Søger råd.... Læs indlæg før svar.

Hej piger.
Jeg står lidt i et dilemma for tiden, og kunne godt bruge et råd eller to på vejen
Lige lidt forhistorie: jeg bor i Randers, alene med min datter på 6 år og bliver snart alenemor til 2.
Vi har boet i Randers i 4 år, hvor mit såkaldte netværk kan tælles på en halv hånd. Vi får besøg omkring 2-3 gange om året, hvoraf en er fødselsdag. Har måske bare koncentreret mig lidt for meget om datteren og studiet, end på det at få venner.
Min datter går på privatskole, da dette var det rette valg for hende. Foruden det går hun til Ballet, hvilket hun både er dygtig til, og ret glad for.

Her på det seneste, er der desværre kommet en masse tegn på at min datter slet ikke trives så godt som forventet i skolen. Hun græder hver morgen, og vil ikke i skole, og hun kan næsten hver dag berette om en konflikt med de andre børn.
Jeg er normalt meget imod at flytte skole og miljø.... Men hvis ikke hun trives skal hun ikke gå der. Det skal dog lige nævnes at hun også leger med de andre børn, og har dage hvor hun egentligt hygger sig.

Jeg har efter at have snakket med venner og familie i min hjemby, ca. 200 km nordvest for Randers, begyndt at overveje om vi skal flytte "hjem". De har alle sammen givet udtryk for et stort ønske om at få os hjem. Selv min far, som normalt er en mand af meget få ord.
Men det vil betyde at min datter skal flytte skole, og hun vil miste ballet, hvilket jeg ikke er så glad for, og ærligt talt er de to ting der holder mig tilbage.
Til gengæld vil vi flytte tæt på familien (bedsteforældre, reservebedste, oldeforældre, mostre, kusiner i samme alder osv), samt min store "gamle" vennekreds (20-25 stk), som vi ellers har meget med at gøre når det er muligt, og som også har børn i samme alder.
Vennerne har fundet os et hus til leje, der er nyrenoveret, og de har tilbudt hjælp af flytning, samt pasning og ikke mindst støtte og pasning i forbindelse med fødslen.
Det skal siges at vi lige nu bor i lejlighed på 3.sal uden elevator. så det med hus, lyder meget indbydende ift. At have en bebs på armen op af trapper

Det skal også lige siges, at jeg flyttede "hjem" da jeg fik min datter for en del år siden. Men ikke følte mig til rette, og derfor tog skridtet videre til Randers. Så er selvf. Nervøs for at det skal gentage sig.
På den anden side, så er situationen anderledes i det, at jeg er ret ensom hernede, og at jeg nu har en uddannelse på hånden.

Jeg synes det er svært, og er SÅ bange for at tage den forkerte beslutning ift. Min datter, og snart, begge mine børn.
Hun har så hørt mig nævne det, og i starten var hun meget i mod det. Her til aften kom hun så og sagde at det var okay hvis vi skulle flytte..... Men nu er vi også på weekend i Heroppe ved familien... Så måske det blot er det der præger hende.

Hvad tænker i? Og kunne i finde på at hive jeres barn ud af det kendte miljø, af ovenstående grunde?

Anonym skriver:

Hej piger.
Jeg står lidt i et dilemma for tiden, og kunne godt bruge et råd eller to på vejen
Lige lidt forhistorie: jeg bor i Randers, alene med min datter på 6 år og bliver snart alenemor til 2.
Vi har boet i Randers i 4 år, hvor mit såkaldte netværk kan tælles på en halv hånd. Vi får besøg omkring 2-3 gange om året, hvoraf en er fødselsdag. Har måske bare koncentreret mig lidt for meget om datteren og studiet, end på det at få venner.
Min datter går på privatskole, da dette var det rette valg for hende. Foruden det går hun til Ballet, hvilket hun både er dygtig til, og ret glad for.

Her på det seneste, er der desværre kommet en masse tegn på at min datter slet ikke trives så godt som forventet i skolen. Hun græder hver morgen, og vil ikke i skole, og hun kan næsten hver dag berette om en konflikt med de andre børn.
Jeg er normalt meget imod at flytte skole og miljø.... Men hvis ikke hun trives skal hun ikke gå der. Det skal dog lige nævnes at hun også leger med de andre børn, og har dage hvor hun egentligt hygger sig.

Jeg har efter at have snakket med venner og familie i min hjemby, ca. 200 km nordvest for Randers, begyndt at overveje om vi skal flytte "hjem". De har alle sammen givet udtryk for et stort ønske om at få os hjem. Selv min far, som normalt er en mand af meget få ord.
Men det vil betyde at min datter skal flytte skole, og hun vil miste ballet, hvilket jeg ikke er så glad for, og ærligt talt er de to ting der holder mig tilbage.
Til gengæld vil vi flytte tæt på familien (bedsteforældre, reservebedste, oldeforældre, mostre, kusiner i samme alder osv), samt min store "gamle" vennekreds (20-25 stk), som vi ellers har meget med at gøre når det er muligt, og som også har børn i samme alder.
Vennerne har fundet os et hus til leje, der er nyrenoveret, og de har tilbudt hjælp af flytning, samt pasning og ikke mindst støtte og pasning i forbindelse med fødslen.
Det skal siges at vi lige nu bor i lejlighed på 3.sal uden elevator. så det med hus, lyder meget indbydende ift. At have en bebs på armen op af trapper

Det skal også lige siges, at jeg flyttede "hjem" da jeg fik min datter for en del år siden. Men ikke følte mig til rette, og derfor tog skridtet videre til Randers. Så er selvf. Nervøs for at det skal gentage sig.
På den anden side, så er situationen anderledes i det, at jeg er ret ensom hernede, og at jeg nu har en uddannelse på hånden.

Jeg synes det er svært, og er SÅ bange for at tage den forkerte beslutning ift. Min datter, og snart, begge mine børn.
Hun har så hørt mig nævne det, og i starten var hun meget i mod det. Her til aften kom hun så og sagde at det var okay hvis vi skulle flytte..... Men nu er vi også på weekend i Heroppe ved familien... Så måske det blot er det der præger hende.

Hvad tænker i? Og kunne i finde på at hive jeres barn ud af det kendte miljø, af ovenstående grunde?

Først ville jeg finde ud af, hvorfor din datter er ked at komme i skole. Altså tale med hendes lærer. Om det er noget med nogle elever(du siger der er konflikter, men hvad  er de om) eller om det er skolen.

Hun kan vel starte til ballet der. Og hun er vel lige startet i skole. hvad med hendes venner?

Synes egentlig at du skal snakke med hende, spørg hende om hun synes. Foreklarer hende at hun skal skifte skole. 

Men ja jeg tænker at det vil være godt at komme hjem. Og når så mange ønsker det, især din far, så savner de jer jo. 

Jeg har stemt at i skal overveje at flytte. Du gør dig nogle gode tanker omkring din datter og hendes trivsel, omkring hvad der vil være for hende det nye sted. Lykkelige glade børn er som hovedregel produkt af lykkelige / glade forældre, og i mine øre er du ikke lykkelig hvor du er. Jeg er overbevist om din datter nok skal tilpasse sig en flytning og mon ikke det vil gavne jer begge med et større netværk?! Nogen gange er det også nemmere , når børn er ked af det, at dele det med en bedste forældre end lige mor... Du får nogle gode "samarbejdspartnere" og din datter får mulighed for mange stabile (der kommer i familien) venskaber. Mon ikke der, hvis ikke ballet, så findes dans i den nye landsdel? Jeg er sikker på at lige meget hvad du vælger, så har du gjort et velovervejet valg og haft jeres absolut bedste på sinde!! 

Anonym skriver:

Hej piger.
Jeg står lidt i et dilemma for tiden, og kunne godt bruge et råd eller to på vejen
Lige lidt forhistorie: jeg bor i Randers, alene med min datter på 6 år og bliver snart alenemor til 2.
Vi har boet i Randers i 4 år, hvor mit såkaldte netværk kan tælles på en halv hånd. Vi får besøg omkring 2-3 gange om året, hvoraf en er fødselsdag. Har måske bare koncentreret mig lidt for meget om datteren og studiet, end på det at få venner.
Min datter går på privatskole, da dette var det rette valg for hende. Foruden det går hun til Ballet, hvilket hun både er dygtig til, og ret glad for.

Her på det seneste, er der desværre kommet en masse tegn på at min datter slet ikke trives så godt som forventet i skolen. Hun græder hver morgen, og vil ikke i skole, og hun kan næsten hver dag berette om en konflikt med de andre børn.
Jeg er normalt meget imod at flytte skole og miljø.... Men hvis ikke hun trives skal hun ikke gå der. Det skal dog lige nævnes at hun også leger med de andre børn, og har dage hvor hun egentligt hygger sig.

Jeg har efter at have snakket med venner og familie i min hjemby, ca. 200 km nordvest for Randers, begyndt at overveje om vi skal flytte "hjem". De har alle sammen givet udtryk for et stort ønske om at få os hjem. Selv min far, som normalt er en mand af meget få ord.
Men det vil betyde at min datter skal flytte skole, og hun vil miste ballet, hvilket jeg ikke er så glad for, og ærligt talt er de to ting der holder mig tilbage.
Til gengæld vil vi flytte tæt på familien (bedsteforældre, reservebedste, oldeforældre, mostre, kusiner i samme alder osv), samt min store "gamle" vennekreds (20-25 stk), som vi ellers har meget med at gøre når det er muligt, og som også har børn i samme alder.
Vennerne har fundet os et hus til leje, der er nyrenoveret, og de har tilbudt hjælp af flytning, samt pasning og ikke mindst støtte og pasning i forbindelse med fødslen.
Det skal siges at vi lige nu bor i lejlighed på 3.sal uden elevator. så det med hus, lyder meget indbydende ift. At have en bebs på armen op af trapper

Det skal også lige siges, at jeg flyttede "hjem" da jeg fik min datter for en del år siden. Men ikke følte mig til rette, og derfor tog skridtet videre til Randers. Så er selvf. Nervøs for at det skal gentage sig.
På den anden side, så er situationen anderledes i det, at jeg er ret ensom hernede, og at jeg nu har en uddannelse på hånden.

Jeg synes det er svært, og er SÅ bange for at tage den forkerte beslutning ift. Min datter, og snart, begge mine børn.
Hun har så hørt mig nævne det, og i starten var hun meget i mod det. Her til aften kom hun så og sagde at det var okay hvis vi skulle flytte..... Men nu er vi også på weekend i Heroppe ved familien... Så måske det blot er det der præger hende.

Hvad tænker i? Og kunne i finde på at hive jeres barn ud af det kendte miljø, af ovenstående grunde?

Er det realistisk for dig at få et arbejde indenfor det felt du lige har uddannet dig i det område du overvejer at flytte til?

Hvis jeg var dig, ville jeg vente med at gå i gang med det helt store flytteri til jeg havde fået undersøgt jobmarkedet. Du risikerer at ende med to flytninger, hvis drømmejobbet dukker op et helt tredje sted.

Og så synes jeg helt sikkert du skal have snakket med de voksne på skolen om hvordan din datter trives.

Hej piger.
Jeg står lidt i et dilemma for tiden, og kunne godt bruge et råd eller to på vejen
Lige lidt forhistorie: jeg bor i Randers, alene med min datter på 6 år og bliver snart alenemor til 2.
Vi har boet i Randers i 4 år, hvor mit såkaldte netværk kan tælles på en halv hånd. Vi får besøg omkring 2-3 gange om året, hvoraf en er fødselsdag. Har måske bare koncentreret mig lidt for meget om datteren og studiet, end på det at få venner.
Min datter går på privatskole, da dette var det rette valg for hende. Foruden det går hun til Ballet, hvilket hun både er dygtig til, og ret glad for.

Her på det seneste, er der desværre kommet en masse tegn på at min datter slet ikke trives så godt som forventet i skolen. Hun græder hver morgen, og vil ikke i skole, og hun kan næsten hver dag berette om en konflikt med de andre børn.
Jeg er normalt meget imod at flytte skole og miljø.... Men hvis ikke hun trives skal hun ikke gå der. Det skal dog lige nævnes at hun også leger med de andre børn, og har dage hvor hun egentligt hygger sig.

Jeg har efter at have snakket med venner og familie i min hjemby, ca. 200 km nordvest for Randers, begyndt at overveje om vi skal flytte "hjem". De har alle sammen givet udtryk for et stort ønske om at få os hjem. Selv min far, som normalt er en mand af meget få ord.
Men det vil betyde at min datter skal flytte skole, og hun vil miste ballet, hvilket jeg ikke er så glad for, og ærligt talt er de to ting der holder mig tilbage.
Til gengæld vil vi flytte tæt på familien (bedsteforældre, reservebedste, oldeforældre, mostre, kusiner i samme alder osv), samt min store "gamle" vennekreds (20-25 stk), som vi ellers har meget med at gøre når det er muligt, og som også har børn i samme alder.
Vennerne har fundet os et hus til leje, der er nyrenoveret, og de har tilbudt hjælp af flytning, samt pasning og ikke mindst støtte og pasning i forbindelse med fødslen.
Det skal siges at vi lige nu bor i lejlighed på 3.sal uden elevator. så det med hus, lyder meget indbydende ift. At have en bebs på armen op af trapper

Det skal også lige siges, at jeg flyttede "hjem" da jeg fik min datter for en del år siden. Men ikke følte mig til rette, og derfor tog skridtet videre til Randers. Så er selvf. Nervøs for at det skal gentage sig.
På den anden side, så er situationen anderledes i det, at jeg er ret ensom hernede, og at jeg nu har en uddannelse på hånden.

Jeg synes det er svært, og er SÅ bange for at tage den forkerte beslutning ift. Min datter, og snart, begge mine børn.
Hun har så hørt mig nævne det, og i starten var hun meget i mod det. Her til aften kom hun så og sagde at det var okay hvis vi skulle flytte..... Men nu er vi også på weekend i Heroppe ved familien... Så måske det blot er det der præger hende.

Hvad tænker i? Og kunne i finde på at hive jeres barn ud af det kendte miljø, af ovenstående grunde?

Jeg har skrevet at du skal snakke med skole o.s.v.

Egentlig hælder jeg mest til at du skal flytte, men har valgt denne løsning fordi jeg synes at der er ubekendte der skal undersøges først.

Som Pikku My skriver - er det muligt for dig at få arbejde?

Derudover nævner du at du flyttede hjem da din datter var lille, men ikke faldt ordentligt til. Dette synes jeg er et meget stort spørgsmål der skal afsøges og svares på inden du flytter. Hvorfor følte du dig ikke tilpas? Og hvorfor tror du at du vil gøre det nu? Vil du flytte hjem af rene og skære praktiske grunde (aflastning o.s.v.) og altid have en udlængsel? Eller vil du vitterligt kunne føle dig til rette i den lille by?

Nærhed til bedster, kusiner o.s.v. er en vigtig ting. Og det tror jeg vil betyde meget positivt i din datters liv. Og hvis hun ikke trives i skolen nu, er det i hvert fald ikke et incitament til at blive.

Jeg giver dig ret i at stabilitet er vigtigt i et barns liv, men på den anden side er det så meget bedre at flytte nu, hvor skolen stadig er ny, end om et par år hvor hun vil have etableret tætte venskaber.

Anonym skriver:

Hej piger.
Jeg står lidt i et dilemma for tiden, og kunne godt bruge et råd eller to på vejen
Lige lidt forhistorie: jeg bor i Randers, alene med min datter på 6 år og bliver snart alenemor til 2.
Vi har boet i Randers i 4 år, hvor mit såkaldte netværk kan tælles på en halv hånd. Vi får besøg omkring 2-3 gange om året, hvoraf en er fødselsdag. Har måske bare koncentreret mig lidt for meget om datteren og studiet, end på det at få venner.
Min datter går på privatskole, da dette var det rette valg for hende. Foruden det går hun til Ballet, hvilket hun både er dygtig til, og ret glad for.

Her på det seneste, er der desværre kommet en masse tegn på at min datter slet ikke trives så godt som forventet i skolen. Hun græder hver morgen, og vil ikke i skole, og hun kan næsten hver dag berette om en konflikt med de andre børn.
Jeg er normalt meget imod at flytte skole og miljø.... Men hvis ikke hun trives skal hun ikke gå der. Det skal dog lige nævnes at hun også leger med de andre børn, og har dage hvor hun egentligt hygger sig.

Jeg har efter at have snakket med venner og familie i min hjemby, ca. 200 km nordvest for Randers, begyndt at overveje om vi skal flytte "hjem". De har alle sammen givet udtryk for et stort ønske om at få os hjem. Selv min far, som normalt er en mand af meget få ord.
Men det vil betyde at min datter skal flytte skole, og hun vil miste ballet, hvilket jeg ikke er så glad for, og ærligt talt er de to ting der holder mig tilbage.
Til gengæld vil vi flytte tæt på familien (bedsteforældre, reservebedste, oldeforældre, mostre, kusiner i samme alder osv), samt min store "gamle" vennekreds (20-25 stk), som vi ellers har meget med at gøre når det er muligt, og som også har børn i samme alder.
Vennerne har fundet os et hus til leje, der er nyrenoveret, og de har tilbudt hjælp af flytning, samt pasning og ikke mindst støtte og pasning i forbindelse med fødslen.
Det skal siges at vi lige nu bor i lejlighed på 3.sal uden elevator. så det med hus, lyder meget indbydende ift. At have en bebs på armen op af trapper

Det skal også lige siges, at jeg flyttede "hjem" da jeg fik min datter for en del år siden. Men ikke følte mig til rette, og derfor tog skridtet videre til Randers. Så er selvf. Nervøs for at det skal gentage sig.
På den anden side, så er situationen anderledes i det, at jeg er ret ensom hernede, og at jeg nu har en uddannelse på hånden.

Jeg synes det er svært, og er SÅ bange for at tage den forkerte beslutning ift. Min datter, og snart, begge mine børn.
Hun har så hørt mig nævne det, og i starten var hun meget i mod det. Her til aften kom hun så og sagde at det var okay hvis vi skulle flytte..... Men nu er vi også på weekend i Heroppe ved familien... Så måske det blot er det der præger hende.

Hvad tænker i? Og kunne i finde på at hive jeres barn ud af det kendte miljø, af ovenstående grunde?

Jeg vil bare sige lidt i forhold til at det flytte langt med lidt større børn.

Da jeg var 11 og min søster 8 år flyttede vi fra storkøbenhavn og hele vejen til midtjylland. Så vi var lige pludselig meget langt væk fra alt det kendte, al familie og alle venner. - Vi flyttede fordi min mor skulle videre uddannes på uni, og så havde vi ikke råd til at blive boende. 

Men vi børn tilpassede os ret hurtigt. Vi startede uden problemer i den nye skole og fik hurtigt nye venner.  Vi var begge spejdere, og var derfor nødt til at flytte spejdergruppe (hvilket var lidt af en degredering) men det klarede vi også. Og fik somend nye hobbies også

Jeg er helt sikker på at din datter nok skal falde til efter en flytning, selv hvis hun er lidt mut et stykke tid.