Et barn mere ?

Kunne ikke lige finde et passende sted, så det kommer her 

Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af, om vi skal have et barn mere.

Vi har altid ønsket os 1 barn - det har aldrig været på tale med en stor børneflok.

Vi har en dreng fra 2011, som har været særdeles svær at lave. Der skulle reagensglas behandling til og det lykkedes ikke lige i første forsøg. - Ikke nok med det, så var vi også igennem en fødsel fra helvede. 44 timers aktiv fødsel, der nær havde kostet ham livet.

Jeg hadede at være på barsel, ganske enkelt. Jeg kedede mig bravt, manglede voksenkontakt og manglede i særdeleshed mit arbejdsliv.

Somme tider, overvejer jeg faktisk om jeg måske havde en fødselsdepression ?

Bortset fra alt det negative i starten, så er han verdens dejligste unge og han er det absolut bedste i vores liv 

Vi har æg på frost til en baby mere, men jeg aner simpelthen ikke om jeg tør få en mere.

Kan jeg klare en fødsel mere, en barsel mere med søvnløse nætter og kan jeg overhovedet rumme et barn mere.... Der er mange spørgsmål og jeg mangler svar....

Min mand er god - for han lader det være helt op til mig, da han føler at det skal være min beslutning, om jeg kan klare det hele én gang mere.

Tiden presser sig på, frost æggene skal bruges inden maj 2015 og vi er begge, lad os bare sige, godt inde i 30'erne.

Dette skal ikke være en debat om hvor synd det er for enebørn, så jeg leder efter andres overvejelser om, at få nr. 2 eller at stoppe efter nr. 1.

Tak for at du læste med så langt 

M2011 skriver:

Kunne ikke lige finde et passende sted, så det kommer her 

Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af, om vi skal have et barn mere.

Vi har altid ønsket os 1 barn - det har aldrig været på tale med en stor børneflok.

Vi har en dreng fra 2011, som har været særdeles svær at lave. Der skulle reagensglas behandling til og det lykkedes ikke lige i første forsøg. - Ikke nok med det, så var vi også igennem en fødsel fra helvede. 44 timers aktiv fødsel, der nær havde kostet ham livet.

Jeg hadede at være på barsel, ganske enkelt. Jeg kedede mig bravt, manglede voksenkontakt og manglede i særdeleshed mit arbejdsliv.

Somme tider, overvejer jeg faktisk om jeg måske havde en fødselsdepression ?

Bortset fra alt det negative i starten, så er han verdens dejligste unge og han er det absolut bedste i vores liv 

Vi har æg på frost til en baby mere, men jeg aner simpelthen ikke om jeg tør få en mere.

Kan jeg klare en fødsel mere, en barsel mere med søvnløse nætter og kan jeg overhovedet rumme et barn mere.... Der er mange spørgsmål og jeg mangler svar....

Min mand er god - for han lader det være helt op til mig, da han føler at det skal være min beslutning, om jeg kan klare det hele én gang mere.

Tiden presser sig på, frost æggene skal bruges inden maj 2015 og vi er begge, lad os bare sige, godt inde i 30'erne.

Dette skal ikke være en debat om hvor synd det er for enebørn, så jeg leder efter andres overvejelser om, at få nr. 2 eller at stoppe efter nr. 1.

Tak for at du læste med så langt 

Jeg kan godt genkende nogle af tankerne fra nr. 1, men det er så meget anderledes at få nr. 2, der er man så meget med på, hvad det handler om, og man har 2 børn med de dertilhørende anderledes problematikker, og du får så meget at se til, så du kommer til at ønske en fuld barsel og formentligt også nedsat tid bagefter.

Jeg skulle slet ikke have haft nogen børn, det var fint med arbejdet - nu har jeg 3 guldklumper og elsker hvert minut.

Wow sikke et pres, at i skal have bestemt jer inden maj. I mit hoved handler det ikke så meget om jeres alder, eller om han bliver enebarn eller ej, men hvordan har DU det? (selvfølgelig også din mand, men lyder til han har meldt ud at det er op til dig og dejligt han ikke presser) Hvad er din drøm? Hvordan ser du helt inde i hjertet jeres familie fuldendt?

Det kan jo være at næste fødsel bliver en god oplevelse, det jo heldigvis de færreste der går, som det du desværre har oplevet. Eller måske man kan få planlagt kejsersnit, pga. af historik og frygt?

Jeg var heller ikke vild med barsel. Det selvfølgelig dejligt at være med sit barn, men manglede også voksenkontakt og udfordring til hjernen. MEN man kan jo tage kortere barsel, evt. lad din mand få en del. det gør vi næste gang (er gravid med nummer 2)

Hvis i bestemmer jer for en nummer 2, er jeg sikker på, du finder rummeligheden. Da jeg stod med positiv test i august var min første tanke "hvordan skal jeg elske et andet lille menneske lige så højt som ham vi har?" (har en søn på nu 13 måneder) Men allerede dagen efter tænkte jeg kun på hvor fantastisk heldige vi var at få lov at få sådan et lille livsstykke mere.

Det fantastiske opvejer  for mig alle de dårlige ting, og har man det ikke sådan, kan jeg godt forstå tvivlen og tankerne, og syntes det er beundringsværdigt at tænke det SÅ meget igennem, inden man sætter et lille liv til verdenen. De skal jo have de bedste rammer de små pus.

Så igen. Hvordan har du det helt inde i hjertet? Ønsker i alt fald det bedste for jer, om jeres valg er på det ene fantastiske barn i har, eller en lilleput mere... eller 2 hvem ved

Har I lyst til en mere?  Tror I skal lytte til Jeres mavefornemmelse her. Selvom det er en hård process med at få lavet og leveret baby, ja så er man jo villig til at give sin halve arm for det, hvis man virkelig ønsker det. Jeg kedede mig også på barsel, men gør det gladelig igen.

At få barn nr 2 overraskede mig. Det er max hårdere at være forældre til 2, end til en. Så det handler også om I har lyst til at være børnefamilie "for alle pengene".

Håber I finder den bedste løsning for Jer.

Hejsa.

kan godt forstå tankerne kommer nu hvor æggene på frost skal bruges inden maj15. Men du skal jo gøre op med dig selv om du ønsker at komme igennem det hele en gang til. For det er virkelig ikke en dans på roser at have små børn. 

Jeg har selv en datter fra maj 2011. En uge inden ( dvs 3+0) var der en der kørte op bagi mig i min bil så jeg fik et piskesmæld. Den gang vidste vi self ikke jeg fik et piskesmæld. Men vi valgte at beholde vores datter. Graviditeten var et rent helvede for at sige det mildt.

jeg kunne dog godt lide at gå på barsel men det var utrolig hårdt pga mit piskesmæld trods det at vores dattersov igennem fra dag 1. 

Tiden har været utrolig hård for os. Også fordi faderen lider af posttraumatisk stress hvilket han fik diagnoseret feb 2011. Vi holdte sammen og det har kostet sved og tårer. Men klart det hele værd. Jo ældre vores datter blev jo mere ønskede vi os en mere fordi det jo blev nemmere jo mere selvhjulpen hun blev. Vi valgte så at få en mere. Fordi vi har så meget støtte fra vores familie som hjælper utrolig meget til. Jeg blev gravid og jeg frygtede graviditeten fordi det var et sandt helvede sidste gang. Men jeg havde lidt mere mod på det fordi jeg har været igennem en god gang smertehåndtering og blevet rigtig god til at lytte til min krop og håndtere mine smerter.

og jeg havde jo støtten fra faderen og familien. 

Men så skete det desværre at faderen og jeg måtte gå fra hinanden her for 4 mdr siden og jeg står nu og skal føde om 2 uger. 

Graviditeten har gået over alt forventning indtil nu, hvor jeg desværre har en svær bækkenløsning. Men faderen og jeg har et fantastisk forhold til hinanden. Vores datter lider ingen last under vi er gået fra hinanden. Det var kun den første mdr hun havde det lidtsvært. Men vi ses alle sammen flere gange om ugen og faderen er til overnatning håret par gange om mdr. Og nu hvor jeg har bækkenløsning er han her meget til at hjælpe. Vi elsker stadig hinanden men hans sygdom og små børn er desværre ikke en god cocktail. 

Jeg er utrolig bange for at stå alene med vores datter og vores søn men alligevel ikke for han vil være herutrolig meget da han jo også vil være en del af vores søns opvægst. Derudover hjælper begge familier utrolig meget.

Selvom jeg nok ikke ville have valgt at få et barn mere hvis jeg kendte til at vi måtte bo hver for sig. Så fortryder jeg alligevel ikke. For vi begge ønskede os rigtig meget et barns til. Og vi trøster os med at de jo bliver større og med tiden bliver det hele nemmere. Men vi tog en beslutning trods vores lidelser, og vi ved det bliver rocker hårdt. Men vi er sikker på det bliver det hele værd. Og at vi aldrig vil fortryde at vi fik en mere.

så det jeg vil sige til dig er at du skal tænke over om du tror du vil fortryde on nogle år at i ikke fik en mere. For hvis du tror du vil fortryde så skal i da have en mere. Husk babystadiet ikke er for evigt, og så skal du være opmærksom på om du evt, kunne have symptomer på en depression næste gang hvis der bliver en næste gang.

nå undskyld den lange smører, men tænker det måske er rart at høre lidt om hvordan det har været for os selvom min historie ikke er helt den samme som din.

Du skal føle familien ikke er komplet tror jeg. Og hvis i gør det, så kender du tegnene nu, og kan råbe op og få lidt hjælp og vejledning.

vi var 14 mdr om at blive gravide første gang. Jeg mistede mit drømmebarn ved en MA,  efter en scanning der viste det var dødt da jeg var 8 uger henne. Var knust. Vi kæmpede med det samme for en ny graviditet, men der gik to år før vi stod med endnu en ny flot test.

var overbevist om jeg ville miste ham helt indtil fødslen... At noget ville gå galt. Og fødslen gik i gang, men efter 45 timers veer var jeg slet ikke åben og han var ved at stå af derinde. Hu Hej til akut kejsersnit. Han fik 2 på APGAR da han blev hevet ud. Ingen var ved min side da jeg vågnede af narkosen. Og det sidste jeg havde hørt var, han skal ud NU...hjerterytmen er faldet drastisk...

så igen, blev jeg panisk for at det var gået galt. Råbte efter mit barn og efter laaaang tid, ca 1,5 time efter jeg havde fået ham, kom han ned i min mands arme, flot og lækker. Men han havde ikke trykket vejret da han blev født og havde knap hjerteslag, så det var godt de fik ham ud.

grundet al det virvar, var jeg i starten overbevist om han skulle være enebarn.

 Men det gik over 20 mdr senere blev første lillesøster født og endnu tre år senere endnu en lillesøster.

grundet den lange forsøgstid med min søn, sagde jeg til min mand vi skulle i gang igen hurtigti så mellemrummet ikke blev mere end 4 pr. Og blev gravid hurtigt, meget overraskende, men fik en SA. Blev gravid igen inden næste mens. Så alt i alt to lillesøster nr et kun 5 mdr at lave

lillesøster nr to tog faktisk endnu kortere tid. Kun 1,5 fra jeg smed præventionen..

helt tosset at være så længe om at lave barn nr er, altså mere end 3 år for at få ham, inklusiv en MA.

men, havde altid troet jeg skulle have en dreng og en pige...og det fik jeg. Og var lykkelig.. Men kunne mærke mon familie slet ikke var fuldendt. Hvis jeg tog et mentalt billede af os alle, kunne jeg se en Tom plads. Tror det er pga min MA, hvor jeg følte mit ønskebarn blev revet væk. Uanset hvad, så føler jeg min familie er fod nu, som den skal være. Vil altid være småskruk, men jeg ved inderst inde den er fuldendt nu. Det har givet mig en indre ro jeg slet ikke havde med kun to børn.