Jeg skammer mig

Hej

i ved nok hvem jeg er når jeg begynder st fortælle men det er også okay. 

Jeg mistede min søn tilbage i maj efter en meget hård og problematisk graviditet, efter dette slukkede lyset for mig. 

I slut juni, gav en fælles kamarat mig meget opmærksomhed, jeg nød det, svælgede lidt i det. Nu jeg var en forkert kvinde der ikke kunne bære og føde børn jeg vidste det var forkert og sagde ikke noget til manden, vi gjorde aldrig noget sammen, men skrev frækt sammen, udvekslede fantastisier og billeder, men aldrig mere end det. Jeg mødtes med ham (uden min mands viden) og vi hyggede os sammen som venner, dog var "tonen" helt en anden da vi smsede, hans kæreste var også gravid  Og jeg føler mig så ussel. 

Tilbage i september, smed min mand bomben, han havde set smserne på min iPad og jeg brød sammen og fortalte ham Alt, han tilgav mig og fortalte han godt vidste han ikke havde været der (grundet arbejde 60+ timer) og sorgen over vores mistede søn var stor, jeg slog han væk, det er jo ikke hans skyld jeg er et KÆMPE USSELG FJOLS! Vi er kommet videre, han er selfølgelig nervøs i visse situationer og jeg viser alt den hensyn jeg kan. 

Han er videre, jeg er ikke, jeg skammer mig, grimer mig, og leder efter grunden til jeg gjorde som jeg gjorde. 

Jeg elsker min mand, og jeg græder ved tanken om at forlade ham, vi skal jo blive gamle sammen, det er ingen hemmelighed at jeg mangler noget i sengen som min mand ikke kan give mig, og det bebrejder jeg ham langt fra, jeg har accepteret det, men lysten til det er der stadig, og er det i virkeligheden grunden? Men det er da ikke grund til at handle så usselt eller overveje at gå fra ham

Vi har 1 (2) børn sammen, og jeg overvejer at gå, jeg kan ikke tilgive mig selv, og er blevet bange for om det jeg mangler er en for stor mangel? Kunne jeg finde på det igen, eller det der var værre? Jeg vil så gerne sige nej, men hvordan skal jeg kunne det, når jeg har gjort det før? 

Anonym skriver:

Hej

i ved nok hvem jeg er når jeg begynder st fortælle men det er også okay. 

Jeg mistede min søn tilbage i maj efter en meget hård og problematisk graviditet, efter dette slukkede lyset for mig. 

I slut juni, gav en fælles kamarat mig meget opmærksomhed, jeg nød det, svælgede lidt i det. Nu jeg var en forkert kvinde der ikke kunne bære og føde børn jeg vidste det var forkert og sagde ikke noget til manden, vi gjorde aldrig noget sammen, men skrev frækt sammen, udvekslede fantastisier og billeder, men aldrig mere end det. Jeg mødtes med ham (uden min mands viden) og vi hyggede os sammen som venner, dog var "tonen" helt en anden da vi smsede, hans kæreste var også gravid  Og jeg føler mig så ussel. 

Tilbage i september, smed min mand bomben, han havde set smserne på min iPad og jeg brød sammen og fortalte ham Alt, han tilgav mig og fortalte han godt vidste han ikke havde været der (grundet arbejde 60+ timer) og sorgen over vores mistede søn var stor, jeg slog han væk, det er jo ikke hans skyld jeg er et KÆMPE USSELG FJOLS! Vi er kommet videre, han er selfølgelig nervøs i visse situationer og jeg viser alt den hensyn jeg kan. 

Han er videre, jeg er ikke, jeg skammer mig, grimer mig, og leder efter grunden til jeg gjorde som jeg gjorde. 

Jeg elsker min mand, og jeg græder ved tanken om at forlade ham, vi skal jo blive gamle sammen, det er ingen hemmelighed at jeg mangler noget i sengen som min mand ikke kan give mig, og det bebrejder jeg ham langt fra, jeg har accepteret det, men lysten til det er der stadig, og er det i virkeligheden grunden? Men det er da ikke grund til at handle så usselt eller overveje at gå fra ham

 

Vi har 1 (2) børn sammen, og jeg overvejer at gå, jeg kan ikke tilgive mig selv, og er blevet bange for om det jeg mangler er en for stor mangel? Kunne jeg finde på det igen, eller det der var værre? Jeg vil så gerne sige nej, men hvordan skal jeg kunne det, når jeg har gjort det før? 

Sødeste ven, når du i forvejen ikk vil forlade din mand hvorfor så overveje det? 

Din mand har tilgivet dig, fryd dig over det.

Jeg ville sige snak med din mand om hvad du mangler i sengen, det kan jo være han ikk tænker over det og at du påpeger det får ham til at oppe sig lidt. 

Jeg er sikker på at hvis du siger i forvejen at du ikk vil gøre det mod din mand igen at du så ikk gør det.

Nørreslet skriver:

Sødeste ven, når du i forvejen ikk vil forlade din mand hvorfor så overveje det? 

Din mand har tilgivet dig, fryd dig over det.

Jeg ville sige snak med din mand om hvad du mangler i sengen, det kan jo være han ikk tænker over det og at du påpeger det får ham til at oppe sig lidt. 

Jeg er sikker på at hvis du siger i forvejen at du ikk vil gøre det mod din mand igen at du så ikk gør det.

Det med sengen har været oppe og vende og det er slet ikke min mand og han selfølgelig ikke tvinges ind i noget han ikke ønsker. 

Jeg er trist og forvirret over hvorfor jeg gjorde det, og hvordan jeg kunne gøre det, jeg kan jo slet ikke stole på mig selv. 

Det er svært.

Først et kram.

Dit udgangspunkt er, at du ikke ønsker at forlade din mand. Det forstår jeg godt og det vender vi tilbage til.

Der er mange ting i din historie. Når man vælger en partner, som man syntes man passer rigtigt god med sjæleligt, som måske er ens bedste ven, som man syntes er den perfekte far/mor, så vil man gerne gå rigtigt langt for at holde fast i vedkommende, til trods for de mangler, der så ellers måtte være. Min personlige erfaring er dog, at netop sexdelen er noget der er svært at gå på kompromis med, - man vil rigtigt gerne det her menneske, men ens sexliv er så stor en del af ens personlighed, bevidst eller ubevidst, så i længden kan det blive meget svært at leve uden det man mangler. Jeg havde f.eks. en mand i næsten 10 år, der ikke accepterede at jeg er biseksuel, og dermed var der lukket for den side af mig, og det var rigtigt hårdt. Da jeg af andre grunde endte med at forlade ham, lovede jeg mig selv, at netop mit sexliv ville jeg aldrig gå på kompromis med igen. Et eller andet sted nede i dig tror jeg du har en tvivl om hvorvidt du kan leve med det du mangler de næste 50 år, eller om du ender med at vågne op en dag og fortryde at du valgte som du gjorde. Det er svært at leve med.

Den anden ting, du skriver om, er at I har mistet et barn sammen. Kondolerer.

Når vi forelsker os i et andet menneske, forelsker vi os I hvad han/hun reprænsenterer lige i det øjeblik. Måske kender vi personen gennem mange år, - men det er stadig et øjebliksbillede af det sted i livet, hvor begge parter er, der er grundlag for forelskelsen. Typisk vokser man stille og roligt sammen, udvikler sig som mennesker, af de små oplevelser og stød der fylder hverdagen. Selvom der ikke sker noget traumatisk er det ret almindeligt en dag at vågne op og føle, at det menneske man er sammen med, ikke er det man forventede han/hun ville være, og så skal man til at finde et nyt fælles niveau, hvis man kan.

Når man oplever noget traumatisk, er det næsten altid startskuddet til en voldsom personlig udvikling. Det er hverken godt eller skidt, det er bare sådan det er. Er man et par, udvikler begge parter sig, og ofte i hver sin retning. Det er ikke altid man kan overvinde det. Din mand har reageret på jeres tab ved at isolere sig, kaste sig ud i sit arbejde og få tiden til at gå. Du derimod, udviklede en side af dig selv, som du ikke er stolt af, men som du dog kontrollerede nogenlunde. Du søgte selskab, søgte det som din mand ikke kunne give dig fordi han isolerede sig, og du søgte måske også det, som du mangler at få opfyldt i jeres parforhold. Det er en normal krisereaktion, kan jeg trøste dig med, at man bliver meget søgende udadtil, måske endog er utro, det er ligeså normalt som at isolere sig.

Der er jo for så vidt ikke sket nogen skade. Din mand fandt ud af det, men tilgav dig, og I kunne bare fortsætte som hidtil. Det der er problemet er, at du fordi du udvikler dig, er blevet i tvivl om du har lyst til det. Kan du leve med dig selv, når du har lyst til en anden end din partner, kan du leve med det din partner ikke kan opfylde? Er I måske gledet fra langt fra hinanden?

Jeg ved det ikke. Jeg forstår godt du har det elendigt. Man har bare lyst til at bore hælene i jorden og slå rod, og sørge for at alting bliver som det var i 'gamle' dage, hvor an ar glad og tilfreds. Men min erfaring siger mig, at når man først har tænkt tanken om at man måske vil forlade sin partner, så er kimen ligesom sået. Og så vokser den sig større og større og fylde mere og mere, - og i hvert fald for mit vedkommende kunne jeg ikke finde tilbage ad den vej jeg var kommet af.

Jeg ved godt, der er rigtigt mange tanker, du skal tænke. Jeg håber du finde ud af hvad der er det bedste for dig og jer.

charthys skriver:

Det er svært.

Først et kram.

 

Dit udgangspunkt er, at du ikke ønsker at forlade din mand. Det forstår jeg godt og det vender vi tilbage til.

Der er mange ting i din historie. Når man vælger en partner, som man syntes man passer rigtigt god med sjæleligt, som måske er ens bedste ven, som man syntes er den perfekte far/mor, så vil man gerne gå rigtigt langt for at holde fast i vedkommende, til trods for de mangler, der så ellers måtte være. Min personlige erfaring er dog, at netop sexdelen er noget der er svært at gå på kompromis med, - man vil rigtigt gerne det her menneske, men ens sexliv er så stor en del af ens personlighed, bevidst eller ubevidst, så i længden kan det blive meget svært at leve uden det man mangler. Jeg havde f.eks. en mand i næsten 10 år, der ikke accepterede at jeg er biseksuel, og dermed var der lukket for den side af mig, og det var rigtigt hårdt. Da jeg af andre grunde endte med at forlade ham, lovede jeg mig selv, at netop mit sexliv ville jeg aldrig gå på kompromis med igen. Et eller andet sted nede i dig tror jeg du har en tvivl om hvorvidt du kan leve med det du mangler de næste 50 år, eller om du ender med at vågne op en dag og fortryde at du valgte som du gjorde. Det er svært at leve med.

Den anden ting, du skriver om, er at I har mistet et barn sammen. Kondolerer.

Når vi forelsker os i et andet menneske, forelsker vi os I hvad han/hun reprænsenterer lige i det øjeblik. Måske kender vi personen gennem mange år, - men det er stadig et øjebliksbillede af det sted i livet, hvor begge parter er, der er grundlag for forelskelsen. Typisk vokser man stille og roligt sammen, udvikler sig som mennesker, af de små oplevelser og stød der fylder hverdagen. Selvom der ikke sker noget traumatisk er det ret almindeligt en dag at vågne op og føle, at det menneske man er sammen med, ikke er det man forventede han/hun ville være, og så skal man til at finde et nyt fælles niveau, hvis man kan.

Når man oplever noget traumatisk, er det næsten altid startskuddet til en voldsom personlig udvikling. Det er hverken godt eller skidt, det er bare sådan det er. Er man et par, udvikler begge parter sig, og ofte i hver sin retning. Det er ikke altid man kan overvinde det. Din mand har reageret på jeres tab ved at isolere sig, kaste sig ud i sit arbejde og få tiden til at gå. Du derimod, udviklede en side af dig selv, som du ikke er stolt af, men som du dog kontrollerede nogenlunde. Du søgte selskab, søgte det som din mand ikke kunne give dig fordi han isolerede sig, og du søgte måske også det, som du mangler at få opfyldt i jeres parforhold. Det er en normal krisereaktion, kan jeg trøste dig med, at man bliver meget søgende udadtil, måske endog er utro, det er ligeså normalt som at isolere sig.

Der er jo for så vidt ikke sket nogen skade. Din mand fandt ud af det, men tilgav dig, og I kunne bare fortsætte som hidtil. Det der er problemet er, at du fordi du udvikler dig, er blevet i tvivl om du har lyst til det. Kan du leve med dig selv, når du har lyst til en anden end din partner, kan du leve med det din partner ikke kan opfylde? Er I måske gledet fra langt fra hinanden?

Jeg ved det ikke. Jeg forstår godt du har det elendigt. Man har bare lyst til at bore hælene i jorden og slå rod, og sørge for at alting bliver som det var i 'gamle' dage, hvor an ar glad og tilfreds. Men min erfaring siger mig, at når man først har tænkt tanken om at man måske vil forlade sin partner, så er kimen ligesom sået. Og så vokser den sig større og større og fylde mere og mere, - og i hvert fald for mit vedkommende kunne jeg ikke finde tilbage ad den vej jeg var kommet af.

Jeg ved godt, der er rigtigt mange tanker, du skal tænke. Jeg håber du finde ud af hvad der er det bedste for dig og jer.

 

Tusind tak for dit indlæg. 

Du rammer helt perfekt og har givet mig meget at tænke over. 

Råddet hedder ofte tal med din mand, jamen hvordan? Det er jo mig der er i tvivl ikke ham, det er mig der roder rundt med noget han ikke kan hjælpe mig med. 

Anonym skriver:

Det med sengen har været oppe og vende og det er slet ikke min mand og han selfølgelig ikke tvinges ind i noget han ikke ønsker. 

Jeg er trist og forvirret over hvorfor jeg gjorde det, og hvordan jeg kunne gøre det, jeg kan jo slet ikke stole på mig selv. 

okay ja så er det svært hvis det er noget han ikk bryder sig om. 

du har vel bare været frustreret, og hvis det er noget man har levet med længe er det vel logisk at søge det hos en anden, men hvis du har så svært ved at tro at du kan styre dig selv så snak med din mand om det?