Ift.. parforholdet.. Hvad gør man så videre. Det jeg mener er, at sådan helt ærligt, så føler jeg ikke det er ham jeg skal bruge resten af mit liv med. Det logiske svar er jo så, at så går man fra ham, men jeg synes det er kompliceret fordi vi har to små børn sammen. Så er det jo ikke bare sådan lige.
Det er bare ikke sådan her jeg havde forestillet mig at jeg skulle leve mine dage parforholdsmæssigt. Jeg havde altid forestillet mig et ligeværdigt forhold, men det har vi ikke. Uanset hvor meget vi har snakken om det, forbliver vi i, at jeg er husmoderen som må nedprioriteres, og i hans verden har han ALTID førsteprioritet. Det er lige meget om de ting han vil clasher med mine ønsker eller familielivet, for han betyder noget. Han betyder mest. Det er i hvert fald det hans opførsel viser.
Og jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at blive ved at bede ham gøre tingene som et lille barn. Fx gav han - på min opfordring - børnene karbad efter maden i dag. Og pt. står der stadig et fyldt badekar ude i brusekabinen. Ligeledes bad han mig om at sætte en vask over. Jeg sagde, at det orkede jeg ikke efter min lange dag (jeg (!) vasker normalt hver dag, så det er ikke fordi jeg er doven!), og så kunne han liiige overskue at gøre det selv, men det eneste han smed i - til en 40 graders fuld programvask - var 1 sæt tøj af vores søns, som havde fået lidt ketchup på. Oh my god altså 
Og det var self. under masser sukken og støtten. Og naturligvis har han ikke hængt tøjet til tørre igen.
Sådan kunne jeg fortsætte, han forventer konstant at blive vartet op. Jeg gør mit bedste for IKKE at gøre det og vise ham, at jeg ikke VIL gøre det, men der kommer et punkt hvor man ikke bare kan lade huset været en svinesti for at lære ham en lærestreg. Vi andre skal kunne holde ud at være her.
Han mener også hans job er vigtigere end mit, selvom vi arbejder lige hårdt. I dag har han haft en super nem arbejdsdag, han fik senere fri end mig, men har haft enormt afslappende arbejdsopgaver. I modsætning hertil har jeg knoklet hele dagen og næsten ikke siddet ned, hentet børn, bagt boller som jeg lovede dem i går, foldet vasketøj, lavet og serveret aftensmad.. Da han så giver dem førnævnte bad, tillader jeg mig at smide mig på sengen i 10 min. inden jeg rydder af efter maden. Jeg er helt færdig af træthed. Det opdager han og vrisser straks - foran ungerne - "Her har jeg fandme været på arbejde hele dagen, og så mener hun at hun kan tillade sig at ligge der..." ej men seriøst, han fatter ikke hvor hårdt jeg arbejder, og hvor meget han har det som blommen i et æg!
Vi har talt om det til uendelighed, vi har sågar været i parterapi, men han fatter ikke en meter, og jeg har indset, at jeg ikke kan ændre hans personlighed. Jeg bevæger mig længere og længere væk fra ham med den attitude han stiller for dagen dagligt. Han tror, at han kan opføre sig om en idiot, og hvis han så sidst på dagen lader som ingenting og siger et par søde ord, så går det nok det hele.
Det her er naturligvis bare et lille uddrag af et meget større billede. Og jeg ved godt, at jeg burde pakke sydfrugterne og gå min vej. Men jeg føler også bare jeg har et ansvar overfor mine børn at kæmpe for vores familie - selvom jeg synes jeg har gjort det længe. Og så ved jeg selv hvordan det var at vokse op med skilte forældre, og det var frygteligt.
Jeg føler mig fanget, og hver eneste dag drømmer jeg om, hvordan det kunne være i et andet forhold. Hvor vi var ligeværdige og jeg blev respekteret.. Men så er der også den del af mig, der har dårligt nok selvværd til at tænke, at måske er det bare mig der er noget galt med. Måske er det sådan her alle parforhold fungerer, måske forventer jeg for meget og må tage at være tilfreds med det jeg har..
