Når det hele bliver for meget og man ikke længere

Når det hele bliver for meget og man ikke længere kan kende sig selv. Hvad gør I så?

situationen er kort fortalt at jeg lige har været udsat for min anden GUL inden for et år. Jeg er derfor efterladt med en sorg jeg bare må acceptere og ignorere at alt minder en om det. Samtidig skal jeg forholde mig til et verdens billede er vendt op og ned da begge mine æggeledere er fjernet. Jeg prøver at se det positive i det men det er svært at bevare den konstante positive følelser når men inderst indeværende ked af det,vred,føler det uretfærdigt og føler sig magtesløs. Samtidig kan jeg se min anden halvdel er ved at gå nedenom og hjem og jeg aner ikke mit levende råd. Jeg er angst for at vi går i stykker da vi er meher uenige om hvornår vi skal på begynde behandling da vi vægter forskellige ting højest.alle de følelser og tanker før det svært at sove.

Når man er så opfyldt vælter korthuset nemt. Det gjorde det for mig i dag. Fik i dag en besked om at en bekendt havde fået et nyt job og jeg er egentlig glad på hans vegne men alting og jeg mener alting serveret på et sølvfad. Jeg synes det er uretfærdigt og bliver helt sur og ked af det. Jeg ved at disse følelser ikke tilhører mig. Er der andre der kender det?

Jeg må starte med et stort rungende JA. Jeg kender virkelig til alt det du beskriver. Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget til dig, som kunne lette dig lidt, men jeg ved hvor svært det er at trække sig selv op ovenpå sådan en omgang. 

Min kæreste og jeg har også brugt rigtig lang til på at lære, at vi tackler alle de her ting helt forskelligt. For det er så let at misforstå hinanden og det kan være så hårdt for forholdet. 

Jeg tror måske at mit eneste råd til dig er, at forsøge at acceptere at du har det som du har det. Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg - men der er intet galt i det du tænker og føler - og det er virkelig ikke mærkeligt når man ved hvad du har været igennem. 

Jeg håber alt det bedste for dig. 

Kh /S