Hej Karina.
Jeg står i den lykkelige situation, at jeg er blevet gravid og er 4+6 henne. Siden jeg fandt ud af det (barnet er planlagt) har jeg læst en del om alle de ting, jeg kan forvente igennem graviditeten og fødslen, når den tid kommer. Jeg er indstillet på at føde vaginalt og er som sådan ikke så nervøs for det (det kommer måske senere henne i forløbet). Sagen er så den, at jeg ville høre om det på sin vis er nok at have min kæreste med til fødslen? Jeg er slet ikke i tvivl om at han kan berolige mig og hjælpe med at klare veerne, når den tid kommer, men der er bare den lille nervøsitet omkring at han jo ikke rigtig ved hvad jeg gennemgår.
Før i tiden havde jeg en idé om at jeg gerne ville have min mor med til min fødsel, men hun gik desværre bort for kort tid siden. Ville du anbefale en doula/fødselscoach i mit tilfælde? Og kan man få sådan én alle steder i landet? Jeg bor i det såkaldte "Udkantsdanmark" :-)
Mange hilsener fra mig
Karinas svar
Kære Mig
Tak for spørgsmålet og stort tillykke med din spirende baby

Jeg vil til enhver tid anbefale at hyre en doula eller fødselscoach, eller tage en anden erfaren kvinde med som støtter dig i dine ønsker og som har tillid til dig, din krop, baby og den naturlige fødselsproces fx en zoneterapeut, massør, yogalærer eller anden klog kvinde.
Fødselshjælperen er ikke ment som en erstatning for din kæreste, hun er en ekstra hjælp og ressource som ikke er følelsesmæssig involveret på samme måde som din kæreste.
Hun er der for jer begge og hun kender jeres ønsker og behov fra forberedelsen.
Da hun heller ikke er en del af institutionen/systemet vil hun have frie rammer til at være der udelukkende for dig/jer og yde kontinuerlig støtte hele vejen gennem fødselsforløbet.
Jo før du/I etablerer kontakt jo bedre - I får god tid til at lære hinanden at kende, og du har en du løbende kan få støtte, råd og vejledning af. Og jo før du finder en fødselshjælper jo større sandsynlighed er der for, at hun har plads i kalenderen.
Nu ved jeg ikke hvor i UdkantsDanmark du bor - måske du kan finde en doula på oversigten her:
http://foedselsnoerden.dk/oversigt-fodselshjaelper e/Hvis ikke vil jeg anbefale dig at opsøge informationer i dit lokal-område. Typisk vil alternative behandlere som fx massører, zoneterapeuter, kiropraktorer, yogalærere osv kende gode folk i deres netværk,
Du kan også prøve at finde frem til nogle der har født hjemme - de plejer at være godt opdaterede på hvilke muligheder der findes for hjælp og støtte i nærheden.
Jeg ønsker dig god arbejdslyst og en rigtig god fødselsoplevelse

De bedste hilsner
Karina Isolde
Karina tilbyder alternativ fødselsforberedelse med udgangspunkt i den sunde og naturlige fødsel som individuelle forløb i Gentofte og privat, hold og workshops i København og fødselshjælp i Københavnsområdet.
Se Karinas hjemmeside: TrygFoedsel.dk - her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få "3 tips til en tryg fødselsoplevelse" ganske gratis.