Anonym skriver:
Skråstreg selvstændighedsalder. Vi har pseudotvillinger, og det har mange fordele, men også mange ulemper. Det her skal ikke blive en debat om, om det ene er bedre end det andet, for det er overhovedet ikke pointen! Derfor vil jeg også frabede mig kommentarer som "Se, det avr derfor vi ikke fik dem tæt". Tak! 
Jeg synes begge måder at gøre det på er lige gode, kommer an på hvem man er som mennesker og familie.
ANYWAY! Nu er de hhv. lidt over 3 og 1,5 år gamle. Og den lille er nu begyndt at komme i trodsalderen. Den store er det selvfølgelig full-on, og PYHA det er pisse hårdt lige nu! Især fordi det er ferie og de begge er hjemme. Jeg synes ikke vi har andet end konflikter dagen lang. Den lille er jordens største pilfinger, og mange af de ting han piller ved, kan vi ikke fjerne (fx pause-knappen på opvaskemaskinen, væggen der er koblet til en lavtsiddende stikkontakt, fordi vi pt. ikke kan sætte loftslamper op, køleskabet som åbenbart er sjovt at åbne/lukke) osv. Derfor sker det jo 1000 gange om dagen, at vi må sige nej. Vi prøver selvfølgelig at aflede i stedet, give positiv opmærksomhed, men han er bare sådan en fræk lille bisse 
Han VED godt, at han ikke må, men forstår self. ikke fuldstændigt det med handling/konsekvens endnu. Han synes det er sjovt, når vi siger fra (tal om provokerende!), men hvis vi fjerner ham, får han et af de berygtede hys-anfald. Dertil kommer at han lige nu er inde i en mega voldsom morsyg fase, og uanset hvad jeg gør, og hvad far gør, er det KUN mig der dur.
Den store er generelt bare en hidsigprop. Hun får hysterisk sammenbrud af alt lige nu. Det kan være, at lillebror spiser "for hurtigt" i hendes øjne, at jeg lukker døren for hurtigt osv. You get the picture. SÅ hele dagen går også bare på at skulle rumme hendes følelser, men på samme tid være nødt til at sige fra, fordi det selvfølgelig ikke er hende der skal bestemme, i hvilket tempo lillebror spiser sin mad. I tilgift hertil er hun OGSÅ mega morsyg, så når den ene af dem er hos mig, bliver den anden hys, og omvendt, og de vil naturligvis ikke dele.
Vi går også op i at give dem begge alenetid med os hver for sig og den slags, det har bare ingen effekt.
Fortæl mig lige, hvordan kommer vi alle 4 helskindede gennem denne fase? Lige nu synes jeg ærlig talt overhovedet ikke det er hyggeligt at have juleferie med dem 
Og vi gør ellers alt hvad vi kan for at skabe en positiv atmosfære og aktiviteter der rummer deres behov (dvs. der skal helst ikke ske for meget lige pt.).
Jeg må hellere understrege, at vi forstår og respekterer deres følelser og forstår, at det er en udvikling de skal igennem. Det er bare hårdt for os alle, så søger hvordan vi kommer igennem det på en måde, der fungerer godt for alle parter.
Hvad gør I når I fortæller at det er forkert?
Her bruger vi time-out, han forstår ikke totalt hvad der sker, men vi sætter ham ned, fortæller ham hvorfor han siger, at man ikke må slå, bide.. og så kan han skabe sig, og hvis han rejser sig, så bliver han sat til bage. Han bliver sur, men til sidst kan man spørge ham og han er en sød dreng igen/eller om han er færdig. Så slapper han af, og man får et kys(Han kan ikke sige undskyld endnu)
Og det er blevet meget bedre, altså han piller også ved alt, men der siger vi bare ikke røre(men lillesøster på 10måneder er os omkring alt) Men han er endda begyndt at sige ah ah(på engelsk.. som nej det må du ikke) til sin lillesøster, så han er ved at fatte det.
Men de skal vide at man mener det.
Det med at hun har problemer med hvad i gør, hvordan I gør, synes jeg ikke lyder som om det er fordi hun er for at være trodsig, men fordi det er et problem for hende.
Men som man siger, det er en alder man skal igennem.
