Jeg sidder her på min fridag og bliver noget så nostalgisk, så bær over med mig :-)
Efter jeg igen er begyndt at kigge lidt herinde er jeg begyndt at reflektere over min egen tid herinde.
De dejlige piger, mødre jeg har mødt. De altopofrende drenge, fædre.
Jeg synes det var igår jeg lagde den første G test op, men når jeg kigger på mine drenge kan jeg jo godt se det ikke er tilfældet. Mine 2 smukke pseudoer, som bliver 4 og 5 lige om lidt, fortæller en anden historie.
Jeg husker de mange spørgsmål, den store tvivl og alt hvad en graviditet indebærer, jeg husker vi var et par yngre forældre der elskede hinanden højere end ord kan beskrive, jeg husker forventningerne til det at blive en familie var overdimensionelle.
Jeg husker især nogle af de ting vi måtte kæmpe med, her er der især en ting, vi stadig kæmper med en "bedsteforældre" der valgte os fra da h*n mente vedkomne var alt for ung til at få børnebørn, dette hjemsøger mig stadig idag.
Jeg husker da den ældste var en lille baby og der pludselig lå en lillebror i maven, hvordan vi fik alenlange formaninger om hvad vi da tænkte på, den stakkels storebror ville ikke få lov at være lille , han ville blive overset, vi ville gabe over mere end vi kunne tygge, arbejdsmængden ville være enorm...
Til deres første møde, kærligheden og stoltheden var ikke til at skyde igennem, de har været uadskillelige siden, som var de pisket til at sådan var det. De nærer en dybfølt kærlighed til hinanden som vi nok ikke helt selv forstår. De står ved hinandens side i tykt og tyndt, de hjælper hinanden, de leger med hinanden, og når de en sjælden gang skændes, løser de altid problemet selv.
Og os forældre? Vi mærkede ikke arbejdsbyrdens store pres, selvom lillebror var alvorlig syg og fortsat har problemer, har hverdagen gledet ganske fint, det tog somend ikke længere tid at komme ud af døren, økonomien har vi ikke følt presset , næ faktisk synes vi det er gået rigtig godt, og det kunne vi også se omverdenen opdagede, formaninger blev taget retur og erstattet af undskyld, og jeg troede....
Det var en mærkelig følelse da de skulle skilles i dp , og den store nu skulle i bh, vi havde nok forventet det værste , men vi oplevede det bedste, vi havde en stor dreng der bare var super dygtig til at finde legekammerater, selv kunne starte en leg, være tålmodig og rummelig, og vi havde en lille dreng der påtog sig rollen som den store i dp og lærte de små dagens gang.
Da de igen mødtes i bh var gensynsglæden stor, lillebror fandt sig straks nogle legekammerater, men kobler sig også på hos storebror og hans kammerater ind i mellem, med stor succes.
Nu står vi igen ved en adskillelse , storebror bliver førskole barn til december og rykker i ny gruppe, men det virker til de 2 fyre sammen har lagt dagsordenen for hvordan det fungerer.
Så det var jo i korte træk mine 5 år + her på baby.dk
Jeg har skrevet mange indlæg og skiftet navn et par gange, endda slettet profilen, men nu er jeg her igen og blev som indlægget viser mega nostalgisk :-)
Men hvor står vi idag, idag er vi et forældrepar, mand og kone, der stadig elsker hinanden meget højt, vi er tættere på de 30 end nogensinde før, og vi har 2 velfungerende drenge, vi har vores eget hus og gode uddannelser og Jobs.... Så næste gang når folk siger til et par unge mennesker at man ikke lykkedes når..... Så vis det modsatte ;-) sadl op og afsted :-)
Til slut lidt billeder fra rejsen !
