jeg har to skønne børn og vi har nu i et år arbejdet på 3 barn. Nr.2 tog også et år at lave, så det tager åbenbart tid for os!
Men til forskel har vi faktisk de sidste 3 måneder trods det er møg uromantisk haft sex hver anden dag, og må måned på måned konstatere at der bare ikke sker en skid!
min kæreste er ved At være godt oppe i alderen og børnene er snart 13 og 4 år... Jeg begynder faktisk at stresse lidt over hele scenariet, Synes et år er lang tid og det må gerne være snart, så vi alle ikke er døde af alderdom før det lykkedes os at lave en baby igen.
jeg er så led og ked over at det bare ikke vil lykkedes.. har veninder der bliver gravide og nogle der får aborter endda op til flere på kort tid, og jeg kan næsten ikke rumme det. Jeg bliver så harm (på aborterne) og misundelig på de veninder, hvor den er der i første eller andet huk (dem er der en del af!). Ved godt det ikke har noget med dem at gøre, men mine egne følelser fordi vi står i den situation vi gør...
vi er pt. oppe på 12 måneder uden prævention og jeg har Sgu mistet håbet og overvejer om man bare skulle skyde en hvid pil efter det ønske barn, som åbenbart ikke ønsker os!
tak for ører, havde luge brug for at læsse ud
Anmeld