Ked, træt og misforstået bonusmor

Jeg er så heldig at have fundet mig en dejlig kæreste på 34 år. Jeg er selv 26. vi har været sammen i 1 år og 3 måneder. Glemte lige at fortælle at han har 4 børn fra et tidligere ægteskab. Tvilingepiger på 7, en dreng på 9 og endnu en på 10. Ja FIRE stks, men kun hver anden weekend. dejlige unger, og jeg elsker dem virkelig, og de elsker mig

Nu kommer så problemet. Jeg lider af boderline (en personlighedsforstyrrelse) og har depression oveni, hvilket gør at jeg rigtig ofte er meget træt. Dagen før børnene kommer, sover jeg faktisk hele dagen, fordi jeg ikke magter at tænke på weekenden og forventningerne til mig. Fredag, lørdag og søndag går jeg som en zombie, og sniger mig hve dag til en middagslur på et par timer eller 4, ellers fungerer jeg ikke indeni. Så er det her at filmen knækker, for min kæreste mener at jeg melder mig ud af fællesskabet, eller familien. Han bliver vred og sur på mig, hvilket giver mig dårlig samvittighed og gør mig ked af det. det er jo ikke meningen, men jeg kan ikke magte ret meget larm, eller at der sker for meget omkring mig, så går jeg ned med flaget. Det skal lige siges at jeg 90% af tiden står for frokost, og jeg hver mandag vi har dem, står for at få fire børn i tøjet, at de får morgenmad og hen til bussen.

Grundet borderline går jeg i behanling, så jeg er ved at lære at kende mig selv.Jeg siger nogle ting, tænker, og gør nogle ting der ikke altid er helt iorden. F.eks. får jeg lyst til at råbe "DET ER SGU DA IKKE MINE BØRN" Mit spørgsmål til jer er egentlig: Hvor meget foventer i at jeres kæreste hjælper til med jeres børn? 

-Den fortabte

 Til dig.

Jeg kan læse at du gør hvad du kan, og det er godt nok!  

Jeg tænker om din kæreste egentlig ved hvad din sygdom betyder for dig? 

Kan det evt være en mulighed at han også kan mødes med din behandler og i så sammen kan lægge nogle strategier for hvordan weekenderne kan forløbe bedst muligt? 

Tænker at han også derigennem kan opnå forståelse for din sygdom  

Jeg er ikke bonus mor, men min kæreste er bonus far til min datter...

Hans børn er så gamle at han/i børn melde ud at du har en sygdom der gør at du har behov for hvile, hvilket de i den alder burde kunne forstå... Og det vil hjælpe dem til at vide at du faktisk ikke melder ud eller ønsker at ha en pause i løbet af dagen...

Jeg synes ikke det er iorden det din kæreste gør, for ja selvfølgelig skal du være 100 % med i deres liv, men i jeres liv er det en del af jeres hverdag at du har behov for at få hvile, fordi du har en sygdom der gør det nødvendigt...

4unger er en kæmpe mundfuld og puha især må det være svært som bonus mor....

Min datters pap mor lider rigtig meget af migræne, min datter ved det og ved at det ikke er fordi hun ikke vil være sammen med hende men fordi hun har det rigtig skidt og en lur og ro kan afhjælpe det... Og sådan har det været mange år...

Ja gu er det surt hvis de er ved noget, men min datter ved også og har forståelse for andres velbefindende og hos dem er det ikke et problem, for de er åbne omkring det og en del af deres hhverdag.....

Jeg tager hatten af for bonus forældre, kærlighed og lyst til andres børn er ikke en selvfølge, men en kæmpe gave til ungerne når det sker.....

Og jeg skriver fra min mærkelige mobil så underskylder hvis noget af det jeg skriver er volapyk 

Tusind tak for dit svar 

Faktisk er min sygdom ofte grunden til vores skænderier. Han siger tingene ligeud, at han ikke forstår den, også selvom han har læst min udredning, og læst en masse om den på nettet. Mht. til min behandling og psykologer, så er det ikke muligt at tage ham med. De har ikke med pårørende at gøre, og henviser bare til egen læge. 

Men om jeg er syg eller ej, hvor meget kan man så forvente (sådan fysisk) af sin kæreste som kommer ind i et forhold og bliver bonusmor/far? F.eks. så er det mig der gør rent i hjemmet, men ærligtalt, når ungerne har været her, så ligner toiletterne noget der ikke har set en toiletbørste i 100 år. Der er tis über alles, jamen det er så ulækkert altså. Det synes jeg ikke jeg har meldt mig til Min kæreste ved jeg ingen børn vil have grundet min sygdom. Ville ikke kunne tage mig ordentlig af så skrøbeligt et liv. Det ville ikke være fair, men så har jeg mig en hund, eller vi har en hund sammen :-)

Nå men igen, hvor meget kan man sådan forvente fysisk af den anden? må men bonusmor/far, godt "bare" være påhæng?

Foxn skriver:

Tusind tak for dit svar 

 

Faktisk er min sygdom ofte grunden til vores skænderier. Han siger tingene ligeud, at han ikke forstår den, også selvom han har læst min udredning, og læst en masse om den på nettet. Mht. til min behandling og psykologer, så er det ikke muligt at tage ham med. De har ikke med pårørende at gøre, og henviser bare til egen læge. 

Men om jeg er syg eller ej, hvor meget kan man så forvente (sådan fysisk) af sin kæreste som kommer ind i et forhold og bliver bonusmor/far? F.eks. så er det mig der gør rent i hjemmet, men ærligtalt, når ungerne har været her, så ligner toiletterne noget der ikke har set en toiletbørste i 100 år. Der er tis über alles, jamen det er så ulækkert altså. Det synes jeg ikke jeg har meldt mig til Min kæreste ved jeg ingen børn vil have grundet min sygdom. Ville ikke kunne tage mig ordentlig af så skrøbeligt et liv. Det ville ikke være fair, men så har jeg mig en hund, eller vi har en hund sammen :-)

Nå men igen, hvor meget kan man sådan forvente fysisk af den anden? må men bonusmor/far, godt "bare" være påhæng?

Hvis vi nu lige ser bort fra sygdom, så mener jeg helt sikkert, at når man kommer ind i et forhold med børn og flytter sammen, så er man ligeværdige om børnene og hjemmet sammen med ens partner. Selvfølgelig vil der være beslutninger som far/mor står for, men sådan rent fysisk og praktisk mener jeg, at man har valgt at indgå i sådan et forhold, og så må man tage hele pakken med. Synes ikke bare man kan melde sig ud og sige "Det er ikke mine børn, så jeg gider altså ikke rydde op, hjælpe, gøre dit og dat, det er ikke mit problem". Så skal man ikke være i forhold med én, der har børn.

(Og gentager: Her ser vi bort fra sygdom). 

Janne T. skriver:

Hvis vi nu lige ser bort fra sygdom, så mener jeg helt sikkert, at når man kommer ind i et forhold med børn og flytter sammen, så er man ligeværdige om børnene og hjemmet sammen med ens partner. Selvfølgelig vil der være beslutninger som far/mor står for, men sådan rent fysisk og praktisk mener jeg, at man har valgt at indgå i sådan et forhold, og så må man tage hele pakken med. Synes ikke bare man kan melde sig ud og sige "Det er ikke mine børn, så jeg gider altså ikke rydde op, hjælpe, gøre dit og dat, det er ikke mit problem". Så skal man ikke være i forhold med én, der har børn.

(Og gentager: Her ser vi bort fra sygdom). 

Du skriver lige præcist det jeg selv ville ha skrevet ;-) 

Janne T. skriver:

Hvis vi nu lige ser bort fra sygdom, så mener jeg helt sikkert, at når man kommer ind i et forhold med børn og flytter sammen, så er man ligeværdige om børnene og hjemmet sammen med ens partner. Selvfølgelig vil der være beslutninger som far/mor står for, men sådan rent fysisk og praktisk mener jeg, at man har valgt at indgå i sådan et forhold, og så må man tage hele pakken med. Synes ikke bare man kan melde sig ud og sige "Det er ikke mine børn, så jeg gider altså ikke rydde op, hjælpe, gøre dit og dat, det er ikke mit problem". Så skal man ikke være i forhold med én, der har børn.

(Og gentager: Her ser vi bort fra sygdom). 

Jeg ved ikke selv hvad jeg mener om tingene. Det er derfor jeg spørger. Det hjælper rigtig meget at høre jeres meninger, da jeg selv kun er fyldt med rod i hovedet. Jeg tænker ofte om jeg har taget munden for fuld, men jeg ville ikke kunne undvære hverken ham eller dem. Jeg håber bare min kæreste en dag søger hjælp til at forstå mig og min sygdom, og behandlingen en dag gør at jeg får overskud til at være mere aktiv i vores store familie 

Foxn skriver:

Jeg er så heldig at have fundet mig en dejlig kæreste på 34 år. Jeg er selv 26. vi har været sammen i 1 år og 3 måneder. Glemte lige at fortælle at han har 4 børn fra et tidligere ægteskab. Tvilingepiger på 7, en dreng på 9 og endnu en på 10. Ja FIRE stks, men kun hver anden weekend. dejlige unger, og jeg elsker dem virkelig, og de elsker mig

Nu kommer så problemet. Jeg lider af boderline (en personlighedsforstyrrelse) og har depression oveni, hvilket gør at jeg rigtig ofte er meget træt. Dagen før børnene kommer, sover jeg faktisk hele dagen, fordi jeg ikke magter at tænke på weekenden og forventningerne til mig. Fredag, lørdag og søndag går jeg som en zombie, og sniger mig hve dag til en middagslur på et par timer eller 4, ellers fungerer jeg ikke indeni. Så er det her at filmen knækker, for min kæreste mener at jeg melder mig ud af fællesskabet, eller familien. Han bliver vred og sur på mig, hvilket giver mig dårlig samvittighed og gør mig ked af det. det er jo ikke meningen, men jeg kan ikke magte ret meget larm, eller at der sker for meget omkring mig, så går jeg ned med flaget. Det skal lige siges at jeg 90% af tiden står for frokost, og jeg hver mandag vi har dem, står for at få fire børn i tøjet, at de får morgenmad og hen til bussen.

 

Grundet borderline går jeg i behanling, så jeg er ved at lære at kende mig selv.Jeg siger nogle ting, tænker, og gør nogle ting der ikke altid er helt iorden. F.eks. får jeg lyst til at råbe "DET ER SGU DA IKKE MINE BØRN" Mit spørgsmål til jer er egentlig: Hvor meget foventer i at jeres kæreste hjælper til med jeres børn? 

 

-Den fortabte

Åh hvor jeg forstår din frustration, har selv borderline. Bor sammen med min kæreste, hans søn, min datter og vi har nu en fælles på vej. Her er det også mig der sørger for madlavning rengøring tøjvask osv. Min kæreste kan heller ikk rigtig forstå hva det vil sige at ha borderline, han synes nogle gange at jeg er doven som han siger. Men har sagt fra start af at jeg kan ikk magte det hele selv, hans søn har en del vanskeligheder grundet nogle svigt og grimme oplevelser fra da han boede med sin mor. Men vi har det sådan at om morgen sørger han for at få hans søn op og i skole og jeg sørger for at få min datter op og i børnehave, og det samme når de skal hentes. Jeg har også rigtig svært ved at skal være alene med begge børn men kan sagtens være alene med min egen så nu er det blevet sådan at hvis han skal noget plejer han at ta sin søn med. Jeg forventer også kun af ham at han passer min datter hvis jeg feks skal til et møde når hun er hjemme eller lignende. Og det samme gør jeg også med hans søn hvis min kæreste har en vigtig aftale hvor børn ikk kan komme med. 

Hej

Jeg igkender mig i meget. 

Er bonus mor til 2 st seden 6 år de er 9 og 12 år. Vi har dem halvtid. 

Vi har en gemensom søn på 3 år. 

Bonus børnene elsker mig  jeg elsker dem. 

Man ved godt hvad "man går ind i" samtidigt som man aldrig kan vede på forhånd hvad det handler om.

Oavset hvis min mand havde børn inden eller ikke ønsker jeg at han ville gøre rent hver anden uge her hjemme.  Det gør han ikke. Jeg ønsker at han gjorde rent mere når hans børn røjer mere.

For mig handler det mere om at jeg og min kæreste har forskellige forventninger, grænser til børnene end hvad det handler om mig og børnene og gå ind i det i stiv arm. 

Jeg kan godt sige til min kæreste at han må sige til børnene dit og dat. ... 

Annars kommer alt fra mig -regler og restriktioner. Faren er rimeligt loose og large. 

SSomtider får jeg nok. Det er faktisk ok!

Jeg selv lever med PMDD (premenstrual depression disorder) når jeg haft det som værst låg jeg 7 dage i sengen hver måned!   Har i perioder totalt "meldt mig ud" fra familien / livet.  Det har varet hårdt.  Specielt for min mand men også bonus børnene.  Vi har talt med dem "at jeg har en sygdom - at det ikke er deres skuld". Det har hjulpet rigtigt meget.  Nu er det mere acceptabelt at jeg trækker mig væk eller går i seng kl.18 flere aftner i træk. 

Det er ok at ikke orke og at sige ifra.  Også at sætte sine grænser.

YTidligere kunde jeg køre i 1, 5 time om morgen før at aglevere hans børn inden jeg tog på arbejde (ej dagligt). I dag spørger han sine forældre inden han spørger mig.

Min mand rejser meget.  Som tider er det nemmere at vare alene med hans børn.  Då følger de mine regler som de kender og respekterer.

Angående min depression har det taget ca 6 år at førstå cyklen... alligevel springer min mand i "fælden" hver gang. 

Mit råd er at snakke om det.

Eventuellt "status møde" hver uge/hver anden eller en gang/måned.  Status på hvordan du har det med din

- sygdom,  situationer og hvordan de opleves og hvad du har brug for. 

- bonus børnene / familien

- hjemmet

Det er ikke nemt at få det gennemført regelbundet men forvæntnings afstemning ville løse mange problem og situationer! 

Det blev langt. 

Men igenkender dine følelser.  Også hvad gæller at ikke selv ville have børn.  Har nu en på 3. Fantastiskt!!

Solig kram

Hertz skriver:

Åh hvor jeg forstår din frustration, har selv borderline. Bor sammen med min kæreste, hans søn, min datter og vi har nu en fælles på vej. Her er det også mig der sørger for madlavning rengøring tøjvask osv. Min kæreste kan heller ikk rigtig forstå hva det vil sige at ha borderline, han synes nogle gange at jeg er doven som han siger. Men har sagt fra start af at jeg kan ikk magte det hele selv, hans søn har en del vanskeligheder grundet nogle svigt og grimme oplevelser fra da han boede med sin mor. Men vi har det sådan at om morgen sørger han for at få hans søn op og i skole og jeg sørger for at få min datter op og i børnehave, og det samme når de skal hentes. Jeg har også rigtig svært ved at skal være alene med begge børn men kan sagtens være alene med min egen så nu er det blevet sådan at hvis han skal noget plejer han at ta sin søn med. Jeg forventer også kun af ham at han passer min datter hvis jeg feks skal til et møde når hun er hjemme eller lignende. Og det samme gør jeg også med hans søn hvis min kæreste har en vigtig aftale hvor børn ikk kan komme med. 

Åh hvor har jeg ondt af dig  Men dog alligevel fantastisk med en bette ny på vej. Tillykke med det! 

Det er hårdt når ens kæreste ikke forstår ens sygdom, og meget værre når de kalder en doven!!! Jeg bliver så ked af det. Lige nu handler det mest om at jeg har haft meget energi de seneste to uger. Har lavet pigernes soveværelse og legerum om, så de kunne få en overraskelse når de kom. Men i dag har jeg så været helt færdig og har sovet fra eftermiddag til aftensmadstid. Min kæreste bliver sur, og kommer med den smøre "du bliver pludselig træt og melder dig fuldstændig ud, hvordan kan det lade sig gøre? Du har ikke set særlig syg ud på det sidste, og nu magter du ikke at være aktiv med os?" Det er som om børnene accepterer mig som jeg er, mere end min kæreste gør, og de ved ikke jeg er syg, de ved bare at jeg får nogle piller der gør mig meget træt.