjul på han ikke ønsker sig sine egne børn. Grundet sygdom har jeg heller ikke haft lyst til flere børn, så alt var jo helt perfekt. Jeg er efterfølgende blevet transplanteret og har det godt igen.  Nu er jeg bare i den situation at jeg alligevel har lyst til et barn med min mand, lysten har været der i et års tid nu. Der er en lille risiko for min krop vil blive svækket ved en graviditet, men jeg får den “rigtige” medicin i forhold til graviditet.
Min mand har ikke skiftet mening, han har ikke lyst. De årsager han nævner er
1. Han vil være så bange for at få et sygt barn og vil hellere undvære end blive såret.
2. Han ved ikke om han kan finde ud af at være far og have det ansvar( han er en god papfar for mine børn)
3. Han synes man bliver meget bundet af et barn. (Vi er nærmest altid hjemme, går ikke til sport og går ikke i byen hver weekend).     4. Han er bange for at miste mig

Jeg er fortvivlet da jeg brændende ønsker mig et barn mere med min mand. Har overvejet i desperation at blive gravid for mig selv(anonym sæddonor) men har droppet den ide, den var tænkt i panik(ikke sagt højt). At forlade min mand og blive gravid med en anden er ikke en mulighed.

Jeg tænker at du jo vidste han ikke ville have egne. 

Så du må enten acceptere eller forlade ham 

Ønsker mig en baby skriver:

Hvordan har din mand så taget det efterfølgende at du blev gravid?

Vi var begge lige frustreret bare på hver sin måde da han ønskede abort og jeg jo inderst inde ønskede barnet. Jeg var ved lægen og snakke abort også. 

Men jeg kunne ikke og måtte selv tage til NF og først derefter begyndte han at spørge indtil det. Han kunne også ha valgt samme scenarie som da jeg stod og skulle acceptere ikke at få flere. Vores forhold var i dyb krise men vi har overlevet og i dag elsker han jo vores 3. Guldklump lige så højt som de 2 andre. 

Ønsker mig en baby skriver:

Jeg er en kvinde på 38, gift med en dejlig mand på 40. Vi har været sammen i 8 år. Jeg har 3 børn på 14,16 og 18 år fra et tidligere ægteskab.
Min mand har aldrig lagt skjul på han ikke ønsker sig sine egne børn. Grundet sygdom har jeg heller ikke haft lyst til flere børn, så alt var jo helt perfekt. Jeg er efterfølgende blevet transplanteret og har det godt igen.  Nu er jeg bare i den situation at jeg alligevel har lyst til et barn med min mand, lysten har været der i et års tid nu. Der er en lille risiko for min krop vil blive svækket ved en graviditet, men jeg får den “rigtige” medicin i forhold til graviditet.
Min mand har ikke skiftet mening, han har ikke lyst. De årsager han nævner er
1. Han vil være så bange for at få et sygt barn og vil hellere undvære end blive såret.
2. Han ved ikke om han kan finde ud af at være far og have det ansvar( han er en god papfar for mine børn)
3. Han synes man bliver meget bundet af et barn. (Vi er nærmest altid hjemme, går ikke til sport og går ikke i byen hver weekend).     4. Han er bange for at miste mig

Jeg er fortvivlet da jeg brændende ønsker mig et barn mere med min mand. Har overvejet i desperation at blive gravid for mig selv(anonym sæddonor) men har droppet den ide, den var tænkt i panik(ikke sagt højt). At forlade min mand og blive gravid med en anden er ikke en mulighed.

Er det et barn mere eller et barn med din mand du ønsker? Du skriver at det er fordi du ønsker st i skal have et fællesbarn men du skriver også at du overvejer at bruge donor og det er jo da to ret forskellige scenarier tænker jeg ��