Jeg har faktisk brug for en der tager valget for m

Godmorgen...

Sagen kort (prøver):

Jeg bor sammen med min kæreste i lejet hus, vi har et fælles barn på 2 og vi har været sammen i 3 år.

Vores forhold har været MEGET op og ned. Han gør nogle ting som jeg ærligt ikke kan fordrage. Nu hvor vores søn er blevet større, er han blevet lidt bedre til at tage sig af ham, ellers har det altid kun været mig.mig.mig.. mig der putter, mig der mader, mig der bader, mig der henter og bringer, mig der leger.. alt...

Min kæreste er ikke til at tale med, han ''er ikke typen der gider tale hele tiden'' som han siger. Så hvis der er noget der irritere mig, gør mig ked eller andet, så er han der aldrig. Og hvis jeg fx. prøver at føre en længere samtale med ham, ruller han øjne og snakker mig efter munden for at jeg “snart stopper alt den snak"..

Når han er til julefrokost, fest eller andet med sine venner tager de kokain, ca. 1 gang om måneden. Jeg er total i mod det men han er ligeglad med min mening.

Han er meget ego, og snerre konstant af mig.

Han taler ikke særlig pænt nogle gange.

Bryder mig ikke om ham når han er fuld, synes han minder om min eks-stedfar (hedder det det?) og det bryder jeg mig ikke om!

Han kan ikke enes med min mor. De har intet forhold til hinanden.

Han bekræfter mig aldrig, siger aldrig noget sødt eller pænt om mig.

Der er meget mere, men dette var lidt af det.

Alt dette, førte til at jeg begyndte at søge bekræftelse andre steder (Ja jeg ved det er forkert, ikke noget had pls.)

Jeg mødte så denne søde fyr, som nærmest stod med armene åbne og synes jeg var fantastisk, selvom jeg var helt mig selv, altså fjollet, en lille prut og uden make up hver gang jeg så ham. Jeg gjorde intet ud af mig selv, fordi jeg jo havde en kæreste og ikke mente dette ville føre til noget..

Vi endte med at snakke sammen hver dag, smse hver dag, vi sås flere gange om ugen, vi kyssede og havde det bedste sex. Han var alt det min kæreste ikke var (ikke for at være ond) men han ville putte hele tiden, var meget snaksaglig, og vi kunne diskutere ting, det føltes næsten som om jeg havde fået en ekstra rigtig kæreste eller fået en bedste ven (ja med fordele)

Jeg ved at alt dette var forbudt og ikke måtte ske, så vil ikke have nogen onde beskeder

Til sidst blev jeg usikker på ham den nye og sagde stop, jeg var måske ikke klar til at opgive dette (lejede) hus, forældre livet sammen og min kæreste. Men alligevel fik jeg en lejlighed 5 min fra hvor jeg boede med min kæreste.

Da jeg sagde stop til ham den nye, følte han sig så snydt (forståeligt, og skal lige siges at han vidste alt om min kæreste, havde været åben om alt om mig) at han sagde det til min kæreste, det første til mange flere problemer, trusler osv. Men min kæreste vil mig stadig men kan ikke tilgive, men prøver at komme videre, han vil mig. Men han har sagt til alle sine venner at vi ikke er sammen og at jeg er flyttet i anden lejlighed. Men han har også den holdning at hvis man først er sammen så bliver man sammen, især hvis man har hus bil og barn..

En uge efter han havde sagt det til min kæreste skrev han til mig "hvordan går det, skal vi knalde?" jeg svarede ikke og han skrev igen nogle dage efter "jeg savner dig, det skulle være os to" jeg svarede stadig ikke..

Jeg har så efter blokeret ham den nye alle stedet hvor jeg kan.

Jeg er endnu ikke flyttet ind i lejligheden, men har den stadig.

Jeg er sådan i tvivl om hvad jeg skal?

- Skal jeg flytte ind i lejligheden og sige farvel til min kæreste? Han vil aldrig acceptere hvis jeg fandt en anden.

- Skal jeg opsige lejligheden og blive boende? men med den viden om at vores forhold aldrig bliver "fantastisk" ?

Jeg ved måske ikke hvad jeg vil med dette (lange indlæg) men havde sådan brug for nogen der siger hvad jeg skal, ja det kan man ikke men har det så svært og er så forvirret.

Ønsker mig inderligt flere børn nu og her og dette gør også det hele svært...

Hilsen mig

Et eller andet sted gør det det også svært at tænke på min kæreste nok ik ændre sig?

Han har i alt vores barns leve tid haft en sygedag med ham.. ellers har det altid været mig eller han er blevet passet.

Vores søn har så lige været syg i 3 uger, det endte med at jeg røg af min uddannelse og skal starte helt på ny, grundet de mange barn sygedage. Hvis min kæreste havde taget de syge dage (hvor han ikke ku blive passet) var jeg aldrig blevet fyret. Han har fast job og har været samme sted i 7 år, så han ville aldrig blive fyret som mig. vi var indlagt på sygehus osv.. Og det gør mig bare ja ked.. Håber nogle forstår

Anonym skriver:

Et eller andet sted gør det det også svært at tænke på min kæreste nok ik ændre sig?

Han har i alt vores barns leve tid haft en sygedag med ham.. ellers har det altid været mig eller han er blevet passet.

Vores søn har så lige været syg i 3 uger, det endte med at jeg røg af min uddannelse og skal starte helt på ny, grundet de mange barn sygedage. Hvis min kæreste havde taget de syge dage (hvor han ikke ku blive passet) var jeg aldrig blevet fyret. Han har fast job og har været samme sted i 7 år, så han ville aldrig blive fyret som mig. vi var indlagt på sygehus osv.. Og det gør mig bare ja ked.. Håber nogle forstår

Har du prøvet at foreslå parterapi?

Man skal ikke være sammen med en, hvis du bliver ulykkelig med ham... Så jeg synes, du skal gøre op med dig selv om, du vil kæmpe for forholdet eller om du bare skal videre...

Jeg tror du vil få mere ro omkring dig og din søn hvis du flytter, så er det ikke en anden til at skylde skylden på hvis opvasken eller tøjet ikke lige bliver vasket, hvis du forstår (det kan skabe mange problemer). Men tag det stile og rolige, se tiden af hvis du flytter. Det kan jo også være at når i har boet hver for sig i noget tid at din kæreste kommer til fornuft og ser hvad han enlige mangler i sit liv og måske vokser han op og bliver "normal" eller hvad man kan sige.

jeg ville gøre det godt for mig selv, du skal nok klare den selvom du bor alene 

Saphiira skriver:

 

Har du prøvet at foreslå parterapi?

Man skal ikke være sammen med en, hvis du bliver ulykkelig med ham... Så jeg synes, du skal gøre op med dig selv om, du vil kæmpe for forholdet eller om du bare skal videre...

Har foreslået det, og det vil han ikke, han mener at parterapi er for dumme mennesker

Jeg tænker at tiden er inde til, at slippe barnets far... Du har været utro på det groveste og nej er ingen kritik, men jeg personligt vil ikke kunne leve med det og jeg tænker det ikke vil være sidste gang for din kæreste giver dig tilsyneladende ikke de ting du søger 

Nu kender jeg ikke ham,men vil han bearbejde dig det skete evigt, være jaloux osv så er det også blot endnu en stor hurtle for parforholdet som er virkelig nedslidende. 

Jeg tror udfra det skrevne at det rigtige er, at stoppe alt kærlighed / seksualitet med begge og finde dig selv.

kæmpe 

Anonym skriver:

Har foreslået det, og det vil han ikke, han mener at parterapi er for dumme mennesker

Suk...

For mig lyder det også til at du skal slippe ham....

Han giver dig ikke det du har behov for, og du virker ulykkelig....

Anonym skriver:

Godmorgen...

Sagen kort (prøver):

Jeg bor sammen med min kæreste i lejet hus, vi har et fælles barn på 2 og vi har været sammen i 3 år.

Vores forhold har været MEGET op og ned. Han gør nogle ting som jeg ærligt ikke kan fordrage. Nu hvor vores søn er blevet større, er han blevet lidt bedre til at tage sig af ham, ellers har det altid kun været mig.mig.mig.. mig der putter, mig der mader, mig der bader, mig der henter og bringer, mig der leger.. alt...

Min kæreste er ikke til at tale med, han ''er ikke typen der gider tale hele tiden'' som han siger. Så hvis der er noget der irritere mig, gør mig ked eller andet, så er han der aldrig. Og hvis jeg fx. prøver at føre en længere samtale med ham, ruller han øjne og snakker mig efter munden for at jeg “snart stopper alt den snak"..

Når han er til julefrokost, fest eller andet med sine venner tager de kokain, ca. 1 gang om måneden. Jeg er total i mod det men han er ligeglad med min mening.

Han er meget ego, og snerre konstant af mig.

Han taler ikke særlig pænt nogle gange.

Bryder mig ikke om ham når han er fuld, synes han minder om min eks-stedfar (hedder det det?) og det bryder jeg mig ikke om!

Han kan ikke enes med min mor. De har intet forhold til hinanden.

Han bekræfter mig aldrig, siger aldrig noget sødt eller pænt om mig.

Der er meget mere, men dette var lidt af det.

Alt dette, førte til at jeg begyndte at søge bekræftelse andre steder (Ja jeg ved det er forkert, ikke noget had pls.)

Jeg mødte så denne søde fyr, som nærmest stod med armene åbne og synes jeg var fantastisk, selvom jeg var helt mig selv, altså fjollet, en lille prut og uden make up hver gang jeg så ham. Jeg gjorde intet ud af mig selv, fordi jeg jo havde en kæreste og ikke mente dette ville føre til noget..

Vi endte med at snakke sammen hver dag, smse hver dag, vi sås flere gange om ugen, vi kyssede og havde det bedste sex. Han var alt det min kæreste ikke var (ikke for at være ond) men han ville putte hele tiden, var meget snaksaglig, og vi kunne diskutere ting, det føltes næsten som om jeg havde fået en ekstra rigtig kæreste eller fået en bedste ven (ja med fordele)

Jeg ved at alt dette var forbudt og ikke måtte ske, så vil ikke have nogen onde beskeder

Til sidst blev jeg usikker på ham den nye og sagde stop, jeg var måske ikke klar til at opgive dette (lejede) hus, forældre livet sammen og min kæreste. Men alligevel fik jeg en lejlighed 5 min fra hvor jeg boede med min kæreste.

Da jeg sagde stop til ham den nye, følte han sig så snydt (forståeligt, og skal lige siges at han vidste alt om min kæreste, havde været åben om alt om mig) at han sagde det til min kæreste, det første til mange flere problemer, trusler osv. Men min kæreste vil mig stadig men kan ikke tilgive, men prøver at komme videre, han vil mig. Men han har sagt til alle sine venner at vi ikke er sammen og at jeg er flyttet i anden lejlighed. Men han har også den holdning at hvis man først er sammen så bliver man sammen, især hvis man har hus bil og barn..

En uge efter han havde sagt det til min kæreste skrev han til mig "hvordan går det, skal vi knalde?" jeg svarede ikke og han skrev igen nogle dage efter "jeg savner dig, det skulle være os to" jeg svarede stadig ikke..

Jeg har så efter blokeret ham den nye alle stedet hvor jeg kan.

Jeg er endnu ikke flyttet ind i lejligheden, men har den stadig.

Jeg er sådan i tvivl om hvad jeg skal?

- Skal jeg flytte ind i lejligheden og sige farvel til min kæreste? Han vil aldrig acceptere hvis jeg fandt en anden.

- Skal jeg opsige lejligheden og blive boende? men med den viden om at vores forhold aldrig bliver "fantastisk" ?

Jeg ved måske ikke hvad jeg vil med dette (lange indlæg) men havde sådan brug for nogen der siger hvad jeg skal, ja det kan man ikke men har det så svært og er så forvirret.

Ønsker mig inderligt flere børn nu og her og dette gør også det hele svært...

Hilsen mig

For det første skal du glemme alt om at få endnu et barn lige nu.

For det andet: Du må være blevet meget hurtigt gravid efter at have mødt din mand? Var det planlagt? Havde I snakket om hvordan livet med små børn ville være?

Jeg kan ikke lade være med at synes at en del af problemet er dit ansvar. Du har valgt at få et barn med en mand som du nærmest ikke kendte. Og du har tydeligvis ikke tænkt over, eller sat dig ordentligt ind i, hans værdier og hans tanker om livet med børn. Du har ikke slået i bordet og insisteret på ændringer de mange gange hvor han ikke har taget sin del af slæbet.

For det tredje: Du har en virkelig dårlig smag i mænd. Mand nr. 1 hjælper ikke til derhjemme. Mand nr. 2 er da den største nar at tage kontakt til din kæreste. Det virker alt sammen så umodent og ansvarsløst. Hvor gamle er I?

Jeg skriver ikke alt det her for at du skal få det dårligt med dig selv.  Men for at sige: Nu er det på tide at du slår i bordet og tager dig sammen. Hvis du skal blive sammen med din mand, så læg kortene på bordet. Skriv ned hvad du er utilfreds med (ikke småtingene, men nogle af de store ting, så det ikke bliver uoverskueligt for ham). Sig at du vil have ændringer, ellers skal I ikke være sammen længere. Hvis han går med til at ændre på sig selv, men det efter en periode (f.eks 3 mdr.) ikke er lykkedes, så insistér på parterapi. Og hvis han nægter, så må du gå.

Jeg synes at du skal give jeres forhold en chance til. Han vil gerne familien, så han skal have en mulighed for at ændre sig, velvidende at hvis han ikke gør det, så er du den der er smuttet.

Hvis jeg skulle tage valget for dig, så pakkede jeg dine og barnets ting og flyttede ind i lejligheden. Start på en frisk, hold afstand til mænd i en periode til du har fået ordenligt fodfæste i dit nye liv - så ser du også meget mere klart når du møder mænd der viser interesse. Ham gutten du knaldede udenom med virker det til at du fandt "god for dig", men han stak dig i ryggen og spurgte om i skulle knalde efterfølgende!? Ej, han var HELLER ikke en god mand for dig. Ligesom din nuværende kæreste ikke er god for dig.

kom væk, find dig selv og dit selvværd igen - og så skal dit liv nok blive fyldt med lykke  

og ja, du drømmer om et barn mere, men det skal ikke være nu! Det kommer når du finder den helt rette for dig. Men lige nu tror jeg du har brug for en pause  

Jeg er igen dybt uenig. -i at du skal give flere chancer

Jeg synes du skulle se at få pakket dine ting og komme videre. Fra begge de her mænd, for ingen af dem er din tid værd. Børn eller ej.

Du er ikke glad med din nuværende kæreste. og det er da klart, hvis han opfører sig, som du beskriver ham. og det bliver jo ikke bedre.
Det lyder til at det er længe han ikke har villet jeres forhold.
Vil du seriøst leve med en der render og tager coke, lyver og opfører sig som om din mening er ligegyldig? nej vel?
Ham den anden, som bliver helt barnlig og begynder at rende og skabe problemer for dig, fordi du siger stop.
Der findes faktisk bedre mænd derude.

Hvad med om du prøvede at flytte op i den lejlighed, og så tog et halvt år UDEN mænd i dit liv? For det lyder altså som om at du trænger til at finde ud af hvem DU er. Dig uden en anden halvdel.
Hvad ønsker DU?
Hvad har DU brug for?
Hvad vil DU finde dig i?

Tag noget tid til at få styr på dig selv. Så kan du finde ud af hvilken mand der skal have en plads i det liv bagefter.

og så i øvrigt op i r**** med det med at han aldrig ville acceptere at du fandt en anden. Det er ikke hans valg.