Bare li' et spørgsmål...?

MaleneG skriver:

Alder er blot et tal, og jo man kan være en lige så god mor som 16 årig, lige såvel som 30 årig.
Men jeg tror en af grundene til at folk stiller sig på bag ben overfor disse unge mødre er, fordi rigtig mange skriver " Er jeg klar til blive mor?" Stiller du det spørgsmål til andre, så NEJ, så er man bestemt ikke klar til at blive mor.
Dernæst så kan du sagtens være en moden 16 årig, pga. de ting du har oplevet, og ja gud fanden er det hårdt at miste en/begge sine forældre (Taler af erfaring) Men fordi jeg mistet min mor af en alder af 16, og har en far som er livstruende syg med kræft, så er det ikke DET som gør mig klar til at få et barn.
Det bekymre mig at folk bruger dette som argument, alle folk mister på et eller andet tidspunkt i livet en af sine kære. Hvad så med dem som kun har levet med én forældre hele deres liv, er de også mere modne end alle andre?
Nej ikke nødvendigvis. Man lærer af sine oplevelser, og selvfølgelig er de alle med til at modne en på et eller andet plan, men det er ikke kun ÈN bestemt oplevelse som gør at man BANG er klar til at blive forældre.

Malene

jeg er ked af det med din mor

altså, hvis jeg havde mistet min far om han  var helt frisk, og døde i et uheld eller sådan noget, så ville jeg jo ikke sige jeg er klar til at få et barn, fordi jeg har prøvet at mistet min far. Eller noget sådan. Bare et eksempel.

Men alt det jeg har oplevet med at han var syg, har jeg lært en masser af. Jeg kan jo forklare om hans sygdom. Alt begyndte med diabetes 2. Og i 2003 blev han meget syg, hans nyrer begyndte at svigte. I 2004 blev han mere eller mindre blind, og det gik ikke længe så var han næsten helt blind, så bare liiiidt skygger eller sådan, husker ikke hvad det hed som han sagde. I 2005 fik han bare pludselig besked om at bileterne var bestilt og han skulle ned til Danmark for at få opereret et kateter ind i maven, for at få dialyse, og var pludselig blevet for syg til at få nyt nyre   Der mådte vi skiftes om at give ham dialyse 4 gange om dagen. I Februar i 2008 fik han en blodprop i hjernen, men han klarte det rigtig godt at komme sig efter det, men han var en del forvirret o.s.v.  I September 2008 kunne han næsten ikke gå mere, vi mådte hjælpe ham. Holde i ham mens han gik et sted. Og så blev det til at vi mådte hjælpe ham op, når han havde været på toilettet o.s.v. Vi fik lidt hjælp 2 gange om dagen af hjemmesygeplejersker så at vi kunne gå lidt mere ud om dagene. Altså mig og min lille bror. Det var faktisk mig der fik hjælp til min far. Fordi jeg sagde det til min lærer på skolen at jeg klarede ikke så godt mere. Og jeg gik til psykolog og fik hjælp o.s.v. Og sagde så jeg kunne godt tænke mig at vi fik hjælp til min far. De 2 sidste mdr. blev det værre med at snakke med ham. Og han kunne slet ikke gå selv, næsten ikke med hjælp engang. Han mistede madlysten. Jeg turde næsten aldrig at gå ud når jeg var hjemme efter skolen. Og vi mådte hjælpe ham med at rejse sig op i sengen, det var næsten umuligt. Og han faldt ud af sengen nogen gange, fordi han gled bare ud, på en eller anden mærkelig måde. Ingen kunne få ham op. Vi mådte ringe efter brandvæsenet eller portører.
Lørdagen før han døde, besøgede jeg ham på sygehuset, og han spiste. Han ville gerne prøve selv at spise, men han kunne ikke få hånden op til munden engang   Det var så hårdt at se på. Sidste gang jeg så ham, kunne han ikke snakke engang   Vi vidste vi skulle sige farvel nu. Vi alle besøgede ham da, og sagde farvel til ham

Undskyld den lange tekst. Men havde bare lyst til at forklare lidt om det jeg har oplevet.
Men nu ser I måske mere grunden i det, at jeg synes jeg er også klar til et barn pga. ham. Fordi vi skulle jo passe ham. Min mor havde heller ikke så meget tid til os. Så vi har stået meget på vores egne ben.  Men det er jo heller ikke bare pga. ham jeg synes jeg er klar   Det er noget jeg vil, og ved næsten hvad det er. Og jeg er rigtig glad i børn. Ville elske det at give mit/mine børn et 1000 gange bedre liv en jeg havde. Når jeg kommer der til.

Jeg er ked af at høre at du har fået et alt for stort, og urimeligt ansvar overfor din far i så ung en alder, det er bestemt ikke fair, og jeg tror på at det har været rigtig hårdt. Du har været stillet til ansvar for nogle ting du ikke rigtig har kunne sige til eller fra overfor, og dette har selvfølgelig gjort du ikke har fået lov til at være teenager som "alle" os andre.
Men.. Istedet for at gøre dig selv endnu mere voksen lige pludselig, hvorfor så ikke nyde at være teenager bare indtil du er 18 ihvertfald?
bare være DIG DIG DIG, have lov til at være til egocentreret, sove længe, bruge penge på dig selv osv.
Jeg tror ikke på at det er godt for nogen mennesker at have sprunget denne vilde teenager tid over, for det er jo også med til at finde ud af hvem man er som person. Det at gå i byen, drikke hjernen ud mm. siger bestemt heller ikke mig noget mere, men jeg er glad for at jeg har prøvet det af, og kan sige NEJ, det her ikke mig, men tror at jeg ville blive rigtig ked af det, hvis jeg sad midt i tyverne med hus, mand, og børn og så ikke have fået lov til at opleve dette.
Du må ikke forstå dette her, som noget negativt.
Men jeg prøver blot at sætte tingene lidt i perspektiv i forhold til hvad du har oplevet, og hvad du burde prøve at opleve før du beslutter dig endegyldigt for at du skal stå til ansvar overfor et lille væsen resten af dit liv.

MaleneG skriver:

Jeg er ked af at høre at du har fået et alt for stort, og urimeligt ansvar overfor din far i så ung en alder, det er bestemt ikke fair, og jeg tror på at det har været rigtig hårdt. Du har været stillet til ansvar for nogle ting du ikke rigtig har kunne sige til eller fra overfor, og dette har selvfølgelig gjort du ikke har fået lov til at være teenager som "alle" os andre.
Men.. Istedet for at gøre dig selv endnu mere voksen lige pludselig, hvorfor så ikke nyde at være teenager bare indtil du er 18 ihvertfald?
bare være DIG DIG DIG, have lov til at være til egocentreret, sove længe, bruge penge på dig selv osv.
Jeg tror ikke på at det er godt for nogen mennesker at have sprunget denne vilde teenager tid over, for det er jo også med til at finde ud af hvem man er som person. Det at gå i byen, drikke hjernen ud mm. siger bestemt heller ikke mig noget mere, men jeg er glad for at jeg har prøvet det af, og kan sige NEJ, det her ikke mig, men tror at jeg ville blive rigtig ked af det, hvis jeg sad midt i tyverne med hus, mand, og børn og så ikke have fået lov til at opleve dette.
Du må ikke forstå dette her, som noget negativt.
Men jeg prøver blot at sætte tingene lidt i perspektiv i forhold til hvad du har oplevet, og hvad du burde prøve at opleve før du beslutter dig endegyldigt for at du skal stå til ansvar overfor et lille væsen resten af dit liv.

Jeg er ikke så vild med at gå i byen og drikke o.s.v. Det sker bare højest 3-4 gange i året.   Det samme er det med min storebror.
Føles som om jeg hoppede fra at være barn, over teenager til mere voksen   men ja, jeg vil prøve at nyde det så godt jeg kan et stykke tid   Er også begyndt at blive mere teenager nu haha  ..  var sq sen på det, man plejer at være 13   hm...?  hehe lol

Barnet bliver jo heller ikke født, før lige før jeg bliver 18 næsten. Hvis alt går som det skal    Vi har ikke tænkt helt endnu, men vi ved det bliver nok engang i næste sommer eller noget sådan, at vi begynder med projekt baby

Anonym skriver:



Jeg er ikke så vild med at gå i byen og drikke o.s.v. Det sker bare højest 3-4 gange i året.   Det samme er det med min storebror.
Føles som om jeg hoppede fra at være barn, over teenager til mere voksen   men ja, jeg vil prøve at nyde det så godt jeg kan et stykke tid   Er også begyndt at blive mere teenager nu haha  ..  var sq sen på det, man plejer at være 13   hm...?  hehe lol

Barnet bliver jo heller ikke født, før lige før jeg bliver 18 næsten. Hvis alt går som det skal    Vi har ikke tænkt helt endnu, men vi ved det bliver nok engang i næste sommer eller noget sådan, at vi begynder med projekt baby

Okay, men det glæder mig at høre at du er begyndt at blive lidt mere teenager
Nyd det mens du kan, alt det andet skal nok komme..

Alt held og lykke fremover

Knus Malene

Hej Ano. Jeg husker tydelig din tråd fra dengang, og jeg vil egnetlig give LineD ret, når hun siger, at de fleste bare prøver at komme med deres input for at hjælpe. Nogle gange er det så bare ikke lige det man gerne vil høre, som folk svarer. Jeg er sikker på, at ingen bevist forsøger at rakke ned. Vi er her jo alle i bund og grund for hinandens skyld og for at hjælpe og komme med input.

Hilsen Linda