Lige hurtigt lidt baggrundsviden:
Jeg er 26, psykisk syg og på medicin (men meget stabil igennem de sidste 2 år), har været gift med manden i mit liv (31 år) i 7 ½ år. I 2008 nåede jeg til uge 13 i graviditeten, fandt ud af ved første scanning at baby var død i uge 9. Derefter har jeg haft 2 spontane aborter i 2009. Vi indstillede derefter projekt baby.
Nu har jeg så det sidste halve år været igennem en udtrapnings-proces for at kunne komme på noget mere graviditetsvenligt medicin så vi på sigt kunne begynde på projektet igen, eller i hvert fald ha' muligheden for det
I onsdags testede jeg så (meget uventet) positiv. Jeg var ved lægen torsdag morgen og fik det bekræftet. Vi havde en snak omkring de andre ufrivillige aborter og jeg er blevet henvist til en tidlig scanning den 11/12.
Min psykiater er med indover og jeg er stoppet med to præparater som jeg ikke var helt ude af endnu, men som jeg skal stoppe med af hensyn til baby.
Nu går jeg så her og bilder mig selv ind at jeg har ubehag i maven. Det kommer og går, og gør ikke ondt, men føles bare som oppustet mave. Jeg går konstant på toilettet (ca 2 gange i timen) og tjekker at jeg ikke bløder.
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tro på at det vil lykkes denne gang.
Testen hjemme var svagt positiv, den ved lægen var meget positiv, men dem jeg efterfølgende har taget herhjemme er stadig svagt positive. 
Så jeg ringede til lægen for at høre om det kunne være en graviditet udenfor livmoderen. Lægen afviste og sagde at mine symptomer slet ikke pegede på det. Hun nævnte at strips test ofte ikke er så følsomme som deres tests.
Jeg har nu bestilt en tryghedsscanning til på fredag (jeg er i uge 6) på en privat klinik i Silkeborg som jeg selv betaler for.
Jeg håber det vil kunne give mig ro at se et hjerteblink.
Er det helt skørt at jeg går og ikke tør lade mig selv tro på at det skulle gå godt denne gang? Hvordan får man ro til at begynde at turde tro på det?
Anmeld
