Når sandheden gør ondt.

Idag fortæller min bror at hans kæreste og ham for en måneds tid siden fik en abort. Hans tanker med det var, at han lige idet de traf beslutningen tænkte at måske var det her sidste chance og han nok aldrig blev far, måske var det okay da hans familie (vi har ikke samme mor)ikke har det bedste arvemateriale. Han er i midten af 30erne og har ikke rigtig kunnet fastholde noget forhold. Han går til psykolog og får også medicin.

Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget, kiggede han bare på mig med bedrøvelige øjne og sagde: Jamen sådan et forhold har vi jo ikke længere.

Pow! 

Han har fuldkommen ret. I al min voksenhed med børn, hus og vovse har jeg været fuldkommen tilfreds med floskler imellem os når vi sås. 

Hvordan har du det? Noget nyt osv? Men aldrig noget af alvorlig karakter.

Hvorfor gør det så så ondt at han siger det højt? For det gør det. Ufattelig ondt!

Da vi var yngre var vi som pot og pande. Vi delte ALT. Mener ALT og ringede gerne sammen for bare lige.. 

Men det gør vi slet ikke mere. Nu går der måske mdr imellem at vi snakkes ved. Igen floskler. 

Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal gøre ved det. Det virker så desperat at sige at NU skal vi igang med at ses min. HVER måned men come on. 

Hvad går I for at holde søskendeforholdet ved lige? Hvordan gør man?

MysteriousAngel skriver:

Idag fortæller min bror at hans kæreste og ham for en måneds tid siden fik en abort. Hans tanker med det var, at han lige idet de traf beslutningen tænkte at måske var det her sidste chance og han nok aldrig blev far, måske var det okay da hans familie (vi har ikke samme mor)ikke har det bedste arvemateriale. Han er i midten af 30erne og har ikke rigtig kunnet fastholde noget forhold. Han går til psykolog og får også medicin.

Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget, kiggede han bare på mig med bedrøvelige øjne og sagde: Jamen sådan et forhold har vi jo ikke længere.

Pow! 

Han har fuldkommen ret. I al min voksenhed med børn, hus og vovse har jeg været fuldkommen tilfreds med floskler imellem os når vi sås. 

Hvordan har du det? Noget nyt osv? Men aldrig noget af alvorlig karakter.

Hvorfor gør det så så ondt at han siger det højt? For det gør det. Ufattelig ondt!

Da vi var yngre var vi som pot og pande. Vi delte ALT. Mener ALT og ringede gerne sammen for bare lige.. 

Men det gør vi slet ikke mere. Nu går der måske mdr imellem at vi snakkes ved. Igen floskler. 

Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal gøre ved det. Det virker så desperat at sige at NU skal vi igang med at ses min. HVER måned men come on. 

Hvad går I for at holde søskendeforholdet ved lige? Hvordan gør man?

 

Hvis du begynder at ringe til ham et par gange i md. så kommer det nok af sig selv. For det er da trist, hvis det var mig ville jeg gøre noget for at det kunne blive det samme igen. 

MysteriousAngel skriver:

Idag fortæller min bror at hans kæreste og ham for en måneds tid siden fik en abort. Hans tanker med det var, at han lige idet de traf beslutningen tænkte at måske var det her sidste chance og han nok aldrig blev far, måske var det okay da hans familie (vi har ikke samme mor)ikke har det bedste arvemateriale. Han er i midten af 30erne og har ikke rigtig kunnet fastholde noget forhold. Han går til psykolog og får også medicin.

Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget, kiggede han bare på mig med bedrøvelige øjne og sagde: Jamen sådan et forhold har vi jo ikke længere.

Pow! 

Han har fuldkommen ret. I al min voksenhed med børn, hus og vovse har jeg været fuldkommen tilfreds med floskler imellem os når vi sås. 

Hvordan har du det? Noget nyt osv? Men aldrig noget af alvorlig karakter.

Hvorfor gør det så så ondt at han siger det højt? For det gør det. Ufattelig ondt!

Da vi var yngre var vi som pot og pande. Vi delte ALT. Mener ALT og ringede gerne sammen for bare lige.. 

Men det gør vi slet ikke mere. Nu går der måske mdr imellem at vi snakkes ved. Igen floskler. 

Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal gøre ved det. Det virker så desperat at sige at NU skal vi igang med at ses min. HVER måned men come on. 

Hvad går I for at holde søskendeforholdet ved lige? Hvordan gør man?

 

Jeg havde også et rigtig tæt forhold til min lillebror inden jeg blev mor, men det ændrede sig desværre også voldsomt efter min datters ankomst. 

Det er super øv, ved ikke lige hvordan jeres situation er, men min bror har altid været møg forkælet hjemmefra vores forældre og kan slet ik rumme at han ik er midtpunkt, så vi er gledet meget fra hinanden 

Priotering

her er vi en søskendeflok på 5 hvoraf den ældste er 31 og de yngste 19. Jeg er den ældste med fast kæreste gennem mange år og 3 børn. Men mit forhold er lige tæt med den næst ældste på 28 som til dem på 19 fordi JEG prioterere det. 

Vi er spredt i forskellige byer men vi ringer sammen, mødes til søskendedag hvor vi hygger os sammen, de yngste låner vores sofa til at sove på en gang imellem. Cafe og biografturer Osv - det et kun fantasien der sætter grænser for hvad vi kan finde på. 

De3Guldklumper skriver:

Priotering

her er vi en søskendeflok på 5 hvoraf den ældste er 31 og de yngste 19. Jeg er den ældste med fast kæreste gennem mange år og 3 børn. Men mit forhold er lige tæt med den næst ældste på 28 som til dem på 19 fordi JEG prioterere det. 

Vi er spredt i forskellige byer men vi ringer sammen, mødes til søskendedag hvor vi hygger os sammen, de yngste låner vores sofa til at sove på en gang imellem. Cafe og biografturer Osv - det et kun fantasien der sætter grænser for hvad vi kan finde på. 

har du så en god ide til hvad man kan gøre hvis bor i hver sin landsdel?...

jeg står nemlig i samme situation med mine halvsøstre...

Min søster arbejder i udlandet så ser hende kun hvert 6-8 månede men når hun så er her priotere vi hinanden rigtig højt. Vi laver ting sammen kun hun og jeg. Det ka være alt fra at sidde i sofaen og se tv uden at sige et ord, shoppe eller en bytur som i gamle dage. Vi har faktisk fået det bedre med årene selv om vores liv er så radikalt forskellige men vi siger tingene som de er og forsøger at lave ting vi begge syntes er fedt