Adoption

Min søn har ikke set sin bio far i snart 5 år, han ved ikke at min mand (far til vores to andre børn på 4 og 2) ikke er hans bio far. 

Min mand vil gerne adoptere vores søn, og har været der siden jeg var 4 måneder gravid. 

Vi skal i den forbindelse have sendt adoption anmodning afsted. 

Hvad tror i chancen er for at de afviser den? 

(Vi har været i kontakt med amtet, som rådede os til at sende dem til dem, og så sender de den videre til ham) men øv hvor er jeg nervøs for det hele  

er der nogen som har været lignende igennem? Hvordan gik det hos jer? 

Vi har overvejet det.... 

Grunden til vi ikke har gjort det er frygten for han vil til at lege far, når der kommer livstegn fra os....

At der har været en far figur gør jeres sag bedre, men det er først efter 7 år der intet samvær er at komme efter var beskeden her....

jeg eg synes det er rigtig dejligt at han vil adoptere, men for jeres egen skyld og barnet vil jeg råde jer til at fortælle der er en biologisk far et sted.... Der er stor forskel på en rigtig far og biologisk far..

min datter ved at der er en biologisk, det gjorde min søster ikke i sin tid og det var et kæmpe svigt for hende at sandheden ikke var blevet fortalt og hun istedet fandt ud af det ved et uheld 

Anonym skriver:

Min søn har ikke set sin bio far i snart 5 år, han ved ikke at min mand (far til vores to andre børn på 4 og 2) ikke er hans bio far. 

Min mand vil gerne adoptere vores søn, og har været der siden jeg var 4 måneder gravid. 

Vi skal i den forbindelse have sendt adoption anmodning afsted. 

Hvad tror i chancen er for at de afviser den? 

(Vi har været i kontakt med amtet, som rådede os til at sende dem til dem, og så sender de den videre til ham) men øv hvor er jeg nervøs for det hele  

er der nogen som har været lignende igennem? Hvordan gik det hos jer? 

Jeg kan ikke råde i forhold til adoption, men jeg vil sige at jeg synes at det er helt, helt forkert at I lyver overfor drengen med hensyn til hvem hans far er. Alle mennesker fortjener at kende sandheden om deres ophav, og I risikerer at ende i en slem, muligvis uoprettelig, konflikt med ham når han engang finder ud af at I har løjet overfor ham om så grundlæggende en ting i hele hans liv.

modesty skriver:

Jeg kan ikke råde i forhold til adoption, men jeg vil sige at jeg synes at det er helt, helt forkert at I lyver overfor drengen med hensyn til hvem hans far er. Alle mennesker fortjener at kende sandheden om deres ophav, og I risikerer at ende i en slem, muligvis uoprettelig, konflikt med ham når han engang finder ud af at I har løjet overfor ham om så grundlæggende en ting i hele hans liv.

Hvordan, og hvornår fortæller man et barn det?? 

Desuden kan jeg ikke se forskel på det og når man adoptere et barn fra fødslen, der får barnet det som regel heller ikke at vide før senere i livet .

. desuden har vi tænkt os at sige det til ham i forbindelse med adoptionen 

I kan muligvis godt risikere at bio far pludselig finder ud af at han vil lege far når han står til at miste sit barn, så vær beredt på det. Angående at fortælle barnet det så synes jeg ikke at det er nødvendig. barnet har en far så lad det da være ved det. Og nu vil nogen sikkert kommer med alle mulige skræk historier om hvor sur barnet kan blive skulle han finde ud af det eller hvad hvis i skal bruge organ donation på et tidspunkt men hvad er chancen lige for det. Jeg kender en pige som først fandt ud af det som næsten voksen ved et tilfælde og hun var ligeglad, hun elskede ikke sin nuværende far mindre af den grund og manglede ikke sin bio far, han ville jo alligevel ikke have hende. Så det Behøves ikke ende i blodbad. Men gør hvad i føler for. Dog ville jeg nok vente med at fortælle det til barnet er større og rent faktisk kan forstå det på en rationel måde.

Anonym skriver:

Hvordan, og hvornår fortæller man et barn det?? 

Desuden kan jeg ikke se forskel på det og når man adoptere et barn fra fødslen, der får barnet det som regel heller ikke at vide før senere i livet .

. desuden har vi tænkt os at sige det til ham i forbindelse med adoptionen 

Her fik min datter det fortalt stille og roligt da hun var omkring 6 år...

Vi satte og stille og roligt... hun så et billed af ham, fik afvide hvad han hed og hvad han lavede og IKKE mere, andet at vi var blevet enige om at det var bedst at de ikke så hinanden.

Hun har taget det rigtig flot, og kan godt nævne ham, og forskellen mellem far og bio far.... men det er heller ikke fy fy herhjemme at snakke om....

migxher skriver:

I kan muligvis godt risikere at bio far pludselig finder ud af at han vil lege far når han står til at miste sit barn, så vær beredt på det. Angående at fortælle barnet det så synes jeg ikke at det er nødvendig. barnet har en far så lad det da være ved det. Og nu vil nogen sikkert kommer med alle mulige skræk historier om hvor sur barnet kan blive skulle han finde ud af det eller hvad hvis i skal bruge organ donation på et tidspunkt men hvad er chancen lige for det. Jeg kender en pige som først fandt ud af det som næsten voksen ved et tilfælde og hun var ligeglad, hun elskede ikke sin nuværende far mindre af den grund og manglede ikke sin bio far, han ville jo alligevel ikke have hende. Så det Behøves ikke ende i blodbad. Men gør hvad i føler for. Dog ville jeg nok vente med at fortælle det til barnet er større og rent faktisk kan forstå det på en rationel måde.

Jeg er også meget splittet med st skulle fortælle ham det, og er også nervøs for hans søster på 4 og bror på  2.. Det er hans helsøskende i mine øjne, og J er hans far. Han tog imod han ved fødslen, snakkede til maven, tager med til møder, hospitaler, ned og opture.. 

Er også nervøs for at han måske vil ind i hans liv igen  

Anonym skriver:

Hvordan, og hvornår fortæller man et barn det?? 

Desuden kan jeg ikke se forskel på det og når man adoptere et barn fra fødslen, der får barnet det som regel heller ikke at vide før senere i livet .

. desuden har vi tænkt os at sige det til ham i forbindelse med adoptionen 

Sig "du har OGSÅ en biologisk far" som om det var det naturligste i verden uden skam eller tabu, bare hver åben og ærlig. Ved ikke hvor gammel han er, men han vil nok spørge hvad biologisk er, så kan du sige "det hedder det fordi han hjalp mor med at få dig"

der er ikke forskel, men det er svært pludselig at finde ud af sådan noget som teen eller voksen, tror man har nemmere ved at være en helt menneske hvis man altid har vidst sandheden, selvfølgelig skal det sige på en måde som passer til hans alder. Men jeg tænker jo før han høre ordene jo bedre, det skal bare ikke gøre akavet eller følges af lange forklaringer før han selv ber om det.