Kære Lisbeth. Jeg sidder og er mega frustreret, bekymret og ked af det og håber du kan komme med et godt råd. Vi har allerede prøvet at snakke med egen sundhedsplejerske og læge om det uden held. Vi er forældre til en fantastisk dreng på 9 mdr, der de første 3-4 mdr af hans liv var svært plaget af kolik og reflux. Amningen gik slet ikke og efter 4 uger kom han på grøn allomin og har været det siden. Efter 3 mdr ca blev han den gladeste og mest udadvendte lille dreng og alt kører bare så fint...på nær maden!!! Han har aldrig nogensinde været specielt interesseret i mad overhovedet. Flasken har heller aldrig været det store hit og hvert måltid har krævet lidt arbejde. Derfor har det aldrig været noget man har set frem til. Han har dog formået at følge en fin kurve lige omkring gennemsnittet. Da han var 4 mdr begyndte vi så småt at introducere grød (blev anbefalet til opstart her pga hans reflux) og det var heller ikke et hit. Vi fortsatte ufortrødent og nu 5 mdr senere må jeg sige at det går bare ikke!!! Der er ikke noget af det mad der går og synes efterhånden vi har prøvet ALT. Han sidder med ved hvert måltid, vi prøver at bevare en god/afslappet stemning, han sidder selv med mad/ske/gaffel i hånden, har prøvet alle former for grød/mos osv, han får af vores mad, jeg har prøvet at "sulte" ham (dvs ikke give flasken for at gøre ham sulten til almindelig mad - men kl. 18 uden noget som helst indenbords giver jeg op pga bekymring og giver ham en flaske), har givet mad i højstol, skråstol, på legetæppet, gulvet, barnevogn og intet virker! Han tager max 1-2 skefulde og snører så munden sammen og bliver sur. Såsnart han er væk fra spisesituationen er han glad igen. I øjeblikket får han ca. 3-3,5 flaske i døgnet (5-700 ml) og det er sådan set det. Prøver så med mad morgen, middag, eftermiddag og aften. Vi er efterhånden møg bekymrede og kede af det da vi har prøvet i 5 mdr og er bange for der er noget vi har gjort helt galt. I morgen starter han vuggestue og det bliver da træls med flaske der!!! Hvad skal vi gøre? Kh Nogle bekymrede forældre.
Lisbeths svar
Hej !
der er ikke noget at sige til I både er frustrerede, kede af det og bekymrede over hvornår jeres lille dreng begynder at vise interesse for andet mad.
I har haft en hård start ,omkring maden, kolik og reflux . Heldigvis vendte det på et tidspunkt og han har ligget på sin kurve omkring normalområdet.og været et glad barn.
Det har krævet meget af jer, I har forsøgt med mange ting og alligevel er det stadig mest flaskemælk han spiser.
Jeg læser I både har drøftet med egen læge og sundhedsplejerske omkring hans manglende lyst til mad. De har åbenbart ikke fundet anledning til yderligere.
Det er svært at slippe bekymringerne når ens lille barn ikke vil spise.
Alligevel er det nok det ,der skal til .Spiseproblemet skal lægges på hylden. Et nyt kapitel starter..
i morgen starter han i vuggestue, og skal køres ind lidt efter lidt.
Selvfølgelig skal I fortælle om jeres besvær med at få ham til at spise, men det skal ikke fylde det hele.
Der kommer en helt anden rytme for ham i vuggestuen. Han sidder med andre børn ved et bord, hvor der er mad. Det kan være han bliver så inspireret af de andre børn og voksne ,at han får lyst til at smage på maden.
Deres forventninger til ham er ,at han er sulten og derfor spiser, mon ikke han opfylder det.
Presset fra jer forældre vil fylde mindre og han vil slappe af. Spiser han ikke så meget, ja så er der stadig hans flaske.
Når han holder sin vægt og er et barn i trivsel, så mener jeg I kan slappe af og se hvad der sker i vuggestuen. De små imiterer hinanden fint, og han skal nok komme i gang.
Når der er gået et par måneder er jeg sikker på, han er kommet godt i gang med maden.
Held og lykke med ham og hans start i vuggestuen.
Varme hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk