jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.. måske jeg bare har brug for at komme ud med det. jeg har ikke fortalt min kæreste om min snak med hans mor.. og har heller ikke i sinde at gøre det..
jeg har fundet en fantastisk kæreste, der virkelig behandler mig som en prinsesse. jeg har aldrig haft det så godt i et forhold før nu.
min kæreste og jeg har haft snakken om børn, og vi vil begge gerne have nogle. vi gør ingenting for at beskytte os nu - vi har været sammen i et stykke tid.
jeg har fået en helt fantastisk svigermor. jeg har det rigtig godt med hende og hun forguder mig. men hun har sine særheder.
jeg var alene med hende en dag, hvor vi mødtes over en kop kaffe, imens min kæreste var til fodbold. han træner nogle børn. det var anden gang jeg var sammen med hende, eftersom hun bor i københavn og jeg i jylland, så jeg ser hende ikke så tit.
min svigermor kan godt lide at drikke øl.. og den dag havde hun fået et par stykker for meget. hun var ikke stangstiv, men heller ikke ædru. måske lige stadiet over ædru.
vi sidder og snakker om diverse ting, og kommer ind på emnet - min kæreste.
min kæreste har en yngre bror, han er på min alder. (min kæreste er 5 år ældre end mig). min svigermor roste broderen til skyerne, og han var bare så fantastisk. og min kæreste var som "det sorte får" .. hun nedgjorte ham helt vildt.
min kæreste har sat inde for vold i 2 år (han kom ud i maj). han røg ind og sidde, fordi hans bedste veninde fik tæsk af sin daværende kæreste, og han beskyttede hende. min svigermor sagde til mig "jeg har også sagt til ham, at ÉN lille fejl til, så er han ikke min søn længere!" .. jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i hendes tankegang. hvordan kan man sige sådan noget?
igennem vores samtale, sagde hun flere gange "det er ikke for at skræmme dig væk.." og "der er nok nogle ting, jeg burde fortælle dig om ham.." i mit hoved lød det MEGET som om, hun ikke kan unde ham den lykke, og en kæreste, der behandler ham godt.
hun spurgte ind til børn, da hun meget gerne snart vil være farmor. jeg fortalte, at vi havde da snakket om det. hvortil hun siger "nej, det er han slet ikke klar til! det gør i bare ikke!" jeg sad med tanken om, at hun kender da tydeligvis ikke sin egen søn.
de har et rigtig godt forhold til hinanden normalt, og snakker godt sammen.
når vi alle 3 er samlet, roser hun ham også. og hun laver mange hentydninger til, hun gerne snart vil være farmor, og så kigger hun på mig og min kæreste.
men alt det hun sagde til mig den dag; hun snakkede så grimt om min kæreste. og det passer bare IKKE, det meste af, hvad hun sagde. sådan har jeg i hvert fald ikke oplevet ham.
jeg ved simpelthen ikke, om det var fuldesnak, eller hun faktisk mente det.. og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. jeg blev fuldstændig paf, da hun fortalte mig alt det. har virkelig tænkt meget over det. og virkelig prøvet at ligge mærke til de ting, hun sagde. men kan ikke se det.. jeg kan ikke se sammenhænget i det, hun sagde.
noget af det passer, hvad hun sagde dengang. men det er godt nok ikke alt. hun kom med nogle små brud af en samtale, de engang havde. og hvad der skete der, passer - for det har min kæreste selv fortalt mig.
jeg elsker min kæreste og jeg vil være sammen med ham - det fortalte jeg hende også den dag. det blev hun glad for at høre, men alligevel fortsatte hun sin "prædiken"..
jeg ved ikke, hvad jeg ville med dette indlæg. måske bare have lidt luft? 
