Anonym skriver:
Undskyld på forhånd, hvis jeg er for meget, men har ingen andre at gå til.
Har nu været i forhold med min kæreste i fire år (jeg er 22, og han er den eneste jeg har haft et forhold til.) vi har sammen to piger på henholdvis 3 år og otte mdr.
Jeg orker ham ikke mere. Er aldrig glad, og når han dukker op bliver mit humør dårligt øjeblikkeligt...
Nogle dage er bedre end andre, og til tider kan han stadigvæk få mig til at føle mig forelsket i ham/elske ham, men det sjældent. Det sker oftere at jeg er sur, træt og irretere på ham.
Jeg har før prøver at slutte forholdet... Måske to-tre gange... Men vi hopper konstant tilbage og starter den samme cirkel igen og igen. (Ofte hører vores store pige os, hvilket jeg virkelig ikke vil udsætte hende for
) Vi et dårligt par, men begge tryghedsnakkomaner og især manden nægter at indse vi har problemer...
Han tror hele tiden at i morgen er vi sammen og venner igen... Ved slet ikke hvad jeg skal...
Tanken om at være alene skræmmer mig helt vildt...
Den lette løsning (som samtidig er enormt svær) er at gå fra hinanden.
Den svære og den der kræver arbejde er at blive sammen. Jeg har kendt min husbond i 23 år - mødte ham som du tidligt i mit liv, eneste forskel er at vi ikke fik børn før vi havde kendt hinanden i 11 år og jeg derfor var mere "fri" i mine ungdomsår, kunne løbe til fest, flirte med gud og hver mand og hver gang nå frem til min egen var den bedste 
Vi blev ikke til en familie, men "kun" til kærester i de år hvor jeg havde behov for at være ung.
Men det jeg ville skrive, er at jeg da også har haft perioder hvor min mand irriterede mig bare ved sin tilstedeværelse, perioder hvor jeg bare ikke forstår hvorfor jeg valgte ham til kæreste (har aldrig tvivlet på hvorfor jeg valgte ham som far), perioder hvor jeg overvejer hvordan det ville være at være enlig.
Min selvtest er så at sige: hveranden jul, hveranden fødselsdag, 3 ugers ferie og ind til nu har det været værre end at blive med min mand, og så vælger jeg at kæmpe for forholdet og ikke mindst at acceptere at det går op og ned.
Det her er ikke et skriv for at I partout skal blive sammen, men et skriv om når der er børn involveret så kæmper man lige lidt ekstra, man afprøver mange løsninger før gå fra hinanden løsningen. Men måske ender man med at gå fra hinanden, men først kæmper man.
