Hvordan håndtere i det?

Jeg håber inderligt der er bid denne gang, for kan slet ikke overskue at skulle igennem det her føleles register jeg var igennem i går.. 

Jeg prøvede for første gang i juni at stikke mig selv med en æl sprøjte, der var det en meget voldsom oplevelse hvor jeg besvimede og min mand måtte gribe mig for at jeg ikke væltede på gulvet (imens jeg stadig havde nålen i maven) 

Jeg var derfor slet ikke klar på at skulle starte op igen her efter sommer og startede derfor først for 14 dage siden da jeg igen fik menstruation. Altså det er jo egentlig gået rigtig godt denne gang, var ved gynækolog i torsdags hvor jeg var på dag 12, og for første gang havde jeg ikke et æg på 9 men havde 1 på 17 mm og 2 på 8 mm hvilket jo så betød at jeg skulle stikke mig i går og så være sammen med manden i går og i aften. 

Jeg lagde mig på sengen for at gøre det denne gang så jeg i det mindste ikke kunne falde nogen steder hvis jeg skulle besvime igen. Men jeg besvimede ikke, dog brugte jeg 1½ time på at gøre det hvor jeg sad med nålen få cm fra min mave, herefter rystede jeg og var på grænsen til at bryde sammen hele dagen og selv i dag er jeg påvirket følelsmæssigt af det her..

Hvordan håndtere i andre det med at skulle stikke jer selv? Her tænker jeg især på jer med nåle forbi.. Jeg er selv panisk angst for nåle og har været indlagt en gang pågrund af et angst anfald da jeg fik taget en blodprøve på sygehuset for noget tid siden.. 

Har virkelig brug for nogle beroligende ord, og opmuntrende ord.. Hvad er folks erfaringer med at jeres æg udvikler sig hurtigere end de før har gjort, er det godt ? betyder det ægget er bedre end hvis man bruger 20-22 dage på at få et æg på 17-18 mm?

Er det muligt at din mand stikker dig i stedet for? 

Er det muligt at din mand stikker dig i stedet for? 

Nej for vil ikke have han får skyldfølelse hvis jeg får et angst anfald.. Han er meget omsorgsfuld og lå og havde en hånd på mig i al den tid jeg lå og prøvede at få mig selv stukket. Så det er ikke fordi han ikke er der for mig  Det er muligt for mig at undgå at få de anfald når jeg selv gør det fordi jeg er fokuseret, men det er så grænseoverskridende at jeg slet ikke kan håndtere mine følelser efterfølgende.

Husk på hvorfor du gør det- For at skabe de bedste kår for en smuk og enestående baby og muligheden for at blive de mest fantastiske forældre og muligheden for at høre det mest fantastiske ord "mor" 

Pøj pøj

Det er bare en tanke.. Men kan det være en mulighed at få en tredje mand til at stikke dig? Og du måske fokuserer på noget andet imens (taler med din mand, synger, hører musik, får massage - noget dejligt, som fjerner fokus) og ikke kigger på nålen?

Og så tænker jeg om det er fordi det gør ondt at du er bange for nåle og at blive stukket? Eller kan du måske prøve at beskrive hvad det er for nogle tanker du gør dig, som gør du bliver bange? 

Knus fra mig

Jeg er selv hamrende nåleskræk, men efter syv reagensglasforsøg med daglige sprøjter i 4 uger er det blevet bedre. 

Jeg kan dog ikke selv stikke, så det gør min mand. I starten havde jeg et håndklæde over hovedet.

Hvis det kun er ælsprøjten du skal have, kan en sygeplejerske ved din læge måske hjælpe? 

tweety2060 skriver:

Husk på hvorfor du gør det- For at skabe de bedste kår for en smuk og enestående baby og muligheden for at blive de mest fantastiske forældre og muligheden for at høre det mest fantastiske ord "mor" 

 

Pøj pøj

Du har helt ret, det er bare hårdt når hele kroppen går i forsvars tilstand i flere døgn efterfølgende.. Men du har helt ret jeg har en grund til at gøre det 

A1990 skriver:

Det er bare en tanke.. Men kan det være en mulighed at få en tredje mand til at stikke dig? Og du måske fokuserer på noget andet imens (taler med din mand, synger, hører musik, får massage - noget dejligt, som fjerner fokus) og ikke kigger på nålen?

Og så tænker jeg om det er fordi det gør ondt at du er bange for nåle og at blive stukket? Eller kan du måske prøve at beskrive hvad det er for nogle tanker du gør dig, som gør du bliver bange? 

Knus fra mig

Den eneste person der har haft formåen med at stikke mig er min egen læge og hun er den eneste i hele verden der har kunne stikke mig uden jeg blev meget fysisk dårlig af det og hun er desværre ret eftertragtet så at skulle få hende til det er meget svært da man skal have en aftale med hende flere dage i forvejen og hun er kun på arbejde man-tors hvilket er upraktisk ved især fredag og weekend stik  

Jeg kan ikke fokusere på andet end nålen uanset hvad jeg gør når jeg ved den kommer, og bare at høre om nåle er jeg ved at dåne.. Jeg ved ikke præcis hvad det er der trikker mig kan ikke engang huske om der går tanker igennem hovedet på mig, men har haft det sådan siden min mor åbenbart trumatiserede mig ved at fortælle jeg skulle stikkes som 5 årig, og de herefter måtte holde mig for at jeg skulle stikkes.. Det ligger ret dybt i mig og kan ikke rigtig komme over det selvom jeg har fået taget alverdens blodprøver efterhånden.. Den eneste der har kunne gøre mig rolig nok til ikke at få det psykisk dårligt er hende min læge.. 

Så præcis hvad det er jeg er bange for ved jeg ikke, ved bare min krop går i forsvars position med det samme..

Lilotte87 skriver:

Jeg er selv hamrende nåleskræk, men efter syv reagensglasforsøg med daglige sprøjter i 4 uger er det blevet bedre. 

Jeg kan dog ikke selv stikke, så det gør min mand. I starten havde jeg et håndklæde over hovedet.

Hvis det kun er ælsprøjten du skal have, kan en sygeplejerske ved din læge måske hjælpe? 

Puha det kan jeg slet ikke kapere i mit hoved at skulle igennem, selvom det måske er fremtiden hvis der ikke snart sker noget  

En sygeplejerske har aldrig i mit liv ikke trikket min angst for nåle jeg har min læge som kan få mig til at slappe af (hvorfor hun kan og ingen andre kan aner jeg ikke) Men ja hun er ikke så nem at få tid ved og hun er der kun fra man-tors. Og det hjælper jo heller ikke når det er på fridage jeg stikker mig Jeg behøver ikke engang se på nålen for at gå i panik, bare at vi skulle høre om noget med nåle i skolen gjorde jeg var ved at falde af stolen, så det er heftigt..

mpr skriver:

Jeg håber inderligt der er bid denne gang, for kan slet ikke overskue at skulle igennem det her føleles register jeg var igennem i går.. 

Jeg prøvede for første gang i juni at stikke mig selv med en æl sprøjte, der var det en meget voldsom oplevelse hvor jeg besvimede og min mand måtte gribe mig for at jeg ikke væltede på gulvet (imens jeg stadig havde nålen i maven) 

Jeg var derfor slet ikke klar på at skulle starte op igen her efter sommer og startede derfor først for 14 dage siden da jeg igen fik menstruation. Altså det er jo egentlig gået rigtig godt denne gang, var ved gynækolog i torsdags hvor jeg var på dag 12, og for første gang havde jeg ikke et æg på 9 men havde 1 på 17 mm og 2 på 8 mm hvilket jo så betød at jeg skulle stikke mig i går og så være sammen med manden i går og i aften. 

Jeg lagde mig på sengen for at gøre det denne gang så jeg i det mindste ikke kunne falde nogen steder hvis jeg skulle besvime igen. Men jeg besvimede ikke, dog brugte jeg 1½ time på at gøre det hvor jeg sad med nålen få cm fra min mave, herefter rystede jeg og var på grænsen til at bryde sammen hele dagen og selv i dag er jeg påvirket følelsmæssigt af det her..

Hvordan håndtere i andre det med at skulle stikke jer selv? Her tænker jeg især på jer med nåle forbi.. Jeg er selv panisk angst for nåle og har været indlagt en gang pågrund af et angst anfald da jeg fik taget en blodprøve på sygehuset for noget tid siden.. 

Har virkelig brug for nogle beroligende ord, og opmuntrende ord.. Hvad er folks erfaringer med at jeres æg udvikler sig hurtigere end de før har gjort, er det godt ? betyder det ægget er bedre end hvis man bruger 20-22 dage på at få et æg på 17-18 mm?

Hvad med at kontakte en hypnotisør? Måske kan sådan en afhjælpe nåleangsten lidt ?