Yoggibear skriver:
Hej kære du som læser med.
Her for et års tid siden fandt kæresten og jeg ud af at vi var blevet gravide. Vi var glade da vi havde forsøgt i noget tid. Desværre blev lykken kort og noget tid efter var der bahbuh bahbuh på hospitalet. Lægen fortalte at det var en GUL og jeg skulle derfor opereres asap. I samme omgang tjekkede fjernet de æggelederen hvor befrugtningen var sket og jeg tjekkede den anden som de sagde var fin. Tiden derefter var svær. Jeg som ellers ikke er forfængelig havde det svært med arrene og de repræsenterede. Jeg følte mig så ked af det og også som en andenrangs kvinde. I lange tider efter kunne jeg blive helt syg ved synet af en baby. Da der efter et år endnu ikke var sket noget blev vi enige om at finde ud af om der var mere i vejen. Udredning var håret og føltes som om det tog flere tidsaldre. Da jeg havde til hsg undersøgelsen sagde lægen du har nok polypper der skal opereres væk samt en tvedelt livmoder hvor den ene halvdel er forsvundet.men din sidste æggelede er fin. Jeg var lamslået og synes det lød som noget fra en dårlig sci-fi film. Jeg måtte finde vente en meget lang måned for at få nærmere besked. To dage efter hsg fik kæresten af vide at hans sød kvalitet var lettere nedsat. Så nu skrabede vi bunden psykisk. Samtidig midt i alt det her fik min bonus bror et hovsa barn og det gjorde også meget ondt. Den næste undersøgelse viste at jeg ikke havde polypper og ej heller tvedelt livmoder men er unik. Hun sagde også den sidste ægeledder var fin.
Her for snart en to ugers tid siden blev jeg hastet på hospitalet med mavesmerter. Det viste sig at jeg var hemmeligt gravid. Desværre sad denne også uden for livmoderen i den anden æggeleder. De har nu også fjernet den. Jeg sidder nu tilbage med følelsen af at være bombet tilbage et år og kunne kæmpe mig igennem noget virkelig hårdt bare for at starte forfra igen. Samt en følelse af ikke helt at slå til som kvinde.
Vi vil stadig gerne have børn. Min kæreste vil i gang med behandling nu. Han føler at det er den eneste måde han kommer videre på. Han siger han vil gå i stykker indeni og han ved ikke h ad han gør hvis det ikke bliver løst her og nu. Måske ville han kunne vente tre måneder men han mener ikke tiden vil kunne ændre noget. Jeg er ikke enig. Pt føler jeg ingen skal i nærheden af mit underliv og oven på den mildest talt elendige behandling jeg modtog på hospitalet ligger min tiltro til læger på et meget lille sted nu. Ved godt det ikke er helt rationelt men tilgiv mig. Desuden tænker jeg at være i fertilitetsbehandling er hård kost og kræver psykisk overskud.med andre ord vil jeg gerne vente lidt.
Som du kan læse er det gået lidt i hårdknude. Er der nogen forslag på hvordan man løser sådan noget? Nogen der har erfaring med problemstillingen eller området?
tak fordi du eller i læste med 
Det lyder som en ufattelig hård periode, I har været igennem. Det er virkelig noget møg 
Jeg har desværre ingen gode råd, andet end at I begge skal være klar, men det er svært, når I har forskellige følelser og oplevelser i forløbet!
Jeg får lyst til at fortælle vores historie, måske du kan bruge den til noget.
Min kæreste fik fjernet sin ene testikel i februar i år og har siden haft meget nedsat sædkvalitet. Det har krævet lang tid for ham at acceptere, at det nok ikke blev bedre. Vi har prøvet kostomlægning, vitaminkure, zoneterapi osv. osv.
Jeg ville rigtig gerne hurtigt i gang, ligesom din kæreste, for jeg kunne hurtigere end ham acceptere, at det nok var den vej, som vi skulle gå. Han havde det meget svært ved det, både fordi at det var mig der skulle stikkes, have taget æg ud osv. (jeg skulle igennem en masse smerte og ulejlighed) - han skulle bare levere en "klat". Og så fordi det var et hak i hans mandighed at acceptere, at han nok ikke længere vil kunne gøre mig gravid naturligt. Så han ville gerne vente og se om det blev bedre osv.
Men jeg fik ham overtalt efter en sædprøve, der igen viste uændret sædkvalitet, for han begyndte endelig at indse, at det var et spørgsmål om tid inden, vi alligevel skulle den vej. For sandsynligheden for, at hans sædkvalitet blev forbedret med en faktor 10 var meget lille.
I går lå vi og snakkede, hvor jeg spurgte ham, hvordan han havde det (vi har været igennem ICSI for et par uger siden, dog uden ægoplægning pga. overstimulering). Hans svar var, at han var virkelig lettet, at en kæmpe byrde og en masse stress var løftet fra hans skuldre, nu kunne han igen nyde livet, for han havde gjort, hvad han skulle/kunne for de næste mange måneder og nu behøvede han ikke tænke mere på, om det han indtog ville påvirke hans sædkvalitet osv. For lige nu har vi 20 befrugtede æg i fryseren, så der er til et par fryseforsøg i det nye år 
Og som en ekstra bonus, så kunne han mærke, at sex ikke længere var så præstationsbetinget - nu kan vi bare nyde hinanden uden at tænke på, at vil lave et barn, for nu er der nogen, der tager sig af resten.
Jeg ved ikke, om du kan bruge min historie til noget, men vil nok bare med den sige, at vi var ikke klar samtidig, jeg gav ham fred lidt tid, men pressede ham også lidt til sidst og for os endte det godt. Om det også ender I et barn mere må tiden vise, men jeg er meget fortrøstningsfuld!
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover, og jeg håber, at I sammen finder en løsning, der fungerer for jer begge, og at den løsning i sidste ende giver jer det barn, som I drømmer om 
