Anonym skriver:
Hej, jeg er en pige på 19 år.
fire år siden slog min far hånden af mig, så jeg flyttet hjem til min mor. Hun slog så også hånden af mig for et halvt års tid siden.
De er begge to druk hoveder men min mor er også narkoman.
Mine søskende er endt ud i samme dur nogen værre end andre.
Jeg er den eneste som aldrig har rørt en smøg eller noget sprut, det har så givet det resultat at jeg er blevet meget alene og venner er ikke noget jeg har haft noget af. Nu når jeg er ældre har jeg bare fundet ud af at jeg godt kan lide at være alene, fester, for mange mennesker er bare noget jeg holder mig fra, især folk på min egen alder.
Da min mor slog hånden af mig tog det ret hårdt på mig fordi nu havde jeg ikke andre steder at tage hen, ud over de fyre som jeg havde seksuelle forhold med. jeg boede så lidt det ene sted og lidt det andet sted, jeg nåede så at komme på banen igen med lejlighed og indskrivning til skolen enden sommer ferien var slet, så nu var min plan bare at passe min skole, få venner, og tjene penge.
Alt går virkeligt godt jeg har fundet sort arbejde som bare at gøre rent og gøre det jeg var god til, elsker at gøre rent! Så fik lidt penge derfra også ud over SU fra mit studie sted.
For to uger siden kørte en bus ind i mig og min hofte gjorde utrolig ondt, jeg har aldrig brækket eller for stuvet noget så jeg var sikker på der var noget galt, jeg kommer så på syghuset og lægen han siger intet er galt, men om jeg ved hvor langt jeg er henne, jeg er forvirret så jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt på at jeg kunne være gravid han mærker så på min mave og siger jeg i hvert fald er mere end 4 måneder henne. Jeg stor tuder for det var jeg slet ikke klar på at høre plus er jeg chokket.
Jeg tager så til lægen og han siger jeg er 5 måneder henne plus 2 uger, jeg tager ulykkelidt hjem og ved ikke hvem eller hvad jeg skal henvende mig til.
Jeg er så bange for at jeg ikke har "nosser" nok til at kunne aflevere det til en anden familie som ville kunne passe på det....
Da jeg var 3 smuttede min mor fra mig og min far og jeg kontaktede jo hende da min far slog hånden af mig, og i håb om hun så ville hjælpe mig nu, det gjorde hun så også jeg fik lov til at sove på gulvet i stuen og hvis jeg ikke havde gjort rent i lejligheden kunne jeg sove ude på gangen hvor alle de andre hjemløse lå.
Hun behandlede mig som skrald og vi snakkede aldrig sammen, ud over hvis jeg manglede opvaske middel eller ting til maden. Tanken om at jeg nu prøver at være anderledes og ALDRIG gøre noget af det de gør/gjorde. Gør mig så ked af det!
Få nu når jeg overvejer at give det væk, gør jeg det samme.
Så jeg ville tage mig sammen og tage ansvar, for det første. For den fejl jeg selv gjorde ikke at bestykke mig under samleje. Og for det andet ikke bare vende hoved og sige andre må tage mit skrald for jeg har ikke overskud til det.
Men nu læser jeg om en del unge piger som får taget deres små guldklumper og der er jo altid to siger af en historie, men det er jo ikke begge sidder af den historie men høre, Så bare fordi jeg er 19 år, studerende og alene, betyder det så at jeg ikke tage ansvar og jeg ikke ville kunne passe på det?
Jeg håber på det bedste kommer ud af at være så spørgerne på denne her måde.
Før jeg ønsker dig tillykke med graviditeten, så bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det ikke er uansvarligt, at overlade barnet til en anden familie. Hvis du ikke selv har overskuddet til at tage dig af det lille barn, så er det den største gave i verden du kan give barnet. Det har intet med uansvarlighed at gøre. Det er absolut IKKE at behandle barnet som skrald. Jeg vil ikke fortælle dig hvad du skal gøre, det er en beslutning som kun du kan tage, men du må endelig ikke opfatte det som om, at du er et dårligt eller uansvarligt menneske, hvis du vælger at bortadoptere barnet. Jeg synes faktisk det er en af de smukkeste kærlighedserklæringer.
Herefter - tillykke med graviditeten!
Det er klart, at med din historie og alder, så er det højest sandsynligt, at det offentlige vil have mere fokus på dig. Men det burde de jo også! Den sociale arv er ikke alt, selvfølgelig kan personer med en dårlig barndom godt være fantastiske forældre, men risikoen for svigt ER højere. Det skal ikke afskrække dig, men bare for at forklare dig, at der er en grund til at de sociale myndigheder vil have mere fokus på dig end den gennemsnitlige gravide. Du erkender selv du er alene - måske har du netop brug for lidt mere vejledning og støtte under graviditeten og senere hen? Jeg ville ikke se deres eventuelle indblanding som en trussel, men mere som en mulighed for at sikre, at barnet og dig får den bedste start. Hvis de tilbyder deres hjælp, så tag endelig imod den 
Historierne i medierne er, som du selv skriver, ensidet. Vi ved kun hvad forældrene fortæller. Tvangsfjernelser er komplicerede og dyre - det er ikke noget kommunen bare lige gør!
Held og lykke, uanset hvad du vælger!
