Ja, det er hvad jeg er! Jeg har sgu været for dum det sidste halve år. For 10 mdr siden fødte jeg min søn. Faren og jeg gik fra hinanden da han var tre uger gammel. Far var voldelig overfor mig, seksuelt krænkende og meget uinteresseret i sin søn. Jeg forsøgte med samvær hos mig, men han var klart mere interesseret i mig end i sin søn. Der skete en masse ubehagelige ting og jeg stoppede samværet.
Siden da har min søns far søgt samvær igen og igen og jeg har gjort hvad jeg kunne for at det ikke kunne lade sig gøre. Det er så usselt af mig, men mine egne følelser kom virkelig i klemme og kunne ikke se hvad min søn skulle med en far der kunne behandle en kvinde sådan. Så egoistisk af mig.
De sidste par nætter har jeg ikke kunne sove. Gør jeg virkelig det bedste for min søn? Eller det bedste for mig? Aj men fanden i det, det handler jo ikke om mig længere!!
Jeg har nu fået lavet en fin julegave til far fra vores søn. Kontaktede far idag, inviterede ham til 1 års fødselsdag og til lille juleaften. Inviterede ham samtidig til at komme herhjem til samvær. Han tog (heldigvis) rigtig godt imod det. Og vi skriver pt frem og tilbage og forsøger at finde en løsning der passer os begge og ikke mindst vores søn.
Dette har alt sammen været enormt grænseoverskridende for mig, men nu er det gjort og jeg er lettet og tilfreds. Bliver aldrig let for mig at være omkring far, og jeg ved 90 % af jer sikkert synes jeg er latterlig at jeg først har gjort noget nu - men nu har jeg gjort noget! Og forhåbentlig fungerer det. Og forhåbentlig når vores søn ikke at mærke for meget til alt der er foregået.
uanset hvad er jeg stolt over det skridt jeg har taget idag og havde brug for at dele det!
Tak hvis i læste med så langt 
Anmeld
