Skoleudsættelse!

Jeg er KNUST på min søns vegne!! Vi har fra dag et hvor han startede i BH appeleret meget hårdt for han skulle skoleudsættes og følges med årg 10'erne, grundet modenhed, han er fra slut november, og alle i hans egen årgang er fra jan+feb + en der i forvejen har sat et år over... Hele året har BH sagt nej, han er fagligt og socialt stærk, det skal han ikke... Fra sommerferien og frem har de så fortalt ham og de 4 andre, at NU skal de snart være store skolebørn og starte i den store BH gruppe, vi nævnte et par gange at vi gerne ville de IKKE fyldte hans hoved med dette da vi fortsat var overbevist om han ikke nåede at modne nok... Nu er ondt så værre, i næste uge skal de rykke i den store"drenge" før skole gruppe, og vi har netop været til samtale. Testen viser, ganske som vi har kunne se, at han er fagligt og socialt stærk, men meget umoden, kan ikke imødekomme krav, igangsættes og fastholde en aktivitet, behovsudsætte osv. Så han SKAL IKKE i skole til næste år, og derfor ikke rykke med op.

Det kommer ikke som et chok for os, men vores dreng bliver KNUST nu har de sat alle de griller i hovedet på ham, og nu skal jeh så være onde mor, der knuser drømmen og fortæller vi har besluttet han først skal afsted næste år!

Øv hvor er jeg ked af det, og hvor er jeg GAL på bh over den manglende støtte ....

har i gode råd til hvad jeg kan gøre for at det bliver så skånsomt som muligt?? Igen skal jeg have i baghovedet at vi fortsat kan risikere at kommunen afviser vores og BH's ønske om udsættelse 

Har ikke lige nogen råd - men øv hvor er det da også skidt gjort af børnehaven. Håber ikke din dreng tager det alt for hårdt. 

mor:) skriver:

Har ikke lige nogen råd - men øv hvor er det da også skidt gjort af børnehaven. Håber ikke din dreng tager det alt for hårdt. 

Jeg tror desværre han tager det meget hårdt, en anden del af hans umodenhed, er agression og frustration helt ulig hans alder, han kan slet ikke komme ud af det igen, den stakkel.... Ja jeg føler virkelig de har svigtet os i det her! Jeg er helt med på at de fleste rykker det sidste halve år inden storegrupoen, men det gjorde vores ikke, og de burde lytte til dem der kender ham bedst... Det er en træls situation de nu har sat ham og os i :-( 

Jeg tænker at det  bedste for ham vil være hvis I ikke forventer at han skal acceptere skoleudsættelsen, men at det derimod er jer der skal acceptere hans voldsomme reaktion på det.

Min bedste veninden skulle starte et år tidligere i skole, og jeg var bare SÅ klar, men skulle vente til 'jeg var gammel nok', jeg ved godt det er en anden situation, men den skuffelse og uretfærdighed jeg oplevede dengang, sidder stadig i mig, selvom jeg i dag er over 40år gammel. Jeg elskede min børnehave, og jeg har sikkert haft et godt år, men hele min skoletid har jeg gået og tænkt: Jeg kunne været gået i den klasse (altså klassen over mig), nu kunne jeg have gået i x klasse, nu kunne jeg have været færdig med skolen, nu kunne jeg være startet i gymnasiet. Altid har jeg været et år 'bagud' selvom jeg var helt jævnalderende med mine klassekammerater.

L-Mortil2 skriver:

Jeg tror desværre han tager det meget hårdt, en anden del af hans umodenhed, er agression og frustration helt ulig hans alder, han kan slet ikke komme ud af det igen, den stakkel.... Ja jeg føler virkelig de har svigtet os i det her! Jeg er helt med på at de fleste rykker det sidste halve år inden storegrupoen, men det gjorde vores ikke, og de burde lytte til dem der kender ham bedst... Det er en træls situation de nu har sat ham og os i :-( 

Jeg kan nu heller ikke forstå hvorfor de ikke ventede med at fortælle ham noget til testen var taget. Det er ret skidt forældresamarbejde de har udvist. Jeg forstår din skuffelse til fulde. 

Mht. din dreng så lyder det som om at I kan forvente han bliver rigtig ked af det/vred og så ved jeg ikke om der er så meget andet at gøre end at rumme hans følelser. 

Mumto3 skriver:

Jeg tænker at det  bedste for ham vil være hvis I ikke forventer at han skal acceptere skoleudsættelsen, men at det derimod er jer der skal acceptere hans voldsomme reaktion på det.

Min bedste veninden skulle starte et år tidligere i skole, og jeg var bare SÅ klar, men skulle vente til 'jeg var gammel nok', jeg ved godt det er en anden situation, men den skuffelse og uretfærdighed jeg oplevede dengang, sidder stadig i mig, selvom jeg i dag er over 40år gammel. Jeg elskede min børnehave, og jeg har sikkert haft et godt år, men hele min skoletid har jeg gået og tænkt: Jeg kunne været gået i den klasse (altså klassen over mig), nu kunne jeg have gået i x klasse, nu kunne jeg have været færdig med skolen, nu kunne jeg være startet i gymnasiet. Altid har jeg været et år 'bagud' selvom jeg var helt jævnalderende med mine klassekammerater.

Det tænker jeg også helt klart, han skal have plads og forståelse i hans "sorg periode" for jeg er ikke i tvivl om, at det er det, det vil minde om., hans forventninger var skruet helt i vejret og nu skal de knuses, han skal støttes i at det er okay at være sur og ked af det.... Måske jeg skal snakke med ham om at han jo så til næste år, ved LIGE hvad der skal ske... Skal jeg give ham en ting? Skal han have noget for at symbolisere at jeg anerkender hans følelser og jeg synes han fortjener lidt at varme sig på? Puh det er svært

L-Mortil2 skriver:

Det tænker jeg også helt klart, han skal have plads og forståelse i hans "sorg periode" for jeg er ikke i tvivl om, at det er det, det vil minde om., hans forventninger var skruet helt i vejret og nu skal de knuses, han skal støttes i at det er okay at være sur og ked af det.... Måske jeg skal snakke med ham om at han jo så til næste år, ved LIGE hvad der skal ske... Skal jeg give ham en ting? Skal han have noget for at symbolisere at jeg anerkender hans følelser og jeg synes han fortjener lidt at varme sig på? Puh det er svært

Jeg ville aldrig give ham en ting. Men det er fordi jeg personligt er imod at blande følelser og materielle goder sammen. Det kan være han kommer til at hade den ting fordi den symbolisere at han ikke måtte komme i skole, og hvis du så har valgt noget han bliver glad for, opstår der en kæmpe indre konflikt i ham. Han hader tingen, men er glad for den. Hvordan skal man lige kunne rumme det? Jeg mere til at spejle og bare holde om..

Jeg kan godt forstå jeres frustrationer. Det er bare ikke i orden, at fortælle jeres søn, at han skal starte i skole når der var uvished omkring det. Jeg ville helt klart gå til lederen med det.

Fortæl jeres søn hvor fedt det bliver for ham, at være den største i bh og hvor fedt det bliver for ham, at han skal lege et helt år endnu. Det er vigtigt, at I opmuntre ham selvom han bliver gal og vred.

MoarHvidovre skriver:

Jeg kan godt forstå jeres frustrationer. Det er bare ikke i orden, at fortælle jeres søn, at han skal starte i skole når der var uvished omkring det. Jeg ville helt klart gå til lederen med det.

Fortæl jeres søn hvor fedt det bliver for ham, at være den største i bh og hvor fedt det bliver for ham, at han skal lege et helt år endnu. Det er vigtigt, at I opmuntre ham selvom han bliver gal og vred.

*******Update *******

tog samtalen med sønnen idag, vi lå stille og roligt i morges, og fortalte at mor og far havde snakket med (ynglings pæd) og vi havde sammen besluttet at han ikke skulle starte i den store gruppe, og ikke skulle gå i skole med (børnene der rykker op) men at han i stedet skal følges med (3 drenge der er de bedste venner) , han kiggede på mig , gav mig et STORT knus og sagde TAK søde mor...

Vi havde slet slet SLET ikke forventet denne reaktion, så jeg blev næsten helt mundlam, jeg ved der KAN komme en reaktion, men pt har han bare været så lettet og glad idag!