Dybt ulykkelig

Har brug for at være anonym, da jeg kender flere herinde, og ikke har åbnet op for mit problem endnu.

Det er en virkelig lang historie, og jeg aner hverken hvor jeg skal begynde eller afslutte den.

I torsdags var min kæreste på arbejde til kl. 22:00, men han kom aldrig hjem, før klokken var 01:00 om natten – han havde drukket store mængder af alkohol og lugtede langt væk. Ham og jeg har haft den her samtale et utal af gange – at man ikke kan lade sin partner ligge i ren uvished og bare vente. Det sker i gennemsnit en gang hver 14. dag – og min psyke holder ganske enkelt ikke til det længere. Derudover føler jeg, at jeg og mit kommende barn fortjener bedre. Han undskyldte, men jeg er efterhånden blevet såret et utal af gange af ham, og kunne ikke håndtere, hvordan jeg nogensinde skulle falde i søvn ved siden af ham. Var bare ulykkelig. Jeg lagde mig ind i stuen, og kunne først sove sent i går morges. Han prøver, som altid morgen efter, at lade som om tingene aldrig er sket – og egentlig bare starte dagen på en frisk, men det kan jeg ikke ! Er simpelthen så skuffet over ham, han lover og lover, og holder aldrig noget af det. Vi høres ikke ved hele dagen, men kl. 20:00 i går aftes spørger jeg ham, hvornår han kommer hjem.

Han er uden at fortælle det, taget med hans veninde og hendes kollegaer i byen. Jeg bliver virkelig ked af det – denne gang holdt det ingen gang 14 dage. Han kom hjem i morges fuld, med en joint i munden og fortalte, at han også havde taget kokain, og var blevet anholdt af politiet, fordi at han havde slået nogle personer.

Imens, kan jeg ligge herhjemme og føle mig mentalt banket. Ville næsten hellere have haft, at han havde været voldelig overfor mig – for al den psykiske vold, føles langt svære. – Ved godt, at det lyder absurd, men er konstant ulykkelig.

Føler på mange områder, at jeg er et andet sted i livet end ham, og at han er umoden i forhold til sin alder. Men jeg er selvfølgelig også vant til at være sammen med ældre fyre.

Er så ked af, at skulle føle, at min graviditet var en ”fejl”…, at jeg ikke tænkte mig om, at jeg burde have gjort tingene anderledes.

Hvorfor, skulle min første graviditet ende sådan her? hvorfor?? Er virkelig så ked af det.

Hvis han virkelig selv synes hans opførsel er i orden, så ville jeg tage mine ting og flytte. Måske bare som en pause i første omgang - så han kunne tænke lidt over tingene...og mærke efter om han vil familieliv eller singleliv. (Selvfølgelig alt efter om du vil give det en chance?).

Det er vigtigt at du får en afklaring inden babys ankomst. Den har ikke fortjent det rod.

hesøth skriver:

Hvis han virkelig selv synes hans opførsel er i orden, så ville jeg tage mine ting og flytte. Måske bare som en pause i første omgang - så han kunne tænke lidt over tingene...og mærke efter om han vil familieliv eller singleliv. (Selvfølgelig alt efter om du vil give det en chance?).

Det er vigtigt at du får en afklaring inden babys ankomst. Den har ikke fortjent det rod.

Tak, for dit svar ! <3

Ja, du har ret. Det er også sådan, at jeg har det. Har brug for, at der bliver taget et valg - det er bare aldrig helt nemt.

Jeg har besluttet mig for, at skrive mig op til lejligheder alene (uden at han ved det), så jeg kan begynde at stille noget sikkerhed.

Det værste er, at når de "gode" dage er der, så er han intet mindre en den perfekte mand for mig - men i hans verden er kærlighed kun den gode side, og derfor formår han altid at gøre bump på vejen ekstremt større - undskyld hvis mit sprog lyder tosset. Men har ikke sovet hele natten.

Det er som om, at jeg er for naiv og tilgivende - det lykkedes altid, at få mig til at tilgive ham.

Først: Hans alder er altså ikke nogen undskyldning eller forklaring - det er IKKE "normalt" eller i orden, heller ikke for en meget ung fyr, at opføre sig sådan. 

Du kan ikke ændre på, at du er gravid med ham. Nu må du forholde dig til situationen, som den er, og gøre det bedste for dig selv og dit ufødte barn. Du kan ikke både være mor for en uansvarlig fyr og for barnet - ud med ham, han giver dig ikke noget godt, kun bekymringer og skuffelser. 

Normalt ville jeg ikke råde til, at man går fra sit barns far uden at kæmpe, men hans opførsel viser med al tydelighed, at han mangler ansvarlighed, ikke kan/vil give dig og et barn omsorg, ikke er indstillet på at ændre sig og slet ikke er klar til at løfte opgaven som far - det kræver, at man kan sætte sig selv og sine egne behov til side, og den "eksamen" er han dumpet i! 

Du kan skabe gode og trygge rammer for dig selv og dit barn - det er dit mål nu, og det kan blive godt og fint og rigtigt, selv om det ikke var sådan, du drømte om, det skulle være. 

Pas på dig selv - og hvis du ikke kan finde kampgejst og tillid til, at du kan kæmpe for dig selv og din lykke, så tænk på det lille barn, der, hvis du ikke stopper forholdet, skal vokse op med en far, der ikke har styr på sit liv og ikke evner at passe på sine allernærmeste. Det ønsker du ikke.

Tusind knus til dig - du skal nok klare den.  

Hvordan er i blevet et par med barn på vej, hvis han opfører sig idiotisk hver 14.dag? - det er ikke ment dømmende, men undrende da i jo virker til at være meget forskellige steder

snakker i om hans brølere? Og i så fald, hvad tænker han selv om sin opførsel?