Her til morgen ligger jeg og keder mig lidt mens manden sover videre ved siden af og tjekker for sjov en terminsberegner. Jeg havde ægløsning her d. 13. okt. og der blev da også hygget fint, så chancerne er der.
Til min store overraskelse finder jeg ud af, at jeg så vil have termin d. 6. juli '15, altså på min højt elskede og afdøde morfars fødselsdag. Han var min 3. forældre og jeg har været i dyb sorg siden han døde for 3, snart 4 år siden.
Herudover vil jeg være i 2. trimmester d. 22. december og dermed have mindsket chancerne for spontan abort, og lige kunne nå en nf-scanning inden jul så vi kunne overraske alle med begge familiers første barne- og oldebarn.
Det hele passer også med at jeg lige akkurat vil kunne nå mine sommereksaminer inden jeg går på barsel og ja... ALT passer bare helt perfekt hvis det her lille æg gider at sætte sig fast.
Det er kun min 3. cyklus, og da jeg har gået og været lidt små pessimistisk de 2 forrige, besluttede mine kæreste og jeg os for, at forsøge med noget positiv psykologi: I denne måned er der ikke noget "hvis", ikke noget "måske" og ikke noget "forhåbentlig"... I denne måned vil jeg blive gravid, i denne måned ER jeg gravid.
Og hvor ville det bare passe skønt! Alt passer bare i denne måned - det vil det også i den næste og den næste igen... Men i denne måned passer alt bare lige dét bedre, og kan ikke helt lade være med at tro at der måske er mere mellem himmel og jord og håber inderligt at det er nu skæbnen vil os et barn.
Åååh hvor er der lang tid til testdag...
Jeg vil ikke det store med dette indlæg. Bare dele min opdagelse, min glæde, min sorg, min tro, mit håb, min vilje og ikke mindst min frygt for at det ikke lykkes.
Anmeld
