Når man er sårbar gravid.
Hej.
Jeg er en ung kvinde der har flere personligheds forstyrrelser og angst og periodevis depression. Jeg er gravid med mit første barn. Ved første samtale med Fødselslægen i uge 8 fik jeg at vide at de ville tilbyde mig et forløb der kaldes "sårbare gravide". Som jeg forstod det består forløbet primært af flere samtaler med henholdsvis læge og jordemoder og evt gruppeterapi.
Jeg er i uge 10 i morgen og skal til nakkefolds scanning den 21 i denne måned. Jeg er også indkaldt til samtale med jordemoderen den 16 februar. Her vil jeg være i slutningen af uge 15. Jeg skal selv bestille tid ved lægen når jeg skal ha lavet glukosebelastningstest men jeg har ingen ekstra tider ellers.
For mig virker det som om at den samtale med jordemoderen ligger meget langt væk.
Jeg er bange for alt lige nu, det være sig graviditeten, at barnet fejler noget, fødslen og alt det nye der kommer bagefter. Min primært frygt pt er at jeg er bange for at fejle noget der kan være fatalt for mig ved fødslen. Det er helt absurd at se sig selv skrive dette, men det er nu engang sådan jeg føler.
Jeg tænker bare, at i forhold til at jeg skulle være i et forløb hvor man skulle opleve at der er lidt mere fokus, føler jeg mig meget efterladt.
Jeg er tilsluttet en psykiater som styrer medicin men jeg går ikke længere i terapi. Jeg er blevet trappet ud af noget medicin jeg fik for angst for nyligt fordi jeg ikke kan tage de piller når jeg er gravid. Og jeg synes i det store og hele at jeg klarer mig godt uden dem alting taget i betragtning.
Er der noget jeg kan gøre for evt at tale med nogen om alt dette her? Eller skal jeg vente til første aftalte jordemoder samtale?
Charlottes svar
Kære Du
Tak for dit brev og tillykke med din graviditet.
Jeg synes så absolut at du skal kontakte den afdeling hvor du skal føde - evt. det afsnit der specielt tager sig af sårbare gravide - og fortælle dem hvordan du har det lige nu, både lige nu med al din angst og frygt, ligesom du skal sige til dem at du synes der går ALT for lang tid til din første jordemoderkonsultation. Hvis de ikke kan tilbyde dig samtaler allerede nu, så tror jeg desværre ikke der er andet at gøre, end enten at du tager kontakt til din psykiater eller at du finder en praktiserende jordemoder med terapeutisk uddannelse. Nu skriver du ikke hvor i landet du bor, men der er mange jordemødre med psykoterapeutiske uddannelser rundt omkring i landet, som du måske ville få glæde af at tale med. Det ville jo i så fald være som selvbetaler, da det foregår i privat regi. Men prøv nu først at få kontakt til det sted du skal føde, for lige nu synes jeg at det er meget vigtigt for dig, ikke at gå rundt og være bange og angst, det kan samtaler lette på.
Jeg håber du kan komme lidt videre med mit svar, ellers så er du hjertens velkommen til at skrive igen, mange varme hilsner Charlotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
Anmeld